AMITYVILLE-instruktør dør

Den amerikanske filminstruktør Stuart Rosenberg døde i torsdags, 79 år gammel. Han var bedst kendt for den originale THE AMITYVILLE HORROR fra 1979, men var ellers ikke en udpræget genre-instruktør. Blandt hans film er de to solide fængselsdramaer COOL HAND LUKE og BRUBAKER. Tre episoder af den klassiske THE TWILIGHT ZONE-serie blev det dog også til. THE AMITYVILLE HORROR var dog den største succes i Rosenbergs karriere.

Horror fra Sverige

Svenske Atlantic Film, der også distribuerer film i Danmark, har en del genre-dvd'er på tapetet. Den 2. april udkommer to titler i den japanske TOMIE-serie, nemlig TOMIE og TOMIE: REPLAY.

Allerede sidste år udgav de BRIDE OF RE-ANIMATOR og Tobe Hoopers EATEN ALIVE, men ingen af disse har jeg set i Danmark, selv om udgivelserne har danske undertekster. Det er også lidt svært at gennemskue hvilket format, filmene præsenteres i. Den 27. juni udgiver Atlantic DAY OF THE DEAD 2: CONTAGIUM.

Masser af Argento

Som tidligere nævnt har jeg købt alle de Dario Argento-film, On Air Video har udgivet, og i aftes så jeg den første af dem, hans fremragende debut L'UCCELLO DALLE PIUME DI CRISTALLO (aka THE BIRD WITH THE CRYSTAL PLUMAGE). Jeg overvejede derfor at genlæse Maitland McDonaghs Argento-bog BROKEN MIRRORS, BROKEN MINDS, som jeg ikke har kigget i i mange år. Efter at have skimmet kapitlet om THE BIRD WITH THE CRYSTAL PLUMAGE kunne jeg se, at McDonagh går akademisk til opgaven, og derfor også afslører filmenes slutninger. Så den bog kommer lige til at vente lidt.

Lucio Fulci i dårligt humør

Jeg ved ikke om Lucio Fulci har været i særligt dårligt humør i 1982, hvor han laver LO SQUARTATORE DI NEW YORK (aka THE NEW YORK RIPPER), men mere dyster og deprimerende film skal man lede længe efter. Nok var hans tidligere horror-successer så som ZOMBI 2, PAURA NELLA CITTÀ DEI MORTI VIVENTI, E TU VIVRAI NEL TERRORE - L'ALDILÀ og QUELLA VILLA ACCANTO AL CIMITERO præget af usympatiske personer, der udøver eller udsættes for ekstrem vold. Men de foregik trods alt i et filmisk univers, hvor levende døde og overnaturlige hændelser var standarden - med THE NEW YORK RIPPER flyttes den samme makabre stemning til den pulserende storby i det, der er blevet beskrevet som den mest rå og ubehagelige af alle giallo-film.

I filmen forsøger den kyniske kriminalkommissær Fred Willams at opklare en serie bizarre mord på kvinder rundt om i byen. Morderen har åbenbart et horn i siden på Williams og kontakter ham telefonisk for at tirre ham. Underligt nok taler morderen som en and. Williams må hente hjælp hos en professor i psykologi, imens vi som publikum præsenteres for en række personer, der kunne være morderen. Det hele kulminerer i et blodigt klimaks med en dybt nedslående og trist undertone. Det er bestemt ikke en film, man bliver i godt humør af at se.

De blodige scener i THE NEW YORK RIPPER er alle temmelig bizarre. Umiddelbart er der ikke så mange af dem, men de er til gengæld så udpenslede, at man i den grad lægger mærke til dem. Især er det berømte og berygtede mord med barberbladet en udfordring for de fleste at komme igennem. At Fulci så kombinerer dette voldsorgie med masser af sex er blot endnu en provokation, der gør denne film til noget unikt. Som mord-mysterium er filmen til gengæld ikke det store sus, men præsentationen af et af ofrene er meget elegant lavet. Dette samme er de mange falske spor.

Efter min mening er THE NEW YORK RIPPER ikke en god film, men helt håbløs er den heller ikke. At kalde en film for "interessant" er nærmest en fornærmelse, men den er faktisk værd at se som et eksempel på en filmmagers forsøg på at skubbe sit publikum ud over kanten. Det lykkes i den grad!

Den nye dvd-udgave fra Another World Entertainment er meget flot, og det skulle være den mest komplette version i verden, endda med en tidligere fejlplaceret scene sat ind det rigtige sted. Disc'en indeholder ganske meget ekstramateriale (alt sammen lavet af Daniel Gouyette), herunder et lille interview med Howard Ross (aka Renato Rossini), der spiller en af de mange mistænkte i filmen. For filmmusik-fans er der et 50 minutter langt interview med komponisten Francesco Di Masi. Det er særdeles underholdende, selv om han virker lige lovlig selvglad. Men han fortæller levende om det at skabe musik til film.

