onsdag den 31. januar 2007

Klæbrig film

James Gunns SLITHER er noget så usædvanligt som en vellykket horror-komedie, der er både flot, sjov og spændende. Gunn har en baggrund i Troma Studios, men har siden leveret manuskripter til bl.a. SCOOBY-DOO-filmene og den nye DAWN OF THE DEAD. SLITHER er hans første store film som instruktør og den er en slags hyldest til alle de gysere, han elsker.

Starten er ren 50'er-gys. I den lille by Wheelsy er man ved at gøre klar til jagtsæsonen. Imens de lokale politifolk har travlt med alt muligt andet, falder en meteorit ned. Den lokale skønhed Starla Gran har giftet sig med den rige Grant Grant, en temmelig grov og krævende mand. En aften nægter hun at gå i seng med ham, og han tager på druktur. Han ender ude i skoven sammen med en kvinde, hvor de finder meteoritten og en underlig blævrende klump. Grant bliver skudt i maven med en lille orm, der kryber ind i kroppen på ham. Snart er han opslugt af at skaffe så meget kød som muligt, hvilket bl.a. reducerer antallet af kæledyr i nabolaget ganske betragteligt. Alt dette er en del af en større plan, og snart får vi både ulækre orme og zombier smidt ind i handlingen.

SLITHER er en ekstremt underholdende film, der fint balancerer imellem horror og humor. De vilde special effects er flotte og musikken af Tyler Bates er effektiv. Stilen er lidt à la NIGHT OF THE CREEPS og TREMORS, og man skal være i det humør, når man ser SLITHER. Man skal ikke regne med at blive skræmt fra vid og sans - til gengæld kan man risikere at brække sig af grin.

SLITHER, USA-Canada, 2006. Instruktion: James Gunn. Medvirkende: Nathan Fillion, Elizabeth Banks, Gregg Henry Michael Rooker, Don Thompson. Musik: Tyler Bates.

Gode ting på udsalg

Er netop kommet hjem fra en regnvåd tur inde i byen. Fona på Strøget var som altid et besøg værd. Jeg købte Roman Polanskis LE LOCATAIRE (aka THE TENANT) og REPULSION, Martin Schmidts BAG DET STILLE YDRE og Sergio Stivalettis M.D.C. - MASCHERA DI CERA (aka THE WAX MASK). Sidstnævnte kostede kun 10,- kroner og alt i alt lød regningen på 150,- kroner. Så jeg var lige forbi Arnold Busck, hvor jeg købte Denis Meikles bog THE RING COMPANION, en bog om Ring-fænomenet, til bare 100,- kroner.

tirsdag den 30. januar 2007

Underjordisk uhygge

Den engelske instruktør Neil Marshall debuterede i 2002 med den solide og dynamiske varulvegyser DOG SOLDIERS. Marshall er selv en stor fan af genren, og derfor var det meget naturligt at hans næste film skulle være et endnu mere ambitiøst horror-projekt. Og det kom sandelig til at holde stik: THE DESCENT fra 2005 er en af de mest skræmmende film, jeg længe har set.

Seks unge kvinder tager på ekstremsport-ferie i North Carolina, USA. Tre af dem, Sarah, Juno og Beth, er mærket af en ulykke, der skete et år tidligere, hvor en af dem mistede sin familie (hvilket vises i en effektiv chok-scene i begyndelsen af filmen). Nu mødes de med Rebecca, Sam og Holly til en tur ned i de lokale huler. Holly er sur over, at netop disse huler ikke er specielt krævende at klatre i, men Juno har i al hemmelighed planlagt, at de skal ned i nogle huler, der endnu ikke er kortlagt. Turens første del går fint, men efter en sammenstyrtning bliver de spærret inde. Nu gælder det om at finde en vej ud. Men de er ikke alene i hulerne. Her bor også en stamme af blinde kødædende væsener, der er mestre i at finde rundt i mørket.

De uhyggelige væsener dukker først op efter 45 minutter, men det betyder bestemt ikke, at filmens første halvdel er kedelig. Neil Marshall giver sig god tid til at præsentere sine personer, så vi lærer dem at kende. Samtidig skruer han op for spændingen efterhånden som kvinderne støder på en række forhindringer, så som en dyb skakt, de skal kravle over. Undervejs kom en af dem også ud for en grim ulykke. Disse scener er meget nervepirrende og bygger fint op til de første møder med hule-væsenerne. Og så slippes gysene ellers løs i et orgie af chok-scener og brutal splatter. Det er helt eminent lavet og Marshall holder fast i os hele vejen igennem frem til en slutning, der er lige så mørk og dyster som resten af filmen (slutningen er så grum, at den blev klippet ud af den amerikanske biograf-udgave).

Ud over de seks fremragende skuespillere i hovedrollerne, skal jeg også fremhæve David Julyans flotte musik. Han lavede også musik til bl.a. MEMENTO og INSOMNIA. Endelig er monstrene noget af det mest klamme, der længe er set i en film.

Filmen er ude i Danmark fra SF Film, men den udgave skal man for alt i verden undgå. Formatet er tilpasset et bredformat-fjernsyn, og det er helt forkert i forhold til det oprindelige 2.35:1-format. Derfor bør man bestille den engelske dvd. Man kan få en dobbelt-disc-udgave med et fremragende ”Making Of”-program. Her er en af overraskelserne, at hovedparten af filmen er lavet i et studie. Uanset hvad, så må man ikke gå glip af denne film. Det er et lille mesterværk!

