tirsdag den 17. februar 2009

En helt almindelig tirsdag med to biografture og lidt shopping

Min kone og jeg var i formiddag i Cinemaxx på Fisketorvet for at se TWILIGHT. Vi havde biografen helt for os selv, hvilket var en lidt mærkværdig oplevelse... men cool nok. Det er så knap så cool, at man skal slide sig igennem 20 minutter med reklamer og forfilm, før man kan få lov til at se det, man er taget i biografen for.

Så satte jeg kursen mod centrum, hvor jeg gik ind for at se den nye FRIDAY THE 13TH i Palads. Det foregik i en af deres små sale nede i kælderen, hvor lærredet er på størrelse med en fladskærm og hvor det med at stille helt skarpt ikke er noget, man bruger. Her var vi hele ni mennesker i salen, herunder tre hyperaktive knægte, der lige skulle danse til deres mobiltelefon, før filmen begyndte. Særpræget opførsel...

Der kommer anmeldelser af begge film her på bloggen i løbet af de kommende dage. Efter Palads tog jeg lige en runde i butikkerne. I Accord købte jeg Goblins musik til BUIO OMEGA og i Fantask blev det til 3. bind af THE HOUSE OF MYSTERY i DC Comics' Showcase-serie (lagde i øvrigt mærke til, at de også havde bind 1 på hylden - det er nemlig kommet i et nyt oplag). Og så var det i øvrigt en bytur, hvor jeg mødte en håndfuld mennesker, jeg kender - og det var jo hyggeligt i det iskolde vejr.

mandag den 16. februar 2009

THE BRØKEN udkommer på dansk dvd

After Dark Horrorfest er en amerikansk gyser-festival, hvor typisk otte udvalgte film vises i en stribe biografer landet over. Efterfølgende udkommer de så på dvd, gerne med et ensartet design, der viser, at der er tale om Horrorfest-film. Her i landet har det været lidt tilfældigt, hvor mange af dem, der er blevet udgivet, men nu er THE BRØKEN i det mindste på vej. Det er en engelsk-fransk gyser af Sean Ellis, der var med i den seneste runde af After Dark Horrorfest. Filmen udgives af Atlantic/Pan Vision den 14. april.

søndag den 15. februar 2009

FRIDAY THE 13TH skovler penge ind i de amerikanske biografer

Den nye udgave af FRIDAY THE 13TH har fået en meget stærk åbning i de amerikanske biografer. Omsætningen på den første premieredag skulle ligge på 19.050.000 dollar. Dermed er det ikke umuligt, at den samlede omsætning for hele weekenden bliver omkring 60 millioner dollar. FRIDAY THE 13TH vises i 3105 biografer i USA. Filmen har allerede fået premiere i knap 30 lande, men omsætningen herfra er slet ikke opgjort endnu. Nu kostede FRIDAY THE 13TH ca. 16 millioner dollar at lave, så det skulle ikke undre mig, om de mange penge i kassen vil kaste en fortsættelse af sig. Kilde: Box Office Mojo.

OPDATERING: De 60 millioner var et lidt optimistisk bud for hele weekendens omsætning fra en enkelt kilde. Det endelige tal blev 42,245,000 millioner dollar, men det er selvfølgelig også en slat.

lørdag den 14. februar 2009

Dvd-gys uge 8 - 2009

En rolig uge på dvd-markedet med blot en enkelt titel til ungerne:
  • SCOOBY-DOO AND THE GOBLIN KING (Endnu et animeret eventyr med Scooby-Doo og Shaggy. Hedder SCOOBY-DOO OG DÆMONKONGEN på dansk. Udgives af Warner Bros.).

Valentinsdag med vampyr

I dag er det Valentinsdag og der er blevet udvekslet gaver ved morgenbordet. Nu kan man få alskens mærkværdigt tingel-tangel i dagens anledning, men det bruger vi ikke så meget her i huset. Af min søde kone fik jeg i stedet Marvels flotte DRACULA-tegneserie af Roy Thomas og Dick Giorrdano i hardcover. Den glæder jeg mig til at læse.

