søndag den 31. december 2006

140 kolde fra kassen

Så blev det nytår. For mit vedkommende har det været et travlt år, også i forhold til genren, hvor jeg bl.a. har nået at se 140 film. Hovedparten har været af ældre dato, så som herlige 30’er-klassikere, primitive B-film fra 50’erne og splatter-mesterværker fra 70’erne og 80’erne. Det er også blevet til en stribe nyere film af blandet kvalitet. Det kan være svært at vælge en favorit blandt disse mange titler, og derfor vil jeg pege på en håndfuld gode oplevelser:

CANNIBAL HOLOCAUST: Det vil føre for vidt at beskrive mig selv som ”genfødt kannibalfilm-fan”, men netop denne obskure italienske genre har jeg haft stor fornøjelse af, især i kraft af de flotte udgivelser fra Another World Entertainment. Og CANNIBAL HOLOCAUST er et lille mesterværk, der anbefales til alle horror-freaks.

HOSTEL: Bestemt ikke en perfekt film, men Eli Roth gør det forrygende godt i dette tortur-mareridt fra Slovakiet. Et af årets mere ulækre indslag. En sequel er på vej.

LAND OF THE DEAD. George A. Romero fik tæsk af sine fans for denne fjerde film i DEAD-serien, men efter min mening er det en solid film, der også leverer den sociale satire, Romero er så kendt for. Manuskriptet er temmelig ujævnt, men jeg følte mig godt underholdt.

SAW II: Mere poleret end den første film med et meget konstrueret plot – men der er i høj grad tale om en seværdig og underholdende sag. Og slutningen er perfekt! Nu kan vi glæde os til 3’eren, som jeg har set et meget ulækkert klip fra. Puha, det så slemt ud!

THE HILLS HAVE EYES. Franske Alexandre Ajas version af Wes Cravens “klassiker” banker den gamle udgave sønder og sammen, et enestående makabert mareridt, der bare skal ses. Her kan vi også glæde os til en sequel.

Her er den samlede liste over de gyserfilm, jeg nåede at se i 2006.

Amityville 3-D * Amityville II: The Possession * An American Werewolf in Paris * Army of Darkness * Beast From Haunted Cave * Beneath Loch Ness * Blood of Dracula * Boogeyman * Book of Shadows: Blair Witch 2 * Bowery at Midnight * Bride of Chucky * Bug Buster * Cannibal Ferox * Cannibal Holocaust * Carrie * Cat People (1982) * Child’s Play 2 * Child’s Play 3 * Children of the Corn III * Christine * Company of Wolves * Condemned to Live * Creature From the Black Lagoon * Creature from the Haunted Sea * Creepshow * Cursed * Dark Water (amerikansk udgave) * Dark Water (japansk udgave) * Dawn of the Dead (1978) * Day of the Dead * Day of the Woman (aka I Spit on Your Grave) * Day the World Ended * Dominion: Prequel to The Exorcist * Don’t Look Now * Dr. Jekyll And Mr. Hyde (1931) * Dr. Jekyll And Mr. Hyde (1941) * Drácula (spansk udgave, 1931) * Dracula II: Ascension * Dracula: Prince of Darkness * E tu vivrai nel terrore – L’aldilà (aka The Beyond) * Earth vs. The Spider * Evil Dead II * Exorcist II: The Heretic * Exorcist III * Exorcist: The Beginning * Final Destination 3 * Frankenstein and the Monster From Hell * Frankenstein Meets the Wolf Man * Freddy’s Dead: The Final Nightmare * Fright Night * From Dusk Till Dawn * From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money * From Dusk Till Dawn 3: The Hangman’s Daughter * Frostbiten * Ghost Ship * Giant from the Unknown * Gin Gwai 2 (aka The Eye 2) * Gothika * Haute Tension * Hell Night * Hostel * House II: The Second Story * House IV * House of Dracula * House of Frankenstein * How to Make a Monster * Jason Goes to Hell: The Final Friday * Jaws * Jeepers Creepers II * Ju-On * Ju-On 2 * Land of the Dead * Leatherface: Texas Chainsaw Massacre III * Magic * Mangiati vivi * Night of the Living Dead (1990) * Night of the Living Dead (30th Anniversary Edition) * Paula nelle città dei morti viventi * Phantom of the Opera (1943) * Resident Evil: Apocalypse * Ringu 0: Bâsudei * Rosemary’s Baby * Saw II * Scanners * Scanners II: The New Order * Scanners III: The Takeover * Scream * Seed of Chucky * She-Wolf of London * Son of Dracula * The Amityville Horror (1979) * The Beast of Yucca Flats * The Brain Eaters * The Corpse Vanishes * The Curse of Frankenstein * The Devil Rides Out * The Devil’s Backbone * The Evil Dead * The Exorcist * The Exorcist (The Version You’ve Never Seen) * The Ghost of Frankenstein * The Grudge (unrated udgave) * The Haunting (1999) * The Hills Have Eyes (1977) * The Hills Have Eyes (2006) * The Hills Have Eyes Part II * The Horror Show * The Invisible Man * The Last House on the Left * The Legacy * The Legend of Hell House * The Mangler * The Monster Maker * The Mummy (1932) * The Others * The Return of the Texas Chainsaw Massacre * The Ring Two * The She-Creature * The Shining * The Skeleton Key * The Texas Chain Saw Massacre * The Texas Chainsaw Massacre (2003) * The Texas Chainsaw Massacre 2 * The Thing * The Undead * The Wicker Man * The Wicker Man (director’s cut) * The Wolf Man * Thir13en Ghosts * Unseen Evil * Urban Legends: Bloody Mary * Voodoo Woman * War of the Colossal Beast * Werewolf of London * Wes Craven’s New Nightmare * Wishing Stairs * Wishmaster * Witchboard * Wolf Creek * Zombi 2 *