THE DESCENT, England, 2005. Instruktion: Neil Marshall. Medvirkende: Shauna Macdonald, Natalie Jackson Mendoza, Alex Reid, Saskia Mulder, MyAnna Buring. Musik: David Julyan.

mandag den 29. januar 2007

ALIEN-tid

Jeg har taget hul på ALIEN QUADRILOGY-boxen og så den originale ALIEN i aftes (i biografversionen). Selve boxen er en vildt imponerende udgivelse med hele ni discs, men jeg regner ikke med at skrive så meget om den. ALIEN-filmene er blevet dækket intenst i bøger, blade og på diverse fan-hjemmesider, så jeg kan nok ikke tilføje det store.

lørdag den 27. januar 2007

Masser af Dario Argento

Jeg manglede noget Dario Argento i min samling, så i går købte jeg de to boxsæt med On Air Videos udgivelser. Syv film og en dokumentar for 200,- kr. i alt. Der skulle i det store hele være tale om pæne udgaver - så kan jeg altid opgradere senere.

fredag den 26. januar 2007

Price & Poe

Som tidligere nævnt er jeg i Vincent Price-humør for tiden. I går så jeg HOUSE OF USHER (eller THE FALL OF THE HOUSE OF USHER, som den hedder i England), den første af Roger Cormans berømte Edgar Allan Poe-film. HOUSE OF USHER er fra 1960 og var lidt af et gennembrud for American International Pictures, fordi man her for første gang forsøgte sig med en forholdsvis seriøs film i farver og Cinemascope.

Richard Matheson skrev det fremragende manuskript og Vince Price er forrygende god i rollen som den på overfladen skrøbelige Roderick Usher, der prøver at skjule sin families groteske hemmeligheder. En herlig oplevelse med en meget creepy stemning.

Corman lavede i alt syv Poe-film i perioden 1960-64, nemlig HOUSE OF USHER, PIT AND THE PENDULUM, THE PREMATURE BURIAL, TALES OF TERROR, THE RAVEN, THE MASQUE OF THE RED DEATH og THE TOMB OF LIGEIA. Fra samme periode stammer H.P. Lovecraft-filmatiseringen THE HAUNTED PALACE, der blev markedsført som en Poe-film.

torsdag den 25. januar 2007

Grumme gaver

Jeg havde fødselsdag i går og fik en masse fantastiske gaver: Tøj, penge, musik, film, bøger og nogle praktiske ting. Der var en række flotte horror-sager imellem:

Dvd:
ALIEN QUADRILOGY (den komplette box)
HELLRAISER (box med fire film fra On Air Video)
THE OMEN (box med alle fem film, den danske udgave)
SLITHER
THE NAMELESS
MOUNTAIN OF THE CANNIBAL GOD

Soundtrack:
Hans Zimmer/Henning Lohner/Martin Tillman: THE RING/THE RING TWO
Steve Jablonsky: THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE: THE BEGINNING (promo-udgave)

Tegneserie:
THE TOMB OF DRACULA VOL. 4 (Marvel Essential-serien)

Det er skønt at have en så forstående familie og så mange gode venner! Der er underholdning til mange uger. Desværre må jeg erkende, at jeg nu officielt er løbet tør for plads på mine hylder, så jeg skal snart have ryddet op/smidt ud/solgt/byttet.

Lyden af Læderfjæset

Perseverance Records har udgivet mange sære soundtracks. Det seneste skud på stammen er Jim Manzies score til LEATHERFACE: TEXAS CHAINSAW MASSACRE III. Manzie har aldrig tidligere haft et score ude på cd, og det kan man egentlig undre sig over, når man lytter til LEATHERFACE-musikken. Der er på mange måder tale om typisk elektronisk horror-musik med masser af støj og stingers. Men da Manzie har en baggrund i rockmusik, arbejder han meget med få små melodier og en rytme ind over, hvilket gør det til en dynamisk og varieret lytte-oplevelse.

I enkelte tracks har han samplet den klassiske hvinende ”Chainsaw”-lyd, men ellers kan han sagtens selv levere varen. Ud over at indeholde det komplette score er der også et spændende interview med på cd’en, hvor Manzie fortæller om sit arbejde som komponist. I cd-æsken er der et flot billede af ham sammen med Vincent Price. Selve booklet’en er meget omfangsrig med en spændende tekst af Randall D. Larson. Oplaget på 500 eksemplarer er allerede udsolgt fra pladeselskabet, og derfor skal man skynde sig hvis man vil opspore den hos soundtrack-butikkerne på nettet. Perseverance Records vil senere udgive to Jim Manzie-opsamlinger. Her skulle oplaget komme helt ned på 300 eksemplarer!

tirsdag den 23. januar 2007

Ocean Avenue 112 Revisited

THE AMITYVILLE HORROR (2005)
I stil med Dark Castle Entertainment er tanken bag Michael Bays Platinum Dunes-selskab at levere remakes af mere eller mindre klassiske gysere. Hvor Dark Castle især har kastet sig over ældre og forholdsvis ukendte film, har Platinum Dunes været så frække at komme med moderne versioner af nyere klassikere. Heldigvis gør de det godt. Det gælder også THE AMITYVILLE HORROR fra 2005, der på mange måder overgår originalen.