SAW V er udkommet på dvd i Sverige

Her i Danmark må vi lige vente et par uger mere på dvd-udgaven af SAW V - udgivelsesdatoen er den 3. marts - men filmen udkom i Sverige for et par dage siden. Det er Scanbox, der har udgivet det seneste blodige kapitel i serien om Jigsaw.

fredag den 13. februar 2009

NYMÅNE, den næste TWILIGHT-bog, udkommer på dansk i marts

De fleste TWILIGHT-fans har sikkert allerede set den første film flere gange og har gennemtygget bog nr. 1 i den danske oversættelse igen og igen. De mest ivrige har læst hele serien på engelsk, men mange er vilde efter at få flere bøger på dansk. Nu ser det ud til, at man ikke kommer til at vente så længe. Bog nr. 2, NEW MOON, udkommer den 25. marts under titlen NYMÅNE fra forlaget Carlsen/Lindhardt og Ringhof. De 608 sider kommer til at koste 299,95 kroner. Filmudgaven af NEW MOON må man til gengæld vente lidt længere på. I dag er der 280 dage til den amerikanske premiere! Det er den 20. november. Den danske premieredato er endnu ikke fastlagt. Kilde: Kulturplakaten

FANGORIA skifter stil

Jeg har endnu ikke fået købt det nye nummer af FANGORIA - det med Jason på forsiden. Nu er det næste nummer, nr. 281, allerede på vej og her præsenteres vi for en helt ny stil. Logoet har fået et nyt design og forsiden er blev skarp og moderne med blot ét enkelt stort billede. Det ser virkelig flot ud. Der sker virkelig ting og sager hos FANGORIA. Nu siger de endda, at de også vil genoplive bladet GOREZONE. Hold da op...

Jason er forbudt for børn under 15 år

I dag har den nye udgave af FRIDAY THE 13TH premiere i de danske biografer. Det ser ud til, at anmelderne hader filmen, men i sidste ende er det publikums dom, der tæller. Filmen er forbudt for børn under 15 år, men man kan se på Medierådet for Børn og Unges hjemmeside, at UIP har haft FRIDAY THE 13TH inde til vurdering - formentlig for at få prøvet af, om filmen kunne nøjes med en 11 års aldergrænse. Det kunne den så ikke. Her er Medierådets vurdering: Filmen har en truende grundsteming, som understreges ved den hyppige brug af gyser- og chokeffekter. I flere scener bliver personer holdt fanget eller pint, Desuden forekommer der adskillige detaljeret skildrede, blodige drab. Filmen vurderes derfor at kunne virke skræmmende på børn under 15.

torsdag den 12. februar 2009

Tæt på amerikanske horror-TV-værter

AMERICAN SCARY er en hyldest til det særlige amerikanske fænomen, der opstod i 50'erne, nemlig horror-TV-værten. Lokale TV-stationer prøvede at få flere seere ved at lade en udklædt person i en billig kulisse introducere og kommentere de gyserfilm, der blev sendt. Således opstod bl.a. Vampira og Zacherley. Siden fulgte Ghoulardi, Svengoolie og mange andre. Fænomenet uddøde i begyndelsen af 90'erne, men er blevet genoplivet i dag på internettet og små amerikanske TV-stationer. John E. Hudgens har opsporet så mange af disse værter, han kunne finde, og i næste uge udkommer AMERICAN SCARY på dvd i USA. Dokumentarens officielle hjemmeside kan findes her.

Et soundtrack fra TRANSYLVANIA 6-5000

Buysoundtrax Records har annonceret deres næste soundtrack-udgivelse, nemlig TRANSYLVANIA 6-5000 af Lee Holdridge. Det er musikken til gyserkomedien fra 1985 med bl.a. Jeff Goldblum, Ed Begley, Jr. og Geena Davis på rollelisten. Jeg har aldrig set filmen, men den skulle ikke være udpræget morsom. Med på cd'en er også Holdridges musik til tegnefilmen KORGOTH OF BARBARIA. TRANSYLVANIA 6-5000 udkommer den 19. februar i et oplag på 1000 eksemplarer.

onsdag den 11. februar 2009

Flot plakat til den nye THE LAST HOUSE ON THE LEFT

Jeg har ikke det store forhold til Wes Cravens THE LAST HOUSE ON THE LEFT og derfor var nyheden om et remake ikke som at få et spark i nosserne. Det kan da godt være, at instruktøren Dennis Iliadis kan få noget fornuftigt ud af den klassiske historie om et forældre-par, der overskrider alle grænser for at hævne sig. Men hvis den nye version er noget bras, kan det måske føre til, at man opdager nogle kvaliteter i den gamle udgave, man ikke før havde lagt mærke til. Filmen, hvis officielle hjemmeside, du finder her, har premiere i USA den 13. marts. Her er lige den meget flotte plakat:

Helt vildt barsk og længere udgave!