Endelig finder man anden del af dokumentaren "Ti ricordi di Lucio Fulci?" - første del lå på ZOMBI 2-dvd'en. Her fortæller Fulcis tidligere samarbejdspartnere om det at arbejde på hans film. Mange af disse interview er lidt småpludrende og vi får en del uinteressante anekdokter (især komponisten Fabio Frizzi virker som et kaotisk sludrechatol). Men fælles for dem alle er en dyb respekt for Lucio Fulcis arbejde, også selv om han kunne være en besværlig herre at arbejde sammen med. Stærkest kommer det til udtryk til sidst, hvor fotografen Sergio Salvati og fotograf-assistenten Franco Bruni sender kys ud mod kameraet og siger "Viva Fulci". Det er et meget flot lille klip.

LO SQUARTATORE DI NEW YORK, Italien, 1982. Instruktion: Lucio Fulci. Medvirkende: Jack Hedley, Almanta Suska, Howard Ross, Andrea Occhipinti, Alexandra Delli Colli. Musik: Francesco Di Masi.

Klassisk slasher-film

Det ærgrer mig at jeg først nu har fået set BLACK CHRISTMAS, Bob Clarks klassiske slasher-film fra 1974. Mange betragter den som den originale slasher-film, der har dannet grundlag for senere film i genren, og derfor har man alle disse efterligninger og kopier siddende på rygraden, når man endelig får set den ægte vare. Nu er filmen så stærk i sig selv, at det uanset hvad er en stor oplevelse. Der blev også lavet slasher-agtige film før 1974, men det er formentlig rigtigt at BLACK CHRISTMAS er den første film, hvor alle genrens elementer bliver samlet og udnyttet optimalt, især skildringen af morderne ved hjælp af subjektivt kamera. Og HALLOWEEN var sikkert aldrig blevet til noget, hvis ikke Bob Clark havde lavet BLACK CHRISTMAS.

I tiden op til jul plages et pigekollegium af en ukendt mand, der foretager lumre telefonopkald. Han virker helt vanvittig og bruger mange forskellige stemmer. Blandt pigerne er den yndige Clare, den fordrukne og sexfikserede Barbie, den nørdede Phyllis og den pæne Jessica. De har alle deres at se til med studierne og kæresterne, hvor især Jessica har en vigtig ting at fortælle sin kæreste, den ambitiøse konservatorie-studerende Peter. Efter en julefest forsvinder Clare og de mystiske telefonopkald tager til. Politiet bliver involveret og Clares bekymrede far dukker op. Flere af pigerne rejser hjem for at fejre jul og efter et par dage er vi nået frem til den klassiske situation: Et stort skummelt hus med nogle få skræmte piger og en bindegal morder.

Et af de interessante aspekter ved BLACK CHRISTMAS er brugen af humor som en modsætning til uhyggen. Margot Kidder er sjov at se som den hæmningsløse Barbie, der får bildt en ubegavet betjent ind, at kollegiets telefonnummer har områdenummeret FE som i fellatio. Marian Waldman spiller den omsorgsfulde, men dybt alkoholiserede, ”kollegie-mor”, der tager sig af pigerne – bl.a. da hun prøver at skjule deres noget vilde liv for Clares far (igen en sjov rolle, spillet af James Edmond). Filmen er også fremragende når det gælder personskildringen, især af de egocentrerede typer, der prægede starten af 70’erne. Dette skærper konflikterne imellem personerne, og gør det endnu mere umuligt at gætte morderens identitet. Men først og fremmest er BLACK CHRISTMAS en solid gyser med en nervepirrende stemning, og det er ikke så underligt, at den er blevet en af genrens klassikere.

Jeg så filmen i den engelske udgave fra Tartan Grindhouse, der byder på en fin billedkvalitet i anamorphic widescreen. Der er en lidt rodet men OK dokumentar om filmens tilblivelse og en lille film med en rundtur i huset, som det ser ud nu. Der er netop kommet en Special Edition i USA med endnu mere ekstramateriale, hvis man har lyst til det.

BLACK CHRISTMAS, Canada, 1974. Instruktion: Bob Clark. Medvirkende: Olivia Hussey, Keir Dullea, Margot Kidder, John Saxon, Marian Waldman. Musik: Carl Zittrer.

Italiensk horror-soundtrack

Fin de Siècle Media er et lille svensk pladeselskab, der udgiver en del sære ting, herunder en håndfuld soundtracks (som f.eks. Ennio Morricones giallo-score CHI L'HA VISTA MORIRE?).

Den 26. marts barsler de med Luciano Michelinis musik til Sergio Martinos L'ISOLA DEGLI UOMINI PESCE, der internationalt har fået mange forskellige titler så som THE ISLAND OF THE FISHMEN og SOMETHING WAITS IN THE DARK. Roger Corman har også haft fingre i den og har lavet en udgave kaldet SCREAMERS, hvor nye scener blev tilføjet. Soundtracket beskrives som meget typisk italiensk filmmusik - og coveret er vildt flot!