mandag den 25. december 2006

Gaver med gys

Årets julegaver var det sædvanlige mix af bløde pakker, praktiske ting til huset, gode bøger samt en håndfuld gys. Jeg fik BUBBA HO-TEP (som jeg faktisk ikke har fået set endnu) , tre afsnit af MASTERS OF HORROR (John Carpenter, Joe Dante og John Landis' afsnit) samt tredje bind i Marvels ESSENTIAL TOMB OF DRACULA-serie. Herligt. Og så var det en rigtig hyggelig aften!

søndag den 24. december 2006

Når får får nok

Se lige her! Det er skørt! BLACK SHEEP handler om muterede dræber-får. Så har vi set det med. Filmen ser faktisk ikke helt dårlig ud.

fredag den 22. december 2006

Hygge og uhygge

Julen nærmer sig og det betyder masser af hygge sammen med familien. Uhyggen kommer formentlig til at vige lidt i dette inferno af nisser, gran, konfekt og stegte ænder. Genren bliver dog ikke sendt helt på ferie, men jeg regner ikke med at få set så mange film. Det bliver formentlig mest noget med at læse lidt i nogle gamle FANGORIA, når der bliver tid til det. Rigtig god jul!

torsdag den 21. december 2006

Netto-gys

Var en tur i Netto i dag for at købe "monstre i en hule"-gyseren THE CAVE for 50,- kroner. Efter anmeldelserne at dømme er den ikke mere værd, men jeg vil gerne se den - men det skulle være til discount-pris. Det lykkedes så i dag.

tirsdag den 19. december 2006

Uha, det er uhyggeligt!

AMITYVILLE II: THE POSSESSION (1982)
Den anden film i Amityville-serien, AMITYVILLE II: THE POSSESSION fra 1982 er en underlig størrelse. Egentlig er det en prequel, der fortæller om hændelserne i det mystiske hus før den første film. Samtidig er det også et absurd eksempel på hvordan fakta og fiktion kan blive blandet sammen. Det er et faktum, at seks medlemmer af familien DeFeo blev dræbt af den ældste søn, Ronald DeFeo Jr., også kaldet "Butch". Det er også et faktum, at familien var alt andet end harmonisk og at vold og skænderier var en del af hverdagen. En af de parapsykologoer, der har fået en karriere ud af at fortælle om Amityville, er østrigeren Hans Holzer. Han har skrevet over 100 bøger om okkulte fænomener, både fakta og fiktion. En af dem er Murder In Amityville, der skulle være nonfiktion. Og denne bog er så blevet forvandlet til film nr. 2 i serien - og det åbenbart med meget løs hånd og masser af Hollywood-gejl.