Jeg faldt lige over det engelske dvd-cover til Kiefer Sutherland-gyseren MIRRORS. Her praler man med et "extented, harder cut" af filmen. Javel ja... Det er en lidt voldsom reklame, når man tænker på, at den "lange" udgave er 10 sekunder længere end biograf-versionen.

tirsdag den 10. februar 2009

Når man vil gøre alt for at overleve

"The Heart's Desire" er fjerde bind af Robert Kirkmans ekstremt populære zombie-tegneserie THE WALKING DEAD. Her finder vi numrene 19 til 24 samlet. I sidste bind havde Rick og de øvrige overlevende forskanset sig i et fængsel sammen med de fire fanger, der stadig var i live. Det førte til en del konflikter og til sidst blev Rick og hans folk bedt om at flytte - og det var efter ordre fra en bevæbnet fange.

Men ved et uheld er en enorm gruppe zombier, der har været spærret inde i en af afdelingerne, sluppet ud, og i forvirringen lykkes det Rick at få overtaget. De kan blive boende i fængslet. Det er dog ikke lig med lykke og idyl, for der er mange spændinger mellem de overlevende. Og en ny gæst, den mystiske kvinde Michonne, gør ikke det hele nemmere. Undervejs får vi et indblik i hvor langt Rick er villig til at gå for at holde gruppen sammen.

Jeg er dybt imponeret over denne tegneserie. Selv om persongalleriet er stort, får vi et indblik i hver enkelt karakter og det får historien til at nå nye højder hver gang, der er et dramatisk øjeblik. Zombierne bliver bare mere og mere klamme, men de bidrager også med muntre indslag i denne omgang. Jeg glæder mig meget til at læse de kommende bind.

THE WALKING DEAD VOLUME 4: THE HEART'S DESIRE, Robert Kirkman, Charlie Adlard, Cliff Rathburn, Image Comics.

Fireårige børn udsat for hård horror

Den engelske hjemmeside ThisIsHampshire.net kan fortælle, at en flok børn og deres forældre fik sig en grum overraskelse, da de var i Southamptons Odeon-biograf i søndags. De havde glædet sig til at se Disney-filmen BOLT, men operatøren fik blandet filmene sammen og satte i stedet MY BLOODY VALENTINE 3D på. Der gik mindst ti minutter, før fejlen blev opdaget. Der var børn helt ned til fire år i biografen og mange af dem var temmelig rystede. Biografens personale sagde dog undskyld for fejlen, betalte alle deres penge tilbage og uddelte fribilletter. Kilde: The Vault of Horror

mandag den 9. februar 2009

R.L. Stine har sin helt egen rytme

Jeg har tidligere undret mig over, hvor hurtigt R.L. Stines GÅSEHUD: HORRORLAND-serie ville komme på dansk. Nu har jeg undersøgt det nærmere. Det ser ud til, at man den ene måned får et genoptryk fra den gamle serie, en GÅSEHUD: CLASSIC, og så en HORRORLAND-titel den anden. I januar udkom HORRORLAND-bogen "Monsterblod til morgenmad", her i februar kommer CLASSIC-titlen "Den forheksede maske" og til marts er det så blevet tid til endnu en HORRORLAND-bog, nemlig "Den forheksede maskes skrig". April er klassiker-måned med "En dag i Horrorland" og til maj kommer bind 5 i den nye serie: "Dr. Maniac vs. Robby Schwartz".

Sjælden Jodie Foster-film på dansk dvd

On Air Video har uden de store fanfarer udgivet en sjældent set Jodie Foster-film, nemlig Nicolas Gessners THE LITTLE GIRL WHO LIVES DOWN THE LANE. Det er et horror-drama fra 1976, hvor Jodie Foster spiller en 13-årig pige, der bor i et lejet hus sammen med sin far.

Det underlige er, at faderen tilsyneladende aldrig er hjemme. Det gør selvfølgelig naboerne meget nysgerrige. Jeg så filmen for mange år siden og husker den som ganske spændende. On Air Videos udgivelse skulle være i 16:9-format.

Cthulhu hærger som tegneserie

Wow! Det var et flot cover! Det er forsiden til CTHULHU TALES VOL. 3: CHAOS OF THE MIND, en trade paperback fra BOOM! Studios, der samler hæfterne 5 til og med 8. Her skulle være nok at kaste sig over, hvis man er til H.P. Lovecrafts bizarre univers. De to tidligere opsamlinger i serien ser således ud:

SWAMP THING udkommer nu i hardcover

Det er mange år siden, jeg har læst tegneserien SWAMP THING. Det er ellers let nok at finde store dele af serien genoptrykt i diverse trade paperbacks. Nu kaster DC Comics sig ud i en stribe hardcover-udgaver. Den første indeholder SAGA OF THE SWAMP THING nr. 20 til og med 27 - og det er første gang, at nr. 20 udkommer i et genoptryk. Det er her, at Alan Moore for første gang kommer på banen som manuskriptforfatter.