GRINDHOUSE-musik

Der er blevet offentliggjort flere detaljer om musikken i GRINDHOUSE, det dobbelte filmprojekt fra Quentin Tarantino og Robert Rodriguez. I praksis udsendes to forskellige soundtracks, begge d. 3. april. Maverick Records står for cd'en fra Tarantinos GRINDHOUSE: DEATH PROOF, der især består af sange fra 60'erne og 70'erne. Enkelte klip fra andre soundtracks af bl.a. Ennio Morricone og Pino Donaggio er også brugt i filmen. Varèse Sarabande udgiver så Rodriguezs GRINDHOUSE: PLANET TERROR, der er et mere "rigtigt" soundtrack. Rodriguez har selv komponeret musikken (med lidt hjælp fra Graeme Revell og Carl Thiel).

Det spøger i dukkehuset

AMITYVILLE: DOLLHOUSE (1996)
Efter at en standerlampe, et spejl og et antikt ur fra Amityville-huset havde leveret stof til tre af fortsættelserne, var turen kommet til et dukkehus i AMITYVILLE: DOLLHOUSE fra 1996. Filmen var den sidste af de mange "direkte til video"-sequels og serien blev først vækket til live igen med remake-udgaven af den originale film i 2005.

Bill Martin har lige brugt otte måneder på at bygge et nyt hus. Han har to børn fra et tidligere ægteskab, Todd og Jessica. Nu flytter han ind sammen med Claire, der har sønnen Jimmy. Claires mand er død, og den nørdede Jimmy savner sin far meget. Stemningen er derfor ikke for god i det lille hjem, og det bliver ikke meget bedre af, at de elektriske installationer opfører sig underligt. I et gammelt skur finder Bill et dukkehus (en miniatureudgave af Amityville-huset), der i sidste øjeblik ender med at blive en fødselsdagsgave til Jessica, da hendes nye cykel på mystisk vis bliver ødelagt. Jessica er vild med dukkehuset, men det synes at have sit eget liv, og inden længe er vi i Amityville-land igen.

Et godt stykke ad vejen er AMITYVILLE: DOLLHOUSE en hæderlig film. Nok har vi igen at gøre med en dysfunktionel familie, der er oppe imod okkulte kræfter, men filmen er solidt instrueret (af Steve White) og manuskriptet af Joshua Michael Stern bygger langsomt op uden at gå amok i hysteriske virkemidler. Dukkehuset er en fin gimmick, der udnyttes optimalt og stemningen hjælpes på vej af et solidt score af Ray Colcord. Det er først i filmens sidste 20 minutter, at tingene går galt. Her minder det hele lidt for meget om et slapt bidrag i HOUSE-serien, især da Jimmys afdøde far dukker op. Men alt i alt er der tale om en AMITYVILLE-film over gennemsnittet (selv om gennemsnittet er særdeles lavt, når man har med denne serie at gøre). Man kan måske være heldig at opspore den engelske dvd-udgave af AMITYVILLE: DOLLHOUSE, men ellers kan man skaffe en region 1-udgave hjem fra USA. Formatet er 4:3.

AMITYVILLE: DOLLHOUSE, USA, 1996. Instruktion: Steve White. Medvirkende: Robin Thomas, Starr Andreff, Allen Cutler, Rachel Duncan, Jarrett Lennon. Musik: Ray Colcord.

Billigt snask

Sidst på måneden udkommer endnu en stribe billige dvd-film, denne gang fra Mis Label/Foreign Media. Serien hedder "Double Up" og tilbyder to film på én skive for 30,- kroner. To af udgivelserne er horror, selv om den ene ser meget mystisk ud. Det er NIGHT OF THE LIVING DEAD (formentlig i den forfærdelige jubilæums-udgave), der er parret med krimikomedien FREEWAY. Meget mærkelig dvd!

Så er der mere gys over den anden, nemlig HOWLING III og HOWLING IV: THE ORIGINAL NIGHTMARE. Filmene har tidligere været udgivet hver for sig, men får nu endnu en runde i supermarkedernes rodebunker.

Mario Bava-box fra Anchor Bay

Den 3. april udgiver amerikanske Anchor Bay en dvd-box med fem Mario Bava-film. Den har nr. 1, så man kan formentlig vente mindst en box mere på et senere tidspunkt. Boxen indeholder en eventyrfilm, en giallo og tre gysere, nemlig I COLTELLI DEL VENDICATORE fra 1966 (aka KNIVES OF THE AVENGER), LA RAGAZZA CHE SAPEVA TROPPO fra 1963 (aka THE GIRL WHO KNEW TO MUCH), LA MASCHERA DEL DEMONIO fra 1960 (aka BLACK SUNDAY), I TRE VOLTI DELLA PAURA fra 1963 (aka BLACK SABBATH) og OPERAZIONE PAURA fra 1966 (aka KILL, BABY... KILL!). Der skulle også være noget ekstramateriale. Udsalgsprisen er 50 dollar, men det kan gøres noget billigere fra udvalgte forhandlere.