Efter de mange sequels er vi nu tilbage ved den originale historie om familien Lutz, der midt i 70’erne flytter ind i et stort hus i Amityville, Long Island. Adressen er Ocean Avenue 412 (det rigtige husnummer er 112, men producenterne har formentlig ændret dette). Huset får de til spotpris, fordi Ronald DeFeo Jr. året før havde skudt sine forældre og fire søskende her. I byen vil man gerne glemme den forfærdelige historie, men huset er ladet med negativ energi, og snart bliver familien Lutz også påvirket.

I første omgang er det Kathy Lutz’ datter Chelsea, der får en usynlig ven i form af pigen Jodie. Denne vil gerne lege med Chelsea til evig tid og lokker hende bl.a. til at balancere højt oppe på husets tag. DeFeo-familiens tidligere babysitter skræmmer livet af Lutz-børnene ved at fortælle dem alt om massakren, men det vil Jodie ikke finde sig i. Imens bliver George Lutz, børnenes stedfar, mere og mere mærkelig af stemningen og han forskanser sig i kælderen. Her påvirkes han af de samme kræfter, der formentlig drev Ronald DeFeo Jr. til at gå amok.

THE AMITYVILLE HORROR er baseret på Jay Ansons oprindelige bog om familien Lutz og Sandor Sterns manuskript til 1979-udgaven af filmen. Denne gang er det Scott Kosar, der har skrevet manuskript – han var også manden bag THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE fra Platinum Dunes. Instruktøren er den debuterende Andrew Douglas, der har en fortid i musikvideoernes verden. Ryan Reynolds og Melissa George spiller ægteparret Lutz og det gør de fremragende. Især er Ryan Reynolds god til at fremstille det snigende vanvid, der får George Lutz til at miste enhver fornemmelse af virkeligheden.

Tempoet i filmen er meget højt og gysene slår ned med en imponerende hastighed. Mange af dem er billige snyde-gys, men enkelte chok-scener er forbasket effektive. Der også et par usædvanligt nervepirrende momenter undervejs. Det ene er datteren Chelseas balancegang oppe på tagryggen af huset, det andet er da George beder sin stedsøn Billy holde fast på de brændestykker, han er ved at flække med en økse.

Helt perfekt er filmen dog ikke. Huset er hjemsøgt af mange forskellige ting, hvilket skaber forvirring til sidst i historien. Spøgelsespigen Jodie er creepy nok i sig selv, men vi stifter også bekendtskab med andre, der er kommet af dage i huset – og til sidst får man præsenteret den sande skurk bag det hele. Det er alt for mudret, ikke mindst fordi de afslørende scener er filmet i den samme hektiske stil, der præger Dark Castle-produktionerne. Men det er kun nogle få skønhedspletter på et godt og solidt remake, der bestemt er værd at bruge tid på. Musikken af Steve Jablonsky er i øvrigt af høj klasse og bidrager til den uhyggelige stemning. Desværre er den ikke udgivet på cd.

THE AMITYVILLE HORROR kan fås i en enkelt- og en dobbelt-disc-udgave. Ekstramaterialet består af en hæderlig dokumentar om DeFeo-massakren, et fint ”Making Of”-program, en håndfuld slettede scener samt nogle alternative optagelser fra settet. Alt i alt en fin pakke, men de fleste kan nok nøjes med selve filmen.

Et af de interessante aspekter ved dette remake er muligheden for endnu flere AMITYVILLE-film. Dette er endnu ikke blevet annonceret, men der skal nok komme endnu flere film om verdens mest berømte hjemsøgte hus.

THE AMITYVILLE HORROR, USA, 2005. Instruktion: Andrew Douglas. Medvirkende: Ryan Reynolds, Melissa George, Jesse James, Jimmy Bennett, Chloe Moretz. Musik: Steve Jablonsky.

mandag den 22. januar 2007

Alfred Hitchcock og engelsk gysermusik

Pladeselskabet DRG Records udsender inden længe en noget speciel cd, der genopliver to gamle lp-plader, der længe har været efterspurgt af fans. Den ene er MUSIC TO BE MURDERED BY fra 1958 med musik af Van Alexander og introduktioner af Alfred Hitchcock. Den anden er CIRCUS OF HORRORS, soundtracket til den engelske gyserfilm fra 1960, instrueret af Sidney Hayers. Musikken er komponeret af Muir Mathieson og Franz Reizenstein.

søndag den 21. januar 2007

Fanzine-nostalgi

Jeg er blevet indhentet af fortiden i cyberspace. I 1989 udgav jeg mit første horror-fanzine, EVIL MAIL, og året efter kom det lidt mere ambitiøse PHENOMENA. De kom i små oplag og har været udsolgt i mange år. Nu er bladene dukket op i elektronisk form (takket være Lovecraft-fan Thomas Winther), og Uncut-redaktionen har meget venligt lagt serverplads til. Man kan man frit hente disse gamle blade her.

Kate Beckinsale slår til

I forlængelse af VAN HELSING med Kate Beckinsale så jeg UNDERWORLD, endnu en actiongyser med denne engelske skuespillerinde, der har skabt sin helt egen niche i brancen som heltinde i stramt, sort tøj. Hvor VAN HELSING visuelt ligner et computerspil, er det nok mest i plottet at UNDERWORLD henter sin inspiration fra spillenes verden.

Historien er simpel: De aristokratiske vampyrer og de brutale varulve har bekæmpet hinanden i flere generationer. Selene er kriger i en af vampyr-klanerne og hun opdager, at varulvene har gang i noget. De er især interesseret i at kidnappe menneskelige forsøgspersoner som en del af skummel plan. Lederen af klanen, Kraven, tror hende ikke, og Selene må derfor selv gøre noget ved sagen.