Stor interesse for TWILIGHT

Uanset hvad man som horror-fan mener om TWILIGHT-fænomenet, så fylder filmen meget i folks bevidsthed - også blandt denne blogs læsere. Jeg har i en afstemning spurgt: Skal du ind og se TWILIGHT i biografen. 57 læsere svarede og et stort flertal er vilde efter at se den. Her er resultatet:

Ja, helt sikkert! 34 stemmer (59%)
Ja, det er jo en vampyrfilm. 4 stemmer (7%)
Måske. 2 stemmer (3%)
Nej, jeg gider ikke se sådan noget romantisk bras. 8 stemmer (14%)
Nej, det er jo ikke horror. 1 stemme (1%)
Jeg venter til den kommer på dvd. 8 stemmer (14%)

Nu skal det bemærkes, at bloggen har fået mange nye læsere de seneste par uger, heraf sikkert en del TWILIGHT-fans, hvilket uden tvivl har haft indflydelse på resultatet. Jeg vil selv gerne se filmen, men når det nok ikke før i næste uge.

James Whitmore er død

Den amerikanske skuespiller James Whitmore døde i fredags, 87 år gammel. Enhver, der holder af 50'er-horror, husker ham fra genre-klassikeren THEM! Her spiller han Sgt. Ben Peterson, der sammen med en FBI-agent kommer på sporet af gigantiske myrer i New Mexicos ørken.

Han var også med i THE TWILIGHT ZONE-episoden "On Thursday We Leave for Home", som jeg desværre aldrig har set. Whitmore havde også en mindre rolle i THE RELIC fra 1997. I andre genrer vil mange formentlig huske ham som bibliotekaren i THE SHAWSHANK REDEMPTION.

søndag den 8. februar 2009

Hele verden har fået TWILIGHT-feber

TWILIGHT-fænomenet spreder sig over hele verden som en steppebrand. Her i landet har den romantiske vampyrhistorie også bidt sig fast, selv om der til en vis grad er tale om et importeret hysteri. Den første danske udgave af Stephenie Meyers TWILIGHT udkom i 2005 uden at det førte til tumult i boghandlerne. Imens fik de i alt fire bøger et stadigt større publikum i udlandet og med filmudgaven er det gået helt amok. Nu er der flere film på vej og de øvrige bøger kommer også på dansk. Om kort tid sprøjtes de første dvd-udgaver af den første film ud på markedet og jeg må sige, at man vil forsøge at udfordre økonomien hos de mange TWILIGHT-fans. Ikke alene kan man købe den almindelige dvd- eller Blu-ray-udgave. Der er også meget andet at kaste sig over.

Den amerikanske boghandler-kæde Borders sælger deres helt egen dvd-udgave, der byder på eksklusive interview og reportager fra filmens premiere. 10 postkost er der sandelig også med i den lækre æske. Dvd'en udkommer den 21. marts. Så har man lige et par måneder til at spare sammen til den næste deluxe-udgave, der kommer fra amerikanske Amazon den 5. maj. Det er en Blu-ray-udgave i endnu en smart indpakning. Her får man både et soundtrack, et ur, et armbånd, postkort og en masse andet.

Jamen dog... Bemærk: Dette er amerikanske udgivelser og de vil formentlig ikke kunne afspilles i en europæisk dvd- eller Blu-ray-afspiller. Og hvis man har flere penge kan man også investere i bogen TWILIGHT: THE COMPLETE ILLUSTRATED MOVIE COMPANION af Mark Cotta Vaz.

Stephen King ta'r dig med på en køretur

USA 1969. Alan Parker er en ung studerende, der er dybt fascineret af døden. Da hans kæreste slår op med ham forsøger han at begå selvmord, men han bliver forstyrret og overlever. Kort tid efter får han besked om, at hans mor har fået et slagtilfælde. Han beslutter sig for at blaffe ned til sin hjemby, hvor hun ligger på hospitalet. Undervejs møder han en del mystiske mennesker, alt imens han skændes med sin dårlige samvittighed - og han konfronteres med både døden og sin fortid.

Det er Mick Garris, der har instrueret RIDING THE BULLET efter en kortroman af Stephen King. Garris har flere gange fortolket Kings værker, men dette er en af de få Stephen King-film, jeg har set, der har bevaret den særlige stil, der præger hans bøger. Alan Parkers indre dialog og syner er fint skildret. Det er så lidt irriterende, at mange af de gys, der er undervejs, bare er fantasier.