AMITYVILLE II: THE POSSESSION fortæller om familien Montelli, der flytter ind i deres drømmehus i Amityville. Familien består af den brutale far Anthony, den fromme mor Deloris, den fremmedgjorte søn Sonny, den sexede datter Patricia samt de to yngre børn, Jan og Mark. Allerede den første aften åbner et hemmeligt rum i kælderen sig og ting flyver rundt i børneværelset på ægte POLTERGEIST-manér. Den lokale præst, fader Adamsky, prøver at velsigne huset, men de onde kræfter gør alt for at forhindre ham. Snart bliver Sonny besat af husets dæmoner, og som en af sine første djævelske gerninger beslutter han sig for at forføre Patricia. Det varer dog ikke længe før han af huset bliver beordret til at skaffe sin familie af vejen. Imens prøver fader Adamsky desperat at få kirkens tilladelse til at gennemføre en eksorcisme.

Det er på mange måder en meget underholdende film med en del creepy scener. Desværre er den særdeles ujævn. Faktisk er det største problem, at den er nr. 2 i serien, og dermed skal overgå den første film i både special effects og splatter. Derfor kommer filmens personer ud for markant vildere ting end familien i etteren. Skuespillerne gør det godt, især Jack Magner som Sonny og James Olson som fader Adamsky. Diane Franklin er sød som Patricia, mens Burt Young som sædvanlig spiller et dumt svin.

Filmen er ude på dvd i Danmark i en billig udgave fra Jupiter (Scanbox), både som enkeltdisc og i en box med 3'eren og 5'eren. Det skulle være en flot udgave med et pænt billede, men desværre er den klippet med seks minutter. Hele scener skulle ganske enkelt mangle! Jeg har investeret i den engelske udgave fra Sanctuary Visual Entertainment, der er komplet. Her følger også en omfattende booklet og fem billeder med. Ekstramaterialet på selve discen er lidt sparsomt. En slettet scene er genskabt med still-billeder, og så kan man høre et kommentarlydspor af Kim Newman og Stephen Jones. Denne udgave skulle stadig være til at skaffe, selv om den er ved at blive sjælden.

AMITYVILLE II: THE POSSESSION, USA-Mexico, 1982. Instruktion: Damiano Damiani. Medvirkende: James Olson, Burt Young, Rutanya Alda, Jack Magner, Andrew Pine. Musik: Lalo Schifrin.

Lidt mere til bunkerne

Fik klaret de sidste julegaveindkøb og købte selv et par småting: INTERVIEW WITH THE VAMPIRE og THE SIXTH SENSE på dvd til 80,- kr. i alt samt John Williams' soundtracks til Spielbergs dino-gysere JURASSIC PARK og THE LOST WORLD. Dem havde jeg i forvejen, men fandt dem i en Accord i de særlige udgaver, der var med i et dvd-boksæt engang. Den normale udgave af THE LOST WORLD-soundtracket er en fjollet papting, der kan foldes ud, hvilket da ser meget sjovt ud - men det er skrøbeligt og pladen bliver ridset, når man tager den ud. Den særlige udgave er en helt normal cd i en plastæske. Og jeg fik de to soundtracks til 50,- kr. stykket!

mandag den 18. december 2006

Horror-fri AWE-nyheder

Another World Entertainment har annonceret en stribe nye titler. Ingen af disse er desværre horror. I marts kommer et boxsæt med Takeshi Kitano-filmene SONATINE, VIOLENT COP og BOILING POINT. Senere kommer Marcel Camus' ORFEU NEGRO, Jacques Tati-filmen PARADE og actionfilmen GOLD med Roger Moore. På horror-fronten kan vi dog glæde os til ZOMBIE HOLOCAUST i januar, NEW YORK RIPPER i februar og ONE MISSED CALL 2 i april.

søndag den 17. december 2006

For God’s sake, get out!

THE AMITYVILLE HORROR (1979)
Der er noget underligt fascinerende ved film, der er baseret på en sand historie. Sådan er det også med THE AMITYVILLE HORROR. At den har været en tur igennem Hollywood-maskinen er så en anden sag, men faktisk er store dele af historien sand – i det mindste for de mennesker, der i sin tid boede i det hjemsøgte hus på Ocean Avenue 112 i Amityville, New York.

Det hele begyndte d. 13. november 1974, da den 23-årige Ronald DeFeo Jr. myrdede hele sin familie i det hus, der siden skulle blive så berømt og berygtet. Ronald skød sine forældre og sine fire yngre brødre og søstre. Forsikringssvindel var en af forklaringerne på Ronalds gerning, mafia-forbindelser var en anden. Ronald fortalte selv, at ”stemmerne” havde beordret ham til at gøre det. Mange har undret sig over, at Ronald kunne gå rundt i huset og skyde det ene familiemedlem efter det andet uden at nogen er vågnet eller har hørt noget. Han blev siden idømt seks gange livstid og sidder stadig bag tremmer.