UNDERWORLD er en film med masser af problemer, men alligevel er det en ganske fed oplevelse at se den. Ingen af personerne skildres særlig dybsindigt og alle er stort set lige gode/onde. Alt serveres dog med en forrygende energi af den tidligere musikvideo-instruktør Len Wiseman, og det giver filmen en kvalitet i forhold til f.eks. VAN HELSING. Men hvis man vil op på et niveau, hvor både personer, plot og effekter går op i en højere enhed, skal man nok hellere bruge tid på at gense BLADE II.

UNDERWORLD, USA-Tyskland-Ungarn-England, 2003. Instruktion: Len Wiseman. Medvirkende: Kate Beckinsale, Scott Speedman, Michael Sheen, Shane Brolly, Bill Nighy. Musik: Paul Haslinger.

onsdag den 17. januar 2007

Gensyn med VAN HELSING

I går genså jeg VAN HELSING. Jeg havde en bedre oplevelse med filmen denne gang, selv om det stadig er et stort, kluntet monster af en film. Men varulvene er vildt flotte, musikken er fantastisk og Kate Beckinsale er sød.

Dr. Phibes slår til igen

Så fik jeg også set den anden film i Dr. Phibes-serien, nemlig DR. PHIBES RISES AGAIN. Den havde jeg faktisk aldrig set før, så det var en særlig oplevelse. Filmen er lavet i 1972, året efter den første, igen med Robert Fuest som instruktør.

Manuskriptet snyder lidt i forhold til slutningen af 1'eren for at få gang i handlingen, men nu er genren kendt for at genoplive folk på bizarre og uforklarlige måder for at give plads til en sequel. Denne gang drager Phibes til Egypten sammen med sine stumme assistent Vulnavia, hvor han vil forsøge at genoplive sin afdøde kone i Livets Flod. Undervejs må han bekæmpe sin rival Biederbeck, der også ønsker at finde den legendariske flod sammen med et hold af arkæologer. Derfor må Phibes igen rydde folk af vejen på makaber vis.

DR. PHIBES RISES AGAIN er ikke helt på højde med den første film, men det er alligevel fremragende underholdning. Vincent Price er perfekt i rollen som diabolsk skurk, og stemningen er både morsom og fascinerende. Desværre kan man se, at den er lavet for et beskedent budget. Filmen er udkommet på dvd i England. Efter at have set de to Phibes-film er jeg kommet i Vincent Price-humør, så jeg har bestilt endnu et par film med ham.

DR. PHIBES RISES AGAIN, England-USA, 1972. Instruktion: Robert Fuest. Medvirkende: Vincent Price, Robert Quarry, Peter Jeffrey, Fiona Lewis, Hugh Griffith. Musik: John Gale.

tirsdag den 16. januar 2007

Slanger på et soundtrack

Varèse Sarabande har netop annonceret, at de den 27. februar udgiver Trevor Rabins score til SNAKES ON A PLANE. Cool. Nu mangler vi bare at de også kaster sig over Rabins musik til de nye THE EXORCIST-film.

Yes! Slanger på et fly

SNAKES ON A PLANE er et hit! Det er på ingen måde en god film, men den er godt nok underholdende. Faktisk er den skamløst underholdende. Her har vi at gøre med en Hollywood-produktion med et grotesk tåbeligt plot: Den unge surfer Sean Jones er vidne til et brutalt mord på Hawaii, begået af gangster-kongen Eddie Kim fra Los Angeles. FBI-agenten Nevill Flynn overtaler Sean til at flyve med ham til USA for at vidne imod Kim. For at forpurre dette får Kim placeret en kasse med giftslanger i flyets lastrum og undervejs sørger en sprængladning for, at slangerne slipper ud!

Det fascinerende ved filmen er, at folkene bag den er ligeglade med hvor tåbelig den er. Det her skal være den ultimative rutschebanetur, så glem alt om logik og god smag. Og det lykkes på stort set alle planer. SNAKES ON A PLANE henter elementer fra både katastrofefilmen og actiongenren, men dybest set er det en gyser, der spiller på mange menneskers frygt for både slanger og flyveture. Slange-scenerne er opfindsomme og blodige, selv om man i høj grad gør brug af CGI-slanger. Først i filmens helt groteske slutning kastes gyset bort og filmen bliver til ren action.

Instruktøren er David R. Ellis, der også lavede den knap så vellykkede FINAL DESTINATION 2. Samuel L. Jackson spiller sig selv som sædvanlig med en stribe forrygende replikker. SNAKES... er ude på dansk dvd med masser af ekstramateriale. Nu kan vi så bare vente på en eventuel sequel. Jeg stemmer på SPIDERS ON A TRAIN - det ville være cool!

SNAKES ON A PLANE, USA-Canada-Tyskland, 2006. Instruktion: David R. Ellis. Medvirkende: Samuel L. Jackson, Julianna Margulies, Nathan Philllips, Rachel Blanchard, Flex Alexander. Musik: Trevor Rabin.

LEATHERFACE-soundtrack på gaden

Perseverance Records har netop udgivet Jim Manzies score til LEATHERFACE: TEXAS CHAINSAW MASSACRE III, et soundtrack der ikke tidligere har været tilgængeligt. Cd'en indeholder al musikken fra filmen samt et længere interview om komponistens arbejde. LEATHERFACE er den første udgivelse i selskabets nye Limited Composers Series og oplaget er på kun 500 eksemplarer! Jeg har allerede bestilt et.

mandag den 15. januar 2007

Surfende vampyrer

Flere kilder melder nu, at Warner Home Video vil producere en THE LOST BOYS 2 direkte til dvd-markedet. Corey Feldman skulle være interesseret i at medvirke. Det er egentlig underligt, at den originale film fra 1987 ikke allerede har fostret adskillige sequels - men nu skal det altså være. Plottet: Noget med surfende vampyrer i Californien.