RIDING THE BULLET er en lille skæbnefortælling... Nu skal I høre om dengang Alan Parker blaffede ned til sin mor på hospitalet... og kunne have været perfekt, hvis den havde varet en times tid. Nu er der for meget fyld, men helt håbløs er den ikke.

RIDING THE BULLET, USA-Tyskland-Canada, 2004. Instruktion: Mick Garris. Medvirkende: Jonathan Jackson, David Arquette, Cliff Robertson, Barbara Hershey, Erika Christensen. Musik: Nicholas Pike.

Tre spændende dvd-udgivelser

Der graves hele tiden klassiske film frem fra de støvede arkiver, som vi horror-freaks kan få glæde af. Her er tre titler, der er på vej de kommende par måneder. Først har vi den engelske BURKE & HARE fra 1972, en film om det berømte par, der i 1800-tallets Edinburgh sørgede for, at der var lig nok, som de medicinstuderende kunne skære i. Vores egen Jytte Stensgaard er med i filmen, der ikke før har været ude på dvd. Men det kommer den nu takket været engelske Simply Media. Dvd-datoen er den 16. marts.

Den 19. maj er amerikanske Mya Communication klar med THE LEGEND OF BLOOD CASTLE (eller CEREMONIA SANGRIENTA), en spansk-italiensk gyser fra 1973 af Jorge Grau. Filmen er en af de mange, der er inspireret af historierne om Elizabeth Báthory. Mya Communications udgave byder på den komplette spanske version, krydret med slettede og alternative scener.

Og så har jeg tidligere nævnt den nye dvd-udgave af NIGHTMARE CASTLE. Den skulle nu langt om længe være på gaden den 19. maj fra amerikanske Severin Films.

lørdag den 7. februar 2009

Nu kommer den sidste søvnløse film...

Jeg har tidligere spekuleret over, om der ville komme en dansk udgivelse af den sidste af de seks spanske PELíCULAS PARA NO DORMIR-film, vi endnu ikke har fået herhjemme, nemlig PARA ENTRAR A VIVIR. Den udkom på dvd i Sverige for nogle måneder siden, og nu kommer den så også i Danmark, nemlig den 3. marts fra Midget Entertainment.

Dvd-gys uge 7 - 2009

Der kommer en masse guf i næste uge:
  • AGAINST THE DARK (Steven Seagal går på jagt efter vampyrer engang i fremtiden. En titel, vi glæder os meget til at se - har været omtalt hele tre gange her på bloggen, bl.a. her, hvor man kan se coveret. Udgives af Sony Pictures).
  • HELLBOY ANIMATED: SWORD OF STORMS (Den første Hellboy-tegnefilm. Udgives af Sony Pictures).
  • HELLBOY ANIMATED: BLOOD & IRON (Den anden Hellboy-tegnefilm. Udgives af Sony Pictures).
  • THE LODGER (Amerikansk thriller med en snert af horror. En kriminalbetjent er på sporet af en Jack the Ripper-lignende morder. Udgives af Sony Pictures).
  • MY NAME IS BRUCE (Bruce Campbell spiller sig selv og har også instrueret denne horror-komedie. Udgives af Midget Entertainment).
  • RITI, MAGIE NERE E SEGRETE ORGE NEL TRECENTO (...eller BLACK MAGIC RITES, som den bl.a. også hedder. Italiensk gyser fra 1973 af Renato Polselli med masser af blod og sex. Udgives af Another World Entertainment).
  • SATAN'S SADISTS (Al Adamson-kultfilm fra 1969 om en brutal motorcykel-bande. IMDb angiver genren som action-horror-drama, men det kan være lidt svært at gennemskue hvor meget horror, den er. Udgives af Another World Entertainment).
  • SCREAMERS (Science fiction-horror med Peter Weller. Har været ude på dvd før i Danmark, men den nye udgave er i anamorfisk 16:9-format. Udgives af Another World Entertainment).

TWILIGHT på (dansk) dvd

TWILIGHT havde premiere i de danske biografer i går, men mange er allerede ivrige efter at få filmen hjem i stuen. En dansk dvd-dato kender jeg endnu ikke, men jeg kunne forestille mig, at den er i butikkerne til juni. Så længe behøver man dog ikke at vente.