Spild af tid

AMITYVILLE 1992: IT'S ABOUT TIME (1992)
AMITYVILLE 1992: IT'S ABOUT TIME er endnu en af disse "direkte til video"-fortsættelser, hvor en ting fra det hjemsøgte hus i Amityville er skyld i død og ødelæggelse et andet sted i landet. I dette tilfælde er det et antikt ur. Det har arkitekten Jake Sterling fået i forbindelse med en opgave i Amityville, hvor en masse huse er blevet revet ned. Han skal nu komme med et koncept for udvikling af området. Det antikke ur er blevet reddet fra det originale Amityville-hus, og nu skal det pryde familien Sterlings kaminhylde i Los Angeles.

Jake er enkemand og har teenagebørnene Lisa og Rusty. Den tidligere kæreste Andrea ser efter børnene, når Jake er væk, og det bliver snart en opgave hun kommer til at passe i døgndrift. Det mystiske ur sender sine onde vibrationer ud i kvarteret og under en løbetur bliver Jake bidt af naboens hund. Andrea går modstræbende med til at være sygeplejerske. Imens har uret travlt med at forvandle Jake til en galning, der bliver besat af det originale Amityville-hus. Datteren Lisa trylles om til et sexuhyre og Andreas ven, psykiateren Leonard, bliver mere og mere vanvittig af at komme på besøg i huset. Og Rusty, der er en heavy metal-rod, bliver hele tiden generet af politiet, hvilket forhindrer ham i at opklare mysteriet om Amityville-uret.

AMITYVILLE 1992: IT'S ABOUT TIME er en temmelig rodet film. Handlingen er ikke meget andet end en stribe af tilfældige optrin uden den store sammenhæng. Denne fragmentariske stil dræber stemningen og dræner de få gode idéer for uhygge. Undervejs påvirker uret også den måde personerne opfatter tid på, hvilket er en OK idé, men desværre bruges dette også i den alt andet end tilfredsstillende finale. Skuespillerne er især hentet fra fjernsynets verden og ingen af dem er udpræget interessante. Vi når dog lige at se Dick Miller i ca. 20 sekunder i en cameo som en af naboerne.

Musikken af Daniel Licht er effektiv og selve "Main Title"-temaet er ganske godt. Filmen er instrueret af Tony Randel, der især er kendt for HELLBOUND: HELLRAISER II. Over tid har man valgt at pille årstallet ud af titlen, så den i dag bare hedder AMITYVILLE: IT'S ABOUT TIME (på dansk vhs har den været udgivet med titlen HELLBOUND). På dvd kan man kun få den som region 1 fra Lions Gate Home Entertainment. Da det er en "direkte til video"-ting er billedet i 4:3-format. Kvaliteten er ikke imponerende.

AMITYVILLE 1992: IT'S ABOUT TIME, USA, 1992. Instruktion: Tony Randel. Medvirkende: Stephen Macht, Shawn Weatherly, Megan Ward, Damon Martin, Jonathan Penner. Musik: Daniel Licht.

AMITYVILLE komplet

Postbudet havde et brev med fra USA i dag med to dvd-film, nemlig AMITYVILLE: DOLLHOUSE og AMITYVILLE: IT'S ABOUT TIME. Nu kan jeg få skrevet de sidste anmeldelser af denne omfattende serie. Så er I advaret!

Soundtrack til AWE-giallo

Det var åbenbart lidt af et kup, at Another World Entertainment udgav Duccio Tessaris giallo L'UOMO SENZA MEMORIA (aka PUZZLE eller DØDENS PUSLESPIL). Jeg har ikke selv set den endnu (er i det hele taget nybegynder i giallo-genren og er lidt i tvivl om hvordan den placerer sig i forhold til horror, men det skal jeg nok få styr på), men det skulle være en ret solid film.

Nu kan man sandelig også få Gianni Ferrios musik til filmen, takket være Digitmovies, der har udgivet en del gialli-scores.

En par film mere

Var et smut inde i centrum for at hente fjerde sæson af ALIAS, som jeg ser sammen med konen for tiden. Den er vildt spændende! Købte også et par film til mig selv i Laserdisken, nemlig STEPHEN KING'S SLEEPWALKERS og BLACK CHRISTMAS (den originale af Bob Clark). Sidstnævnte er blevet ramt af remake-bølgen, så jeg vil lige tjekke den ægte vare ud, før den nye version rammer vores breddegrader.

Milan udgiver THE HOST-soundtrack

Mange asiatiske soundtracks er vanskelige at finde til en fornuftig pris, fordi man skal betale en formue i porto. Enkelte populære titler bliver dog samlet op af vestlige pladeselskaber, hvilket bl.a. gælder musikken til THE HOST.