I december 1975 flyttede familien Lutz ind i huset. George Lutz havde nogle måneder før giftet sig med Kathleen Lutz, der havde tre børn i forvejen. De fik huset til en meget fornuftig pris og havde ingen problemer med at bo et sted, hvor en grum forbrydelse var blevet begået. Men 28 dage senere flygtede familien fra huset uden at tage andet end lidt tøj med sig. De var blevet fordrevet af onde ånder! Huset blev siden undersøgt af parapsykologer, der kom frem til vidt forskellige resultater.

Men historien blev først for alvor kendt, da familien Lutz fortalte om deres oplevelser i Jay Ansons bog The Amityville Horror: A True Story. Bogen blev en bestseller, og den danner grundlaget for film-udgaven fra 1979. Siden er det blevet til syv sequels og et remake. Samtidig er der kommet et hav af bøger om sagen, lige fra historien om DeFeo-familiens tragiske død til seriøse forsøg på afsløre Lutz-familien som nogle svindlere, der har opfundet hele den fantastiske historie om det hjemsøgte hus for at tjene penge. Det er f.eks. et faktum, at ingen af de senere beboere i huset har oplevet noget som helst underligt, ud over at de er blevet hjemsøgt af tusindvis af nysgerrige, der gerne ville se verdens mest berømte spøgelseshus. Men ægteparret holdt fast i deres utrolige historie i årevis. Kathleen Lutz døde i 2004, George i 2006.

Filmen fra 1979 er produceret af den legendariske Samuel Z. Arkoff, manden bag en stribe billige B-film fra 50’erne. Stuart Rosenberg står for instruktionen og James Brolin og Margot Kidder spiller ægteparret Lutz. Da man i Amityville ikke ville have mere omtale af sagen, måtte man finde et andet hus, der kunne spille hovedrollen. Derfor er filmen optaget i New Jersey. At netop huset er hele kernen i filmen kan ses af de mange skud af facaden med de to skæve vinduer, der ligner øjne. Fra nogle vinkler ligner huset endda et gigantisk kranium.

Der er på mange måder tale om en solid mainstream-horrorfilm, der formår at underholde uden at være rigtig gribende eller skræmmende. Mange scener er hentet fra familien Lutz’ egne oplevelser, mens hovedparten er ren fiktion. James Brolin spiller fremragende i en svær rolle som en mand, der langsomt bliver grebet af husets ondskab, mens Margot Kidder gør det fint som hysterisk mor. Nu har jeg altid oplevet hende som irriterende, og det er hun også i denne film. Rod Steiger er med som en katolsk præst, der skal velsigne huset, og han overspiller til den store guldmedalje. Desværre er filmen lidt for lang, hvilket udvander den uhyggelige stemning. Men alt i alt en OK gyser, der bestemt er værd at se. Filmen blev i øvrigt en enorm succes, hvilket har været med til at holde liv i den utrolige historie om huset i Amityville.

THE AMITYVILLE HORROR havde den danske titel ”Spøgelseshuset” i biograferne og kom siden på vhs med titlen ”Huset som Gud glemte”. Senest er den udkommet på dvd i Danmark i en standard-udgave, hvor det eneste ekstramateriale er en trailer. Så kan man også få en fremragende dobbelt-disc-udgave fra England med en masse guf. I en 20 minutters dokumentar fortæller James Brolin og Margot Kidder om deres arbejde på filmen. Så er der også en lille teaser til den nye 2005-udgave, men det bedste er to 40 minutters programmer fra The History Channel. ”Amityville: The Haunting” fortæller hele historien om DeFeo-massakren og familien Lutz’ okkulte oplevelser, mens ”Amityville: Horror or Hoax?” går tæt på det spil, der er foregået i kulisserne på den utrolige historie. Programmerne har det lidt overfladiske og fragmentariske præg, som amerikanske dokumentarer tit lider af, men de er begge særdeles underholdende og oplysende. Endelig er der en otte siders booklet. Jeg har ikke set denne udgave med dansk cover, men der er danske undertekster på alt, også ekstramaterialet.