TWILIGHT havde nemlig svensk biografpremiere sidst i november, og derfor får de dvd-udgaven tidligere end os. Datoen er den 29. april. Der skulle være tale om en dobbelt-disc-udgave med en masse ekstramateriale og der er danske undertekster på.

torsdag den 5. februar 2009

Skrig hvis du ved hvad jeg gjorde til sidste skolebal

Donna Keppel er en meget forstyrret ung pige. For tre år siden blev hendes familie udslettet af den bindegale high school-lærer Richard Fenton, der i sygelig grad er forelsket i Donna. Nu bor Donna hos sin tante og onkel. Det afsluttende skolebal nærmer sig og Donna prøver at fortrænge sine mareridt om Richard Fenton. Ballet skal holdes på et fornemt hotel og netop som festlighederne er gået i gang, får politiet besked om, at Richard Fenton er stukket af fra galeanstalten. Og gæt lige hvilket hotel, han nu tjekker ind på.

PROM NIGHT anno 2008 er et remake af filmen fra 1980, hvor Jamie Lee Curtis danser disco. I den gamle udgave var morderens identitet et mysterium (selv om det er latterligt nemt at gennemskue), mens vi i den moderne udgave kender ham fra første sekund. Det er ikke særlig spændende. Og sådan er det hele vejen igennem. Hvorfor lave et remake af en film, når den er konstrueret så gammeldags som tilfældet er her? Der er ikke en eneste ægte chokscene i filmen. Alt er set før. Vi får endda den med spejlet på toiletskabet hele to gange! Blod er der ikke meget af og ingen af pigerne smider tøjet. Det er altså sølle, når vi har med en slasher at gøre.

Alle de unge skuespillere er pæne, nydelige og anonyme og det hele lugter lidt af overfladisk TV-film. Og det er netop fra utallige TV-produktioner, at instruktøren Nelson McCormick har gjort sine erfaringer, men horror i stor skala har han ikke den store forståelse for. Desværre er hans næste projekt et remake af THE STEPFATHER.

PROM NIGHT, USA, 2008. Instruktion: Nelson McCormick. Medvirkende: Brittany Snow, Scott Porter, Jessica Stroup, Dana Davis, Collins Pennie. Musik: Paul Haslinger.

onsdag den 4. februar 2009

Knald på kirkegården

USA i 1800-tallet. Den unge medicinstuderende Ernst Haeckel er besat af Victor Frankensteins arbejde, men har ikke den samme succes med at skabe liv. Han opsøger derfor en omrejsende nekromantiker ved navn Montesquino, der virker som lidt af en markedsgøgler. Haeckel får pludselig besked om, at hans far er døende. Han må straks hjem. Undervejs får han husly hos en ældre herre og dennes unge smukke hustru. I løbet af natten banker Montesquino på døren og Ernst Haeckel må erkende, at nekromantikeren trods alt har talent for at håndtere de døde. Et besøg på den lokale kirkegård bliver en både bizar og blodig affære.

MASTERS OF HORROR-afsnittet "Haeckel's Tale" er baseret på en novelle af Clive Barker. Egentlig skulle det have været instrueret af George A. Romero, men der gik koks i kalenderen og John McNaughton tog over. Det er en af de mere syrede episoder med masser af kinky sex og en spandfuld splatter, hvilket er ganske underholdende.

Desværre er det også en afsnit, hvor handlingen er trukket ud til det yderste. Der er en overflødig rammefortælling og undervejs er der flere scener, der ikke har nogen betydning for historien. Episoden ville have været markant mere effektiv, hvis den var blevet serveret på en halv time. Men hvis man er parat til at se en solid dosis usømmelig omgang med lig, så kommer man ikke udenom "Haeckel's Tale". Så er I advaret.

MASTERS OF HORROR: Haeckel's Tale, Canada-USA, 2006. Instruktion: John McNaughton. Medvirkende: Derek Cecil, Leela Savasta, Tom McBeath, Steve Bacic, Gerard Plunkett. Musik: Nicholas Pike.

Japanernes fornemmelse for uhygge

Jeg vil lige anbefale denne dvd til alle, der holder af anderledes og eksperimenterende gys. Selv om coveret praler med, at TALES OF TERROR er lavet af skaberne af THE GRUDGE og THE RING, så har vi med noget helt andet at gøre her. Dette er nemlig noget så usædvanligt som en japansk tv-serie i 33 afsnit, der hver varer ca. fem minutter.

Originaltitlen skulle være KAIDAN SHIN MIMIBUKURO, og blandt de mange instruktører er bl.a. Takashi Shimizu, manden bag JU-ON og THE GRUDGE-filmene. Der er en enorm variation i de 33 afsnit, der veksler mellem at være krybende uhyggelige, forunderlige, morsomme eller bare mærkelige. Ikke alt er lige godt, men det interessante ved projektet er, at man får et indblik i det, japanerne oplever som uhyggeligt. Og her er vi så langt fra Hollywoods effekt-jageri, som man kan komme. KAIDAN SHIN MIMIBUKURO er for feinschmeckere, men det er en oplevelse at se den, især i små doser.