Den er komponeret af Byung-woo Lee, der beskrives som en af Sydkoreas mest populære guitarister. Han har lavet musik til en håndfuld film, herunder gyseren A TALE OF TWO SISTERS. THE HOST er udkommet på Milan Records.

Håbløs film

Man skal have hård hud på øjene, når man er gyser-fan, ikke mindst fordi mange film i genren har en særdeles tvivlsom kvalitet. Nu kunne man vælge at undgå disse film, men sådan spiller klaveret altså ikke. Jeg har så også det princip, at jeg ser de dvd-film, jeg køber - ellers ville det ikke give mening at købe dem og man skal jo også lige tjekke dem igennem for fejl (big time nørd-gen). I aftes genså jeg VIRUS, som jeg havde købt billigt i TP Musik. Det var ganske rædselsfuldt!

Selv en gammel rotte som Donald Sutherland leverer her en solid omgang amatørteater, hvor han det meste af tiden prøver at huske den accent, der hører til hans karakter. Jamie Lee Curtis har sagt i et interview, at VIRUS er den værste film, hun nogensinde har spillet med i. Efter min mening er det nu ikke helt rigtigt: HALLOWEEN: RESURRECTION er meget værre. Bortset fra de flotte robotter er VIRUS en håbløs film, men mit nørd-gen er blevet tilfredsstillet, da dvd'en spillede perfekt. Så kan man da glæde sig over det, men det er nok ikke en film, jeg nogensinde får set igen.

VIRUS, USA-England-Japan-Frankrig-Tyskland, 1999. Instruktion: John Bruno. Medvirkende: Jamie Lee Curtis, William Baldwin, Donald Sutherland, Joanna Pacula, Marshall Bell. Musik: Joel McNeely.

Meget stor krokodille!

Jeg læste et sted at man overvejer en LAKE PLACID 2 som en "direkte til TV og dvd"-fortsættelse til Steve Miners krokodille-film fra 1999, et af de mere vellykkede indslag i "stort monster fra naturen går amok"-genren. Da en mand bliver bidt midt over efter at have dykket i en sø i Maine sendes palæontologen Kelly Scott fra New York op for at hjælpe med at opklare hvilket uhyre, der kunne tænkes at stå bag.

En stor tand er det eneste spor. Hun får hurtigt problemer med de lokale i skikkelse af den charmerende, men irriterende, parkbetjent Jack Wells og den ikke alt for kloge sherif, Hank Keough. De vil helst sende hende tilbage til storbyen, men hun insisterer på at komme med på monster-jagt - men får et chok, da det går op for hende, at hun skal sove i telt! Det lille selskab bliver endnu mere broget, da millionæren Hector Cyr ankommer i sin helikopter. Han er bidt af en gal krokodille!

LAKE PLACID er en munter film, hvor skæg og skræk går hånd i hånd. Den er ikke perfekt, men den er ekstremt underholdende, især fordi så mange gode skuespillere er med: Bill Pullman, Bridget Fonda, Oliver Platt og Betty White. Og så er Brendan Gleeson forrygende i rollen som sheriffen. Måske er der lidt for meget sjov i filmen, men de få skræk-scener er vellykkede og krokodillen er generelt overbevisende lavet (en kombination af CGI og Stan Winston-mekanik).

Den korte spilletid på omkring fem kvarter hjælper også på det samlede indtryk. Endelig er musikken af John Ottmans virkelig god, selv om man kan undre sig over de mexicanske undertoner. Filmen handler trods alt om en asiatisk krokodille i en sø i Maine. At hele svineriet er filmet i Canada bidrager kun til den geografiske forvirring.

LAKE PLACID, USA-Canada, 1999. Instruktion: Steve Miner. Medvirkende: Bill Pullman, Bridget Fonda, Oliver Platt, Betty White, Brendan Gleeson. Musik: John Ottman.

THE HOST rammer landet

Det sydkoreanske monster-hit GWOEMUL (aka THE HOST) er på vej til Danmark. D. 31. marts vises filmen som en galla under NatFilm Festivalen, d. 6. og 7. april er det så blevet tid til to Midnight Movie Madness-forestillinger i Cinemaxx i København og d. 1. juni kommer så den egentlige danske biograf-premiere. Kan man ikke vente med at se den udkom filmen på dvd i England i mandags.

Lidt guf til ørene

Postbudet havde en pakke med fra Intrada i dag med fire soundtracks, alle fra pladeselskabet La-La Land Records. Det drejer sig om TERROR TRACT af Brian Tyler, CABIN FEVER af Nathan Barr og Angelo Badalamenti og SEED OF CHUCKY og THE HOWLING af Pino Donaggio. THE HOWLING er særlig interessant. Musikken udkom tilbage i 1981 på en lp fra Varèse Sarabande. I 1989 blev ca. 15 minutter taget med som en suite på en cd kaldet SYMPHONIC SUITES. Denne indeholdt også suiter fra Donaggios scores til PIRANHA, TOURIST TRAP og HOME MOVIES. Cd'en udkom kun i 1000 eksemplarer. I 2004 kom så en limited edition med hele PIRANHA-musikken fra Varèse Sarabande (også 1000 eksemplarer). Året efter fulgte La-La Land Records op med THE HOWLING, der var en normal udgivelse uden begrænsninger på oplaget. Nu mangler vi så bare en cd-udgivelse af TOURIST TRAP!