THE AMITYVILLE HORROR, USA, 1979. Instruktion: Stuart Rosenberg. Medvirkende: James Brolin, Margot Kidder, Rod Steiger, Don Stroud, Murray Hamilton. Musik: Lalo Schifrin.

torsdag den 14. december 2006

Projekt AMITYVILLE er begyndt

I aftes genså jeg den første AMITYVILLE-film fra 1979 og regner med at skrive noget om den, når jeg er kommet igennem det omfattende ekstramateriale (det er en Special Edition).

Jeg har nu skaffet syv ud af ni mulige AMITYVILLE-film, og har planer om at se dem over de kommende måneder. Det vil uden tvivl sætte sit præg på bloggen efterhånden som jeg kommer igennem dem. Så er I advaret!

Horrible juleindkøb

Når man nu går rundt i byen for at købe julegaver til hele familien (i regnvejr sammen med 17.000 andre mennesker), er det fair nok, at man også forkæler sig selv. Dagens høst blev tre soundtracks fra Rock Uglen (THE SKELETON KEY af Edward Shearmur, HAUNTED af Debbie Wiseman og WOLF CREEK af François Tétaz), det nye nummer af FANGORIA fra Fantask og et par film fra Fona på Strøget (AMITYVILLE: THE EVIL ESCAPES og en box med 1960- og 1998-udgaverne af PSYCHO).

onsdag den 13. december 2006

Frizzell erstatter Glass

Jeg har i den seneste tid skrevet både om Philip Glass og John Frizzell. Glass har senest komponeret musikken til Stephen Hopkins-gyseren THE REAPING. Nu har filmen klaret sig dårligt til nogle test-forevisninger og Glass er blevet fyret, selv om hans musik er mixet færdig og det hele. Nu skal John Frizzell lave et nyt score til THE REAPING.

HILLS-teaser er klar

Her kan man se en teaser til THE HILLS HAVE EYES 2. Fin lille ting med en dyster stemning. Jeg glæder mig...

Kannibalistisk genbrug

Den fjerde udgivelse i Another World Entertainments kannibal-serie er Umberto Lenzis MANGIATI VIVI! fra 1980. Den internationale titel er EATEN ALIVE, mens vi i Danmark fik den serveret som MASSAKREN I JUNGLENS DYB.

Filmens plot er inspireret af det kultiske masse-selvmord i Jonestown i 1978, hvor 913 mennesker døde. Helt så omfattende bliver det ikke i filmen, der fortæller om den kyniske og karismatiske Jonas, der leder en kristen sekt i Ny Guineas jungle. Sekten er dog ikke mere kristen end at topløse kvinder, rituelle samlejer og blodige dildoer er en del af hverdagen. Samtidig må sekten hele tiden holde de lokale kannibaler fra livet, så de har nok at se til. Til dette jungle-helvede ankommer amerikaneren Sheila Morris, der leder efter sin søster. Hun har slået sig sammen med den tidligere soldat Mark, der fungerer som hendes guide.

Filmen er lavet for stort set ingen penge. Faktisk er flere af de kannibalistiske scener sakset fra andre film i genren og det giver et meget ujævnt look. Samtidig er historien ikke rasende interessant, og man skal langt ind i filmen, før blodet begynder at flyde. Enkelte scener er ganske effektive, men alt i alt er det en skuffende omgang. Den rædselsvækkende elevator-musik af Roberto Donati og Fiamma Maglione hjælper heller ikke på stemningen. MANGIATI VIVI! er skudt på 16mm, hvilket måske er forklaringen på det noget grynede billede, men ellers er der som sædvanlig tale om en flot udgivelse fra AWE.

MANGIATI VIVI!, Italien, 1980. Instruktion: Umberto Lenzi. Medvirkende: Robert Kerman, Janet Agren, Ivan Rassimov, Paola Senatore, Me Me Lai. Musik: Roberto Donati, Fiamma Maglione.

tirsdag den 12. december 2006

Defekt gys

Heldigvis er det sjældent, at jeg støder på en defekt dvd-skive, men det kan ske. Enkelte film kan måske hoppe en brøkdel af et sekund eller have et par pixelerede frames, men så heller ikke mere. Her til aften måtte jeg dog opgive at se Rob Zombies HOUSE OF 1000 CORPSES. Den havde netop et par frames, der pludselig lignede noget fra et tidligt videospil. Så skete det igen. Og igen!

Otte minutter inde tog jeg skiven ud, da billedet for fjerde gang var blevet til store firkanter. Jeg har købt filmen for 20 eller 30 kroner i TP Musik, så større er skaden heller, men jeg ville da gerne have set den. I stedet smed jeg en kannibalfilm i maskinen, men det er en anden historie...