Livløs mumiefilm

Der er en særlig stemning over de klassiske engelske horrorfilm, ikke mindst filmene fra Hammer, men ikke alt er lige godt. Således er THE CURSE OF THE MUMMY'S TOMB fra 1964 en meget tung affære. Filmen foregår i år 1900, hvor en ekspedition har fundet et uberørt gravkammer med Ra-Antefs mumie. Ekspeditionen er finansieret af den amerikanske showmand Alexander King, der har planer om at tage mumien med på en verdens-turné for at tjene penge. I London forsvinder mumien og ekspeditionens medlemmer myrdes - præcis som forudsagt i forbandelsen om at ingen må forstyrre Ra-Antefs gravfred.

Som sagt er det en meget livløs film, der først bliver interessant i den sidste halve time, hvor mumien er blevet vakt til live. Men det er ikke nok til at redde en af de mere uinteressante film fra Hammer-studiet og den vil formentlig kun tiltale Hammer-fans eller mumie-freaks. Den er udkommet i en flot udgave her i Danmark, så i det mindste er den nem at få fat på. Titlen er MUMIENS FORBANDELSE. Det har dog næppe kostet blod, sved og tårer at få den ud i Danmark - disc'en er en af disse multinationale udgivelser med audio på fem sprog og undertekster på 16.

THE CURSE OF THE MUMMY'S TOMB, England, 1964. Instruktion: Michael Carreras. Medvirkende: Terence Morgan, Ronald Howard, Fred Clark, Jeanne Roland, George Pastell. Musik: Carlo Martelli.

lørdag den 13. januar 2007

THE OTHERS til en tyver

Lige nu kan man købe Alejandro Amenábars fremragende THE OTHERS på dvd til kun 20 kroner i Tiger-butikkerne.

Djævlelægens dæmoniske plan

Jeg har en vag erindring om, at mine klassekammerater i folkeskolen talte om DJÆVLELÆGEN, en meget ulækker gyser, de havde set. Hvor de havde set den, er ikke til at vide, men det var vist en af de film, man kunne låne hjem til skoler dengang. Jeg nåede aldrig selv at se den på det tidspunkt, men havde dog senere fornøjelsen af at opleve THE PIT AND THE PENDULUM til en forestilling på Sct. Knuds Gymnasium i Odense. Nogle år senere fik jeg så endelig set Vincent Price som den dæmoniske dr. Phibes, da DJÆVLELÆGEN blev vist på tv.

THE ABOMINABLE DR. PHIBES er på alle måder en klassiker og filmen er en af mine personlige favoritter. Handlingen er enkel. I 1925 myrdes en stribe læger på makaber vis. Politimanden Trout sættes på sagen og han forsøger sammen med sin assistent at finde en sammenhæng imellem de bizarre mord. Det viser sig at morderen er organisten og videnskabsmanden Anton Phibes, som ellers skulle være omkommet i en bilulykke. Phibes vil hævne sig på de ni mennesker, der udførte en operation, hvor hans smukke, unge kone omkom - og han bruge Egyptens ti plager som inspiration til mordene. Derfor kan man bl.a. opleve en sygeplejerske, der ædes af græshopper og en liderlig gammel læge, der drænes for blod.

Filmen er instrueret af Robert Fuest, der bl.a. lavede en række afsnit af tv-serien THE AVENGERS. Ud over det Art Deco-inspirerede design er filmen interessant på mange måder. Den er gennemsyret af en kulsort humor, der enkelte steder er på højde med Monty Python. Man kan også se lidt inspiration fra superheltenes verden, hvor dr. Phibes ses i sit storslåede hovedkvarter med sin smukke og mystiske assistent, hvorfra han drager ud i verden for at udføre sine onde gerninger.

Endelig har filmen SAW formentlig hentet en del inspiration fra dr. Phibes' fantastiske mord-maskiner og fælder. Og så er det altså også en film, man bemærker, fordi man aldrig kan huske hvordan man skal udtale ordet "abominable". Filmen kan fås i en flot udgave fra MGM i England.

THE ABOMINABLE DR. PHIBES, England-USA, 1971. Instruktion: Robert Fuest. Medvirkende: Vincent Price, Joseph Cotten, Virginia North, Terry-Thomas, Sean Bury. Musik: Basil Kirchin.

Sleazehunden glammer

Man må sige at de kan overholde en deadline på Sleazehound.dk Siden opdateres d. 13. i hver måned, og også denne gang er en stak nye anmeldelser klar til tiden. Denne gang er der bl.a. en række tekster om Frankenstein fra filmens og litteraturens verden. [Opdatering pr. 20. juni 2009. Sleazehound har nu skiftet navn til Planet Pulp].