Fremragende Frankenstein-film

Sidste år genså jeg THE CURSE OF FRANKENSTEIN på et vhs-bånd, jeg havde fået foræret, men nu har jeg modtaget filmen på dvd. Den skulle selvfølgelig også lige tjekkes ud. THE CURSE OF FRANKENSTEIN fra 1957 er på mange måder en banebrydende film. Det er den første rendyrkede gyser fra Hammer. De tidligere produktioner havde et mere science fiction-agtigt præg, hvilket var populært i midten af 50'erne. Med THE CURSE... bliver det gotiske gys genoplivet - og det endda i flotte farver, så man kunne se det røde blod.

Peter Cushing spiller den intense baron Victor Frankenstein, der i årevis studerer sammen med sin lærer, Paul Krempe. Efterhånden handler studierne udelukkende om at kunne skabe liv, og da de fælles anstrengelser fører til genoplivningen af en hundehvalp, er Paul Krempe tilfreds. Men Frankenstein vil mere, han vil skabe et menneske ud fra lig-dele. Det fører til en strid imellem dem og den bliver skærpet, da Frankensteins kusine Elizabeth dukker op for at gifte sig med ham.

THE CURSE OF FRANKENSTEIN er en forholdsvis loyal version af den klassiske Frankenstein-historie. Christopher Lee spiller monstret med en makeup, der efter dekret fra Universal absolut ikke måtte ligne Boris Karloffs monster. Den første afsløring af monstret er et af filmens skræmmende højdepunkter, men generelt er der tale om en forholdsvis rolig film, der endnu ikke har det høje tempo, der kendetegner senere Hammer-produktioner. Alligevel er den ganske fremragende og et absolut must i samlingen. Den engelske dvd-udgave fra Warner Bros. skulle stadig være til at skaffe. Den har danske undertekster, men er aldrig blevet udsendt herhjemme.

Terence Fisher stod for instruktionen, mens James Bernard leverede musikken. Underligt nok er den ingen forbandelse med i historien, hvilket i nogen grad undergraver filmens titel. Det er også en film, der i den grad understreger at alle rigtige videnskabsmænd har et laboratorium fyldt med boblende kolber - og når man går ud om natten for at skære forbrydere ned fra galgen, har man selvfølgelig sin høje hat på!

THE CURSE OF FRANKENSTEIN, England, 1957. Instruktion: Terence Fisher. Medvirkende: Peter Cushing, Hazel Court, Robert Urquhart, Christopher Lee, Melvyn Hayes. Musik: James Bernard.

Creepy og kunstig

Jeg har aldrig spillet horror-spil som RESIDENT EVIL eller SILENT HILL, og derfor kan jeg ikke bedømme hvor vellykkede filmatiseringerne er i forhold til spillene. Efter sigende skulle SILENT HILL være den hidtil bedste film-udgave af et spil, men det gør den ikke nødvendigvis til en fantastisk film.

Handlingen er enkel: Rose Da Silvas datter Sharon går i søvne og under sine mareridt nævner hun byen Silent Hill. Selv om hendes mand protesterer vælger Rose at tage Sharon til Silent Hill, der nu skulle være en spøgelsesby. Da Rose når frem forsvinder Sharon i byen og sammen med en barsk, kvindelig motorcykelbetjent må Rose nu kæmpe sig igennem byens rædsler.

Det er forbløffende at se i hvor høj grad filmen er bygget op som et computerspil med en række enkeltstående scener, der indeholder nogle gåder og en gruppe af monstre, der skal bekæmpes. Når dette er opnået, kan man bevæge sig videre til det næste punkt i handlingen. Selv om denne form kan virke kunstig, lykkes det faktisk for instruktøren Christophe Gans at holde et højt tempo i den to timer lange film.

Samtidig er SILENT HILL ekstremt flot lavet med en stribe opfindsomme monstre og med et særdeles voksent manuskript: Selve byens hemmelighed er barsk og ubehagelig , og vi bliver ikke bare spist af med en simpel happy ending. Men selv om stemningen generelt er meget creepy, så snydes man som publikum af computerspils-fornemmelsen. Dette foregår helt klart i en kunstig verden, og derfor er SILENT HILL på intet tidspunkt uhyggelig, hvilket gør det til et oplevelse på det jævne. Den er værd at se, men man skal ikke regne med at blive skræmt.