Den mest hjernedøde markedsføring, jeg nogensinde har set

Prøv lige at se dette dvd-cover. BLED, en ny vampyrfilm, ryger ud på det amerikanske marked den 7. april. Og ved I hvad... jeg kan næsten ikke få luft ... den er lavet af en, der har haft med THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE at gøre! Hold da op! Slaglinien er From one of the executive producers of THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE. Wow! Nu havde remaket af den nye motorsavsfilm hele 12 mennesker, der var producenter i den ene eller den anden forstand, fordelt på producer, executive producer, co-producer og associate producer.

En af disse var så Jeffrey Allard, der nu også har en finger med i spillet på BLED - en film, der har listet ni mennesker i diverse producent-roller. Men det er altså nok til, at der skal reklameres med det på dvd-coveret. Det svarer lidt til at sige, at min lokale pizza-bager kender en, der engang har set et postkort fra Italien!

tirsdag den 3. februar 2009

Lille spejl på væggen der...

Ben Carson, en tidligere kriminalbetjent fra New York, der har trukket sig tilbage efter at have skudt en mand, får arbejde som nattevagt i et udbrændt stormagasin. Han knokler for at få sit liv på sporet igen efter at have drukket alt for meget. Han bor hos sin søster, fordi konen og de to børn er utrygge ved ham. Under sine ensomme runder i stormagasinet begynder Ben at undersøge de enorme spejle. Han begynder at se ting, der ikke er der - og inden længe går det op for ham, at der er noget skjult derinde. Og det skjulte har magt over andre mennesker.

MIRRORS er den franske instruktør Alexandre Ajas anden film på amerikansk jord efter THE HILLS HAVE EYES - og det er endnu et remake (amerikansk jord er måske så meget sagt, da en del af MIRRORS er indspillet i Rumænien). Inspirationen kommer fra den sydkoreanske GEOUL SOKEURO, der på engelsk hedder INTO THE MIRROR. Den har jeg ikke set endnu, men den skulle være ganske interessant.

Den amerikanske version er lidt af en blandet affære. Spejle er en ofte anvendt effekt i gyserfilm. Hvor mange gange har vi ikke set den med toiletskabet, der lukkes, og så står der pludselig en person? MIRRORS har dog mange overraskende varianter af denne chok-kliché og det er et plus. Det samme er et par blodige dødsscener, hvor især den ene er overraskende brutal og helt unik. Du har aldrig set noget lignende. Igen et plus. Desværre er der også nogle minusser. Manuskriptet har mange gode idéer, men er meget fragmentarisk og fokus ændrer sig hele tiden. Derfor fungerer filmen i glimt, men ikke som en helhed. Der er for mange døde perioder, selv om mysteriet med de dæmoniske spejle som sådan er spændende.
Manuskriptet har mange gode idéer, men er meget fragmentarisk og fokus ændrer sig hele tiden
Rent teknisk er MIRRORS en flot film. Vi slipper ikke for en del åbenlyse CGI-gys, men det er jo blevet den nye standard. Især er det elegant, at vi hele tiden bliver mindet om, hvor mange reflekterende overflader, vi omgiver os med ud over spejle. Musikken af Javier Navarrete er virkelig god og lyddesignet understreger den uhyggelige stemning. De fleste af skuespillerne gør det godt, men det er lidt af en brøler at have Kiefer Sutherland i hovedrollen. Han har alt for få strenge at spille på i en rolle, der kræver lidt mere end at se A) forvirret og B) sej ud. Især i filmens sidste del, hvor han vifter med en pistol hele tiden, er han ikke til at skelne fra Jack Bauer.

Jeg så MIRRORS i den amerikanske region 1-udgave, hvor man kan vælge mellem biograf-versionen og den unratede version. Sidstnævnte er 9-10 sekunder længere, så det er ikke den store forskel, vi taler om - og slet ikke på en film, der varer omkring 110 minutter. Meget tyder på, at en del af det amerikanske dvd-oplag har en defekt, så man ikke kan komme ind i ekstramaterialet. Det er sådan en skive, jeg har fået fingre i. Nu skulle ekstramaterialet være ganske ligegyldigt og den alternative slutning ret uinteressant, så jeg gider ikke brokke mig. Jeg kan købe et eksemplar af den danske dvd, når den engang kommer på udsalg.