Ed Wood fra AWE (plus lidt ekstra)

Another World Entertainment føjer en Ed Wood Collection til deres i forvejen omfattende række af udgivelser. Ifølge deres hjemmeside kan det være lidt svært at gennemskue om disse film er forbeholdt det norske marked, men det er i praksis et mindre problem. Ud over PLAN 9 FROM OUTER SPACE på en enkelt disc kommer BRIDE OF THE MONSTER og NIGHT OF THE GHOULS samlet på en disc. Så kan man også glæde sig til GLEN OR GLENDA? og JAIL BAIT på en disc, hvis man er til den slags. Sidst i januar udsender AWE også Roger Cormans komedie LITTLE SHOP OF HORRORS. Midget Entertainment har udsendt en stribe Troma-titler. Nu har AWE de samme titler listet til udgivelse i Norge. Weird... AWE har listet diverse nyheder helt frem til juni måned, men der ser ellers ikke ud til at være mange horror-titler imellem.

torsdag den 11. januar 2007

Dr. Phibes kom med posten

Handel på nettet er en herlig ting, især når butik og postvæsen spiller perfekt sammen. Tirsdag bestilte jeg de to Dr. Phibes-film fra Amazon i England. De dukkede op i dag, torsdag. Samlet pris (inkl. moms og forsendelse: 160,- kroner). Så kan det vist ikke blive meget bedre.

onsdag den 10. januar 2007

Fin uhygge med svag slutning

AMITYVILLE: A NEW GENERATION (1993)
Fordelen ved de mange Amityville-fortsættelser er, at de intet har med hinanden at gøre, så man kan se dem i vilkårlig rækkefølge. Jeg mangler stadig et par titler i at have en komplet samling. Den 7. film, AMITYVILLE: A NEW GENERATION, har jeg dog fået fingre i, og det er en hæderlig sag. Efter den rædselsvækkende THE AMITYVILLE CURSE skal der heller ikke meget til.

Filmen er inspireret af historien i AMITYVILLE: THE EVIL ESCAPES og bygger videre på idéen om, at tingene fra det oprindelige hus på Ocean Avenue er inficeret med ondskab. I denne film er det et mystisk spejl, der sørger for uhyggen. Den unge fotograf Keyes Terry får spejlet af en bums på gaden, da Keyes har taget et billede af ham til en fotoudstilling. Keyes bor i et stort hus sammen med andre kunstnere, og de får overtalt deres husvært til at de må holde en stor udstilling. Keyes giver spejlet videre til sin nabo, maleren Suki. Hun bliver straks inspireret til at male nogle enorme billeder med dæmon-motiver. Hun forfører også lige husværten! Men de røde skygger inde i spejlet vil have mere og Suki begår selvmord. At Sukis seneste elsker også er kommet voldeligt af dage, får politiet til at holde øje med kunster-kollektivet. Kriminalbetjent Clark har åbenbart en viden om Keyes Terrys fortid, og denne dukker op til overfladen, da Keyes bliver bedt om at identificere bumsen, der er fundet død på gaden. Naturligvis viser det sig, at spejlet og Keyes Terry har en forbindelse til massakren i Amityville-huset.

AMITYVILLE: A NEW GENERATION er solid underholdning med en del gode gys. Intet af det er nyt eller overraskende, men det er bestemt ikke et af de svage indslag i serien. Desværre er slutningen meget tynd, hvilket trækker ned i den samlede bedømmelse. På rollelisten finder vi enkelte kendte navne, så som Richard (SHAFT) Roundtree, Terry (THE STEPFATHER) O’Quinn og David (AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON) Naughton. Filmen er lavet direkte til video-markedet og er derfor i 4:3-format. Man kan få den på engelsk dvd, i øvrigt med en forside, der intet har med handlingen at gøre.

AMITYVILLE: A NEW GENERATION, USA, 1993. Instruktion: John Murlowski. Medvirkende: Ross Partridge, Julia Nickson-Soul, Lala Sloatman, David Naughton, Barbara Howard. Musik: Daniel Licht.

mandag den 8. januar 2007

Dybt nede... og ikke så langt ude

Hvor er det dog skønt at blive positivt overrasket. I aftes så jeg THE CAVE, en film som både anmeldere og fans har fordømt, men jeg havde en herlig halvanden times tid i selskab med nogle af de mest cool monstre, der længe er set. Bevares, der er intet originalt ved historien: En gruppe mennesker fanges i en hule, hvor de jages af blodtørstige uhyrer. Den har vi set mange gange før, men alligevel... THE CAVE er solidt lavet (af instruktør-debutanten Bruce Hunt) med masser af flotte billeder (især er scenerne under vandet i de fantastiske huler i Mexico og Rumænien vildt imponerende).

Skuespillerne er forholdsvis ukendte, primært med en baggrund i TV-serier. Den mest kendte er formentlig Daniel Dae Kim fra LOST. Men de leverer varen! Endelig er der de fantastiske uhyrer, der naturligvis er endnu en variant af Gigers Alien-monster, men dog med suveræne detaljer, vi ikke har set før. Musikken af Reinhold Heil og Johnny Klimek skal også lige bemærkes - den er bare i orden. Filmen har de sædvanlige "fejl" med toptrænede professionelle personer, der i ukendte og livsfarlige situationer vælger at gå væk fra gruppen, og den er heller ikke særlig uhyggelig. Men underholdende, det er den!