SILENT HILL, USA-Canada-Frankrig-Japan, 2006. Instruktion: Christophe Gans. Medvirkende: Radha Mitchell, Sean Bean, Laurie Holden, Deborah Kara Unger, Kim Coates. Musik: Jeff Danna, Akira Yamaoka.

Skrækmesteren er tilbage

John Carpenter har haft en meget ujævn karriere de senere år og rygter tydede på, at han dybest havde mistet modet og ikke gad lave film mere. Nu er han dog på banen igen i kraft af TV-serien MASTERS OF HORROR. Og hans første episode, "Cigarette Burns", er en flot sag, der bestemt viser en instruktør i ganske god form.

Den tidligere junkie Kirby Sweetman har lånt penge af sin svigerfar til at købe en biograf, hvor han nu viser klassiske skrækfilm. Han plages af mindet om konen, der tog livet af sig selv, og af svigerfaderen, der gerne vil have sine penge igen. Kirby er ekspert i at opspore kopier af sjældne film, og derfor tilkaldes han af den mystiske samler Mr. Bellinger (en spooky Udo Kier), der ønsker at erhverve et eksemplar af "Le Fin Absolue du Monde", en film, der kun er blevet vist en enkelt gang under en festival, hvor publikum gik helt amok. Bellinger har også købt et mystisk engle-lignende væsen, der medvirkede i filmen. Opgaven sender Kirby ud på en lang færd, hvor han efterhånden bliver mere og mere påvirket af den tabte films kraft.

"Cigarette Burns" er en ret solid historie, der bl.a. fascinerer fordi den foregår i et filmnørd-miljø. Samtidig er den også usædvanlig blodig, hvilket vi normalt ikke forbinder med John Carpenter (bortset fra THE THING naturligvis). Man kunne måske opfatte den som et indlæg i debatten om censur af skrækfilm, men den holder ikke helt - især fordi den forsvundne film i den grad har til formål at få publikum til at miste besindelsen.

Det er godt se Carpenter prøve kræfter med en lille historie med få locations, hvor det især er skuespillerne, der bærer filmen. Det lover godt for de kommende film fra skrækmesterens hånd. "Cigarette Burns" er kommet på dvd herhjemme fra Midget Entertainment. Billedkvaliteten er hæderlig uden at være imponerende. Det er i øvrigt Carpenters søn, Cody Carpenter, der har komponeret musikken.

MASTERS OF HORROR: Cigarette Burns, USA, 2005. Instruktion: John Carpenter. Medvirkende: Norman Reedus, Udo Kier, Gary Hetherington, Christopher Britton, Zara Taylor. Musik: Cody Carpenter.

Jeff Lieberman-gyser fra AWE

Another World Entertainment har erhvervet rettighederne til Jeff Liebermans BLUE SUNSHINE, en gyser fra 1976, jeg aldrig har hørt om. Det skulle efter sigende være en lidt Cronenberg-agtig sag om nogle unge mennesker, der ti år efter at have indtaget LSD, går helt amok. Jeg husker især Lieberman som instruktør af den underholdende SQUIRM (kendt som ORMENES NAT på dansk).

Musik og to nye film

Jeg var et smut inde i centrum og havde et par gode ting med hjem i indkøbsposen. Var forbi DVDCity i Vestergade, hvor jeg fandt THE RAGE: CARRIE 2 til 20,- kroner. Den er ikke meget mere værd, men det var et hul i samlingen, der blev fyldt ud. Så snuppede jeg også lige Lucio Fulcis brutale THE NEW YORK RIPPER, der netop er udkommet fra Another World. I Accord faldt jeg så over over THE HAMMER VAMPIRE FILM MUSIC COLLECTION, en fantastisk cd fra GDI Records med musik fra THE LEGEND OF THE 7 GOLDEN VAMPIRES, THE KISS OF THE VAMPIRE, VAMPIRE CIRCUS og LUST FOR A VAMPIRE.

Klassisk Rick Wakeman-score på cd

Rick Wakemans musik til Tony Maylams slasherfilm THE BURNING fra 1981 har kun været udgivet på lp i starten af 80'erne i USA, Tyskland og Japan. Derfor har den været efterspurgt på cd af fans i mange år. Man har spekuleret i om Varèse Sarabande, der stod bag en af lp-udgivelserne, ville udgive den i deres cd-klub, hvor klassiske soundtracks udkommer i små oplag. Nu er THE BURNING-musikken dog dukket op fra selskabet Music Fusion - og det endda som en midprice-sag til en fornuftig pris. Engelsk Amazon har den bl.a. på lager. THE BURNING er især kendt for Tom Savinis effekter.

Brutal abe

I dag er det tilfældigvis 74 år siden at den originale KING KONG havde premiere i New York. Jeg har endnu ikke set Peter Jacksons omdiskuterede remake, men jeg genså originalen i aftes. Det er mange år siden, jeg sidst har set den, og derfor overraskede det mig lidt hvor brutal, den rent faktisk er. Ifølge IMDb er dødstallet i filmen oppe på 40! Hård kost. Man kan stadig blive imponeret over filmens effekter, selv om et moderne publikum formentlig hellere vil kigge på Peter Jacksons computer-magi.