FROSTBITEN-musik på iTunes

Det svenske filmmusik-selskab MovieScore Media har netop udgivet danske Anthony Lledos musik til vampyrfilmen FROSTBITEN. Selskabet har (desværre) specialiseret sig i at udgive soundtracks som download-udgivelser og ikke i fysisk form. Derfor må man en tur forbi iTunes for at købe FROSTBITEN-soundtracket. MovieScore Media har også udgivet andre horror-scores, nemlig THE DARK af Edmund Butt, HEADSPACE af Ryan Shore, THE ROOST af Jeff Grace og AN AMERICAN HAUNTING af Caine Davidson.

mandag den 11. december 2006

Sjov med de onde døde

Jeg har i løbet af den seneste uges tid genset Sam Raimis EVIL DEAD-trilogi, hvilket har været særdeles underholdende. Man må især beundre Bruce Campbell (ham med Dick Tracy-hagen), der med en forbløffende fysik og stor tålmodighed lader sig mishandle på det groveste i alle tre film.

THE EVIL DEAD er præget af en rå energi og en stor lyst til at lave film på trods af et lille budget (350.000 dollar ifølge IMDb). De vilde kamerabevægelser, den ekstreme splatter og den groteske humor gør filmen helt unik i forhold til de mere seriøse gysere, der huskes fra starten af 80'erne.

EVIL DEAD II er et lille mesterværk, der ikke alene er et solidt remake af den første film, men som også sætter en helt ny standard for visuel vildskab. ARMY OF DARKNESS er trilogiens svageste led, fordi Raimi her satser mere på humor end på horror. Men morsom er den! Om vi nogensinde får en EVIL DEAD 4 eller et remake af den første film vil tiden vise, men ellers har serien kastet flere videospil og en musical af sig, så de onde døde er stadig ude på sjov.

Frizzell er fin

Kiggede ind i Sound Station på Gammel Kongevej, hvor jeg købte John Frizzells soundtrack til THIR13EN GHOSTS. Jeg husker det som forholdsvis funktionel horror-musik, men "Main Title" er flot - det samme er "The Juggernaut", temaet til den fantastiske maskine, der styrer filmens spøgelseshus. Frizzell har bl.a. skrevet musik til ALIEN: RESURRECTION, GHOST SHIP og STAY ALIVE, der alle er udgivet på cd.

søndag den 10. december 2006

Kings vampyrer

Var lige en tur forbi Laserdiskens hjemmeside, der gjorde opmærksom på Tobe Hoopers SALEM'S LOT fra 1979, en TV-filmatisering af Stephen Kings roman. Bogen er en af Kings bedste, skrevet længe før han sendte sin fantasi på en meget lang ferie.

Jeg så det første afsnit af serien på engelsk TV for mange år under en ferie i London. Så vidt jeg husker kom en Andrew Lloyd Webber-musical i vejen for andet afsnit, så jeg fik først set den komplette serie nogle år senere. Jeg husker den som solidt håndværk og vil meget gerne se den igen. Det samme gælder Larry Cohens A RETURN TO SALEM'S LOT. Mikael Salomons remake har jeg endnu ikke stiftet bekendtskab med, men nu starter jeg nok lige med Hoopers udgave.

torsdag den 7. december 2006

Intet nyt er godt nyt

Jeg har kigget lidt på nogle lister over kommende dvd-udgivelser. Januar ser ud til at blive en tynd måned mht. horror-udgivelser. Normalt burde man brokke sig over den slags, men nu har januar det med at være årets økonomisk mest seje måned - især hvis man har fået januar-lønnen allerede før jul! Så det er helt OK med få titler i butikkerne. Den 9. udkommer både SNAKES ON A PLANE og SLITHER (der allerede er ude i både USA og England samt på dansk leje-dvd) og senere på måneden skulle vi få ZOMBIE HOLOCAUST fra Another World Entertainment. Det eneste man så kan "frygte" er januar-udsalget!

onsdag den 6. december 2006

GHOST RIDER er på vej

Det er virkelig mange år siden jeg læste Marvel-tegneserien GHOST RIDER. Den blev trykt i Interpresse-hæftet VAMPYR under titlen Spøgelsesrytteren. Det virker også som om filmatiseringen med Nicolas Cage har været undervejs i årevis, men nu kommer den i bifferne i starten af det nye år.