THE CAVE, USA-England, 2005. Instruktion: Bruce Hunt. Medvirkende: Cole Hauser, Eddie Cibrian, Morris Chestnut, Lena Headey, Piper Perabo. Musik; Reinhold Heil, Johnny Klimek.

søndag den 7. januar 2007

En virkelig dårlig film

THE AMITYVILLE CURSE (1990)
Der findes to slags dårlige film i denne verden, nemlig gode dårlige film og dårlige dårlige film. Som gyserfan bliver man udsat for mange af den sidstnævnte slags og derfor kræver det en del tålmodighed at holde af denne genre. Som et eksempel på en virkelig dårlig film kan jeg nævne THE AMITYVILLE CURSE, der virkelig var en plage at komme igennem. Filmen er den femte i serien, er en "direkte til video"-fortsættelse og blev lavet i Canada i 1990. Den er baseret på en roman af Hans Holzer, en af Amityville-eksperterne, men der er tale om ren fiktion. Faktisk har filmen meget lidt med Amityville at gøre. Handlingen udspiller sig ganske vist der, men ikke i det rigtige hus.

Filmen handler om psykiateren Marvin og hans synske og uligevægtige kone Debbie, der køber et billigt hus i Amityville. De har fået deres venner Frank, Abigaill og Bill med på projektet. Planen er at sætte huset i stand og så sælge det med en pæn fortjeneste. Efter nogle problemer med at få vand og el til at virke kommer de i gang med arbejdet, men den mystiske stemning i huset påvirker dem, ikke mindst Debbie, der har syner og underlige drømme. En stor edderkop er også med til at gøre det hele rigtig uhyggeligt. Hmm... Fra den særprægede mrs. Moriarty får de at vide, at huset for 12 år siden fungerede som den lokale præstegård, men at præsten blev skudt henne i kirken, og at ingen siden har boet der. Da vennerne finder præstens gamle ting nede i kælderen, går det hele for alvor amok.

THE AMITYVILLE CURSE er amatørteater af værste skuffe. Vi skal tro på at de fem hovedpersoner har købt huset som en investering, men da de endelig kommer i gang, er ingen af dem specielt ivrige efter at lave noget. Især Marvin går bare rundt med sit videokamera og generer alt og alle. Imens hyler og græder Debbie sig igennem det ene mareridt efter det andet, men det får hun ikke megen sympati ud af fra de andre. Det er lidt sejt at komme igennem en film med det persongalleri. Uhyggelig bliver den aldrig, og handlingen falder helt fra hinanden til sidst.

Skulle man trods denne advarsel have lyst til at se den, er filmen udkommet i Danmark i en billig udgave fra Global Video/Scanbox. Den kan også fås i en box sammen med 2'eren og 3'eren. Jeg har set den engelske version, der er helt identisk. Billedet er i 4:3-format.

THE AMITYVILLE CURSE, Canada-USA, 1990. Instruktion: Tom Berry. Medvirkende: Kim Coates, Dawna Wightman, Helen Hughes, David Stein, Anthony Dean Rubes. Musik: Milan Kymlicka.

lørdag den 6. januar 2007

Velkommen til krybshowet

Jeg har i juleferien set de to CREEPSHOW-film. Den første har altid været en af mine favoritter, selv om ikke alle historierne er lige solide. Den bedste er helt klart ”Something To Tide You Over” med en ond Leslie Nielsen som en bedraget ægtemand, der vil hævne sig på den utro hustru og hendes elsker. Men de fire andre historier er også ganske underholdende. En særlig kvalitet er John Harrisons musik, der især er effektiv i netop ”Something To Tide You Over”. Soundtracket er senest udgivet på La-La Land Records.

CREEPSHOW 2 er en langt svagere film med kun tre historier og en primitiv tegnefilm til at binde det hele sammen. Det bedste indslag er ”The Raft”, hvor fire unge strander på en tømmerflåde midt ude på en øde bjergsø, hvor en mystisk klat flyder rundt. Men netop i 2’eren får den gnækkende vært lov til at optræde, hvor han i 1’eren blot var et smilende skelet uden dialog. Det giver den særlige stemning, man husker fra de gamle gyserblade. En CREEPSHOW 3 har været længe undervejs, men den er åbenbart så ringe, at selskabet ikke vil udgive den. Og et CREEPSHOW-remake har også været på tale.

Dvd-nyheder til marts

Hvis man ikke når at sætte kløerne i de udenlandske udgaver, kan man d. 13. marts købe to forholdsvis nye gysere på dansk dvd. Det drejer sig om THE GRUDGE 2 og THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE: THE BEGINNING. Sidstnævnte udkommer i den unratede version, mens detaljerne om THE GRUDGE 2 endnu ikke er frigivet.

fredag den 5. januar 2007

Kult-musik på udsalg

Det lille pladeselskab Perseverance Records har de senere år udgivet en række specielle soundtracks. Nu er nogle af deres licenser ved at udløbe, og derfor har de sat de "kritiske" titler på udsalg. Det drejer sig bl.a. om DR. PHIBES RISES AGAIN af John Gale, INVASION OF THE BODY SNATCHERS af Denny Zeitlin, THE ABOMINABLE DR. PHIBES af Basil Kirchin og THE DEADLY SPAWN af Michael Perilstein.

torsdag den 4. januar 2007

GHOST RIDER-soundtrack på vej

Den 13. februar udgiver Varèse Sarabande Christopher Youngs musik til action-gyseren GHOST RIDER. Musikken bliver af pladeselskabet beskrevet som "apocalyptic" og "an unrelenting thrill ride that excites and terrifies". Det lyder spændende!

onsdag den 3. januar 2007

Når ondskaben kommer med posten

AMITYVILLE: THE EVIL ESCAPES (1989)
Efter tre biograffilm rykkede Amityville-fænomenet ind på TV-skærmen i kraft af Sandor Sterns AMITYVILLE: THE EVIL ESCAPES fra 1989, en TV-sequel til den første film. Det betyder at handlingen ignorerer hændelserne i AMITYVILLE 3-D og foregår kort tid efter at familien Lutz er flygtet fra huset.