Kække Kate slår til igen

Jeg havde det fint med den første UNDERWORLD, der bød på dynamisk underholdning uden for mange dikkedarer. Plottet mindede om noget, der var hentet fra et computerspil, og denne stil fortsættes i 2'eren, UNDERWORLD: EVOLUTION. Men her har vi at gøre med en sequel, der på mange områder overgår den første film, hvilket er en fornøjelse i denne genre.

Filmen fortsætter historien fra 1'eren: Vampyren Selene er blevet forrådt af sine egne og hun er flygtet sammen med Michael, der er blevet forvandlet til en hybrid imellem et menneske og mørkets væsener. For at blive renset for alle anklager ønsker Selene at vække vampyren Marcus, der ligger i dvale. Men denne er allerede vågnet, og han er nu på jagt efter sin bror, varulven William, der har været indespærret i århundreder. Og ingen skal stå i vejen for hans plan. Imens er en mystisk rigmand på et skib i færd med at trække i trådene ved hjælp af sin egen private hær.

UNDERWORLD: EVOLUTION kan minde om et computerspil i den forstand, at vi ikke præsenteres for flere personer eller locations end det er absolut nødvendigt for at fortælle historien. Den foregår i et lukket univers, der på ingen måde minder om den virkelige verden. Sådan var det også i UNDERWORLD, men denne gang serveres historien med mange flere nuancer, hvilket er med til at få filmen til at fungere. Der er stadig tale om en total slå-på-tæven-actiongyser med mulighed for at udbryde Årrrhh ja, for sejt, mand undervejs, men det skal der også være plads til. Især er en scene, hvor Selene og Michael flygter i en lastbil, imens de angribes af den flyvende Marcus helt i topklasse. Og så er filmen i det hele taget flot at se på med klare sorte og blå farver som de dominerende. Hvis vi også får en UNDERWORLD 3, så er jeg klar!

UNDERWORLD: EVOLUTION, USA, 2006. Instruktion: Len Wiseman. Medvirkende: Kate Beckinsale, Scott Speedman, Tony Curran, Derek Jacobi, Bill Nighy. Musik: Marco Beltrami.

Italiensk splatter-voks

Den italienske M.D.C. - MASCHERA DI CERA fra 1997 er endnu en variant over HOUSE OF WAX-historien. Jeg så filmen, der også er kendt som THE WAX MASK, for mange år siden, men har nu fået den på dvd. Det er en særdeles kulørt historie, fortalt i den typiske italienske stil med klare farver, dårlig dubbing og barske splatter-effekter. Man kan tydeligt mærke at både Dario Argento og Lucio Fulci har haft fingre i manuskriptet.

Det meste af filmen fungerer storartet som en gotisk fortælling om den naive Sonia, der i 1912 får arbejde i den karismatiske Boris Volkoffs voksmuseum. Hun er plaget af at have set sine forældre blive brutalt myrdet af en mand med en metalhånd 12 år tidligere. Disse minder kommer nu op til overfladen, fordi hun via den påtrængende journalist Andrea bliver hvirvlet ind i opklaringen af nogle mystiske mord og bortførelser, der formentlig er begået af en mand med en metalhånd. Det hele rundes af i et grotesk science fiction-agtigt klimaks, der intet har med resten af filmen at gøre.

Med sin solide personskildring, grumme splatter-effekter og bare bryster er man godt underholdt i selskab med THE WAX MASK, men finalen og nogle dårlige computer-effekter undervejs trækker ned i den samlede bedømmelse. Filmen er instrueret af Sergio Stivaletti, der primært har arbejdet som makeup-kunstner. On Air Videos dvd-udgivelse er i øvrigt ikke imponerende - billedkvaliteten er ikke meget bedre end på et videobånd.

M.D.C. - MASCHERA DI CERA, Italien-Frankrig, 1997. Instruktion: Sergio Stivaletti. Medvirkende: Robert Hossein, Romina Mondello, Riccardo Serventi Longhi, Gabriella Giorgelli, Umberto Balli. Musik: Maurizio Abeni.

Nyt soundtrack fra SAW-komponist

Charlie Clouser er manden bag musikken til de tre SAW-film. Umiddelbart havde jeg fået det indtryk, at der ikke var kommet andet end nogle heavy metal-soundtracks fra filmene, men det er åbenbart muligt at få de rigtige scores også. Det må jeg lige få tjekket ud. Senere i denne måned er han så aktuel med et endnu et soundtrack, nemlig til DEAD SILENCE. Den er skrevet af gutterne bag den første SAW, Leigh Whannell og James Wan. Wan har også instrueret. Soundtracket udkommer på Lakeshore Records.