Traileren ser ret cool ud på den officielle hjemmeside, men nu får vi se. Muligvis er det bare en actionfilm, krydret med lidt horror, men det er også OK. Måske skulle jeg varme op med et gensyn med tegneserien. Den er ude i genoptryk i Marvels Essential-serie.

tirsdag den 5. december 2006

Lyden af CANDYMAN

Jeg har fået et soundtrack, jeg virkelig er glad for, nemlig Philip Glass' THE MUSIC OF CANDYMAN. Bernard Roses Clive Barker-filmatisering CANDYMAN er efter min mening en af 90'ernes absolut bedste gyserfilm, og Glass' musik er med til at hæve filmen op på et helt unikt niveau.

Glass er en komponist, man skal vænne sig til. Hans musik består af stigende og faldende toner i forskellige rytmer. Piano og orgel er de foretrukne instrumenter og det hele krydres tit med et kor. Det kan opleves som ensformigt og irriterende og store dele af Glass' produktion er meget ensartet, men det fungerer optimalt i den rigtige sammenhæng, som f.eks. i CANDYMAN.

Philip Glass havde en dårlig oplevelse med CANDYMAN, fordi den færdige film ikke lignede det, han var blevet lovet. Han var heller ikke meget for at skulle lægge navn til en gyserfilm. Derfor kunne en soundtrack-udgivelse ikke komme på tale, og fans måtte derfor nøjes med skumle bootlegs. Han accepterede dog at musikken fra den første film kunne genbruges i remixet form i fortsættelsen, CANDYMAN: FAREWELL TO THE FLESH fra 1995. Det sørgede produceren Don Christensen for, der så komponerede lidt ekstra musik i samme stil for at have nok.

I 2001 kom så endelig en officiel soundtrack-udgivelse med musik fra de to film. Og det er en fremragende plade, men hvis man ikke bryder sig om den specielle Glass-stil, skal man holde sig væk, og det er da heller ikke alle tracks, der er lige spændende. Men "Helen's Theme" fra den første film er så fantastisk, at jeg bare måtte have denne unikke cd.

mandag den 4. december 2006

Klassisk spøgelseshistorie

En af de film, jeg skal have hjem i samlingen, er Jack Claytons THE INNOCENTS fra 1961. Den er baseret på romanen THE TURN OF THE SCREW af Henry James og er en af filmhistoriens mest uhyggelige spøgelsesfortællinger.

Deborah Kerr spiller hovedrollen som guvernanten, der skal passe to børn på et engelsk herresæde. Stedet gemmer på mange hemmeligheder og børnene har måske nøglen til mysteriet. Engelske BFI Video udsender THE INNOCENTS i næste uge.

lørdag den 2. december 2006

AMITYVILLE-amok

Jeg har tidligere nævnt, at jeg holder meget af "haunted house"-genren. En af de mest sejlivede serier med et hjemsøgt hus er AMITYVILLE-filmene, der efterhånden er nået op på ni titler af meget blandet kvalitet. Jeg har ikke set dem alle, men nu vil jeg gøre et forsøg på at få dem hjem på hylden. Serien består af:

THE AMITYVILLE HORROR (1979)
AMITYVILLE II: THE POSSESSION (1982)
AMITYVILLE 3-D (1983)
AMITYVILLE: THE EVIL ESCAPES (1989) (TV-film)
THE AMITYVILLE CURSE (1990) (Direkte til video-sequel)
AMITYVILLE 1992: IT'S ABOUT TIME (1992) (Direkte til video-sequel)
AMITYVILLE: A NEW GENERATION (1993) (Direkte til video-sequel)
AMITYVILLE: DOLLHOUSE (1996) (Direkte til video-sequel)
THE AMITYVILLE HORROR (2005) (Remake)

Det kommer nok til at tage et par måneder at skaffe dem alle, men det er bare en del af fornøjelsen.

fredag den 1. december 2006

Shirley Walker er død

Shirley Walker, en af de få fremtrædende kvindelige filmkomponister, er død, 61 år gammel. Hun komponerede bl.a. musikken til de tre FINAL DESTINATION-film og nåede før sin død at arbejde på den nye udgave af BLACK CHRISTMAS. Ellers huskes hun for to John Carpenter-film (MEMOIRS OF AN INVISIBLE MAN og ESCAPE FROM L.A.) og flere BATMAN-tegnefilm.