Filmen begynder med at seks præster forsøger at fordrive ondskaben. Blandt dem er den uerfarne fader Kibbler, der konfronterer det onde netop som dette manifesterer sig i en grotesk standerlampe. Han bliver slået bevidstløs og kommer på hospitalet. Imens erklærer den ledende præst at huset er renset, og ejendomsmægleren gør det klar til salg ved at holde et loppemarked med husets effekter. Blandt dem er den grimme standerlampe, der købes som en joke af en ældre dame. Hun sender den til sin søster, Alice Leacock, i Californien. Netop som pakken med lampen ankommer, rykker Alices datter Nancy og hendes tre børn ind. Nancy har for nylig mistet sin mand, og har intet andet valg end at bo i moderens store hus ved kysten. Stemningen er ikke den bedste, og det bliver ikke bedre af, at dæmonen i lampen vågner og begynder at påvirke de elektriske apparater i huset. Og snart bliver det endnu værre...Det er tydeligt at se, at AMITYVILLE: THE EVIL ESCAPES er lavet til TV. Der er i høj grad sparet på de blodige effekter, og filmen bliver aldrig rigtig uhyggelig. Samtidig er den meget fragmentarisk fortalt, hvilket også er typisk for TV. Ingen af skuespillerne er udpræget kendte, selv om Star Trek-fans vil genkende Aron Eisenberg, der spiller et af Nancys børn. Han var med i STAR TREK: DEEP SPACE NINE som ferengi-drengen Nog. Og så spillede han Lance Henriksens heavy metal-glade søn i THE HORROR SHOW (aka HOUSE 3).AMITYVILLE: THE EVIL ESCAPES er en pudsig størrelse. Det er en elegant løsning at lade en genstand fra Amityville-huset indeholde ondskaben, som så kan flyttes til et andet sted i landet, til et andet hus. På den måde kan man lave utallige fortsættelser. Omvendt er det ikke særlig overbevisende udført. Alt i alt er det en film under middel. Den kan fås i Danmark i en billig udgave fra Midget Entertainment, og den er i 4:3-format (det er jo en TV-film).

AMITYVILLE: THE EVIL ESCAPES, USA, 1989. Instruktion: Sandor Stern. Medvirkende: Patty Duke, Jane Wyatt, Fredric Lehne, Lou Hancock, Brandy Gold. Musik: Rick Conrad.

mandag den 1. januar 2007

Når uhyggen kommer helt tæt på

AMITYVILLE 3-D (1983)
Et af elementerne i markedsføringen af den tredje film i Amityville-serien var en erklæring om, at den ikke var en sequel til de to første film, netop fordi 1’eren og 2’eren var baseret på virkelige hændelser. AMITYVILLE 3-D fra 1983 er ren fiktion. Samtidig var det også en af den stribe af gyserfilm fra begyndelsen af 80’erne, der var i 3-D, en gimmick, der skulle trække flere mennesker i biografen.Selv om historien skulle være fiktion, så foregår den stadig i det berygtede hus med de skæve vinduer, og DeFeo-massakren bliver også nævnt undervejs. Filmen fortæller om journalisten John Baxter og fotografen Melanie, der arbejder for Reveal Magazine. Sammen afslører de nogle fup-spiritister, der holder seancer i huset. Baxter er ved at blive skilt fra sin kone, og han beslutter sig derfor for at købe huset. Hans 16-årige datter Susan er også begejstret sit nye hjem, selv om hendes friske veninde Lisa prøver at skræmme hende med historien om DeFeo-mordene. Snart begynder huset da også at afsløre sit sande jeg og tingene går helt amok med både fluer og dæmoner.

AMITYVILLE 3-D er instrueret af Richard Fleischer, manden bag bl.a. 20.000 LEAGUES UNDER THE SEA og FANTASTIC VOYAGE. Underligt nok er det en meget uengageret film, nærmest som om ingen af de medvirkende virkelig tror på projektet. Skuespillerne gør ellers hvad de kan, men det er ikke helt nok. Alt er alt er det hæderlig underholdning, men det er på ingen måde et højdepunkt i Amityville-serien.

De fleste 3-D-film udkommer i ”flade” versioner til hjemmebrug, ikke mindst fordi 3-D-effekten kan være meget vanskelig at genskabe på en tv-skærm. Derfor er AMITYVILLE 3-D også kendt som AMITYVILLE III: THE DEMON. Filmen kan fås i Danmark i en billig udgave fra Global Video/Scanbox, både som enkelt-dvd og i en box sammen med 2’eren og 5’eren. Jeg har ikke set denne udgave, der skulle være klippet med ca. to minutter. Censuren er især gået ud over en af dødsscenerne.

Jeg har set den engelske Collectors Edition fra Sancturary Visual Entertainment, der er komplet. Det er endda en dobbelt-disc-version, hvor man på den ene skive får den originale 3-D-udgave med briller og hele svineriet. Som sagt er det vanskeligt at få 3-D-effekten til at fungere korrekt, og derfor har jeg ikke brugt ret meget tid på at få det til at virke. Der følger også en booklet og fem still-billeder med denne udgave, der desværre er ved at blive ret sjælden. Man kan dog opspore den på eBay.

AMITYVILLE 3-D, USA, 1983. Instruktion: Richard Fleischer. Medvirkende: Tony Roberts, Tess Harper, Robert Joy, Candy Clark, John Beal. Musik: Howard Blake.