MIRRORS, USA-Tyskland-Rumænien, 2008. Instruktion: Alexandre Aja. Medvirkende: Kiefer Sutherland, Paula Patton, Cameron Boyce, Erica Gluck, Amy Smart. Musik: Javier Navarrete.

mandag den 2. februar 2009

KOLLEGIET nu også på amerikansk

Sam Raimi og Rob Taperts Ghost House Pictures har tidligeret udgivet Martin Barnewitzs KOLLEGIET på dvd i USA via deres Ghost House Underground-selskab. Nu tager de skridtet fuldt ud og laver et amerikansk remake. Stephen (THE GRUDGE) Susco skal skrive manuskriptet. Den danske version sagde mig ikke ret meget - vi må håbe, at amerikanerne kan gøre det bedre.

Freddys mareridt på papir

A NIGHTMARE ON ELM STREET har været prøvet af i tegneserie-format flere gange. Senest har det været DC/Wildstorm, der har forsøgt sig, men det er ikke gået så godt. Det blev kun til otte numre i den egentlige serie, og Freddy Krueger optræder nu kun sporadisk i DC's udgivelser. Man kan få en trade paperback, der samler numrene 1-3 og 5-7. Den første af historierne, Freddy's War, fortæller om Jade, der er flyttet til Springwood med sin far og sin bror. Faderen er tidligere soldat, og det kommer til at spille en rolle, da Freddy forsøger at tage livet af Jade. Den anden historie, Demon of Sleep, handler om en gruppe nørder, der vil forsøge at vække en aztekisk søvn-dæmon for at bekæmpe Freddy.

Manuskripterne er skrevet af Chuck Dixon og de er ikke specielt spændende. Demon of Sleep er lidt interessant, fordi vi i den grad placeres i et andet univers end Springwood, men klimaks er ret sjusket. Tegningerne af Kevin J. West er runde og klare på en rigtig tegneserie-agtig måde og det passer godt til historierne. Han har dog lidt svært ved at tegne Freddy, som man kender ham fra filmene. Jeg fik en god halv times læsning ud af denne samling, men mere er der heller ikke at hente, med mindre man er Freddy-fanatiker.

Manisk mandag

En god del af min søndag gik med noget computer-bøvl, hvilket er noget af det mest irriterende at bruge sin tid på. Det hjælper i den grad ikke på humøret. Og så var jeg også knotten over, at en pakke med dvd-film fra USA endnu ikke var dukket op, selv om den blev sendt lige før nytår.

Nu er der ikke noget, der ikke kan shoppes væk, så det har jeg brugt et par timer på i dag - bl.a. for at få byttet nogle fødselsdagsgaver. I Fona på Strøget fik jeg fat i John Carpenters udgave af VILLAGE OF THE DAMNED, 30 DAYS OF NIGHT, BLACK WATER (på opfordring fra Robert, fordi jeg havde anmeldt en anden krokodillefilm), PRIMEVAL (jeg kunne lige så godt købe endnu en krokodillefilm, når jeg nu var i gang), den koreanske INTO THE MIRROR (på opfordring fra Jesper, fordi jeg havde nævnt den amerikanske udgave, den koreanske titel er i øvrigt GEOUL SOKEURO) samt endnu en koreaner, nemlig JANGHWA, HONGRYEON (eller A TALE OF TWO SISTERS), som vi også snart får i en amerikansk version. Endelig købte jeg THE INCREDIBLE SHRINKING MAN. Det var noget, der hjalp på humøret.

Det blev endnu bedre, da jeg kom hjem. Der lå nemlig en seddel fra posthuset, og jeg har lige hentet den længe ventede pakke fra USA med hele syv film. Jeg vil ikke remse alle titlerne op, men en af dem er HELLRAISER: HELLSEEKER - den sidste film, jeg manglede i at have alle HELLRAISER-filmene. Dem vil jeg formentlig kaste mig over som et samlet projekt på et tidspunkt.

Og når vi nu snakker om humør, så det er fortsat en stor fornøjelse at skrive denne blog (med eller uden computer-problemer) - ikke mindst fordi så mange læser med (over 3000 besøg i januar, heraf mere end 1600 unikke brugere). Jeg takker for den store interesse.

lørdag den 31. januar 2009

Hellboy er helt vildt animeret

Nu, hvor HELLBOY II: THE GOLDEN ARMY er på vej til det danske dvd-marked, er det meget passende, at de to tegnefilm om den røde kæmpe også bliver tilgængelige her i landet. Sony Pictures udgiver SWORD OF SWORDS og BLOOD & IRON den 10. februar.

Nordisk dvd-udgave af DAY OF THE DEAD

Steve Miners remake af George A. Romeros DAY OF THE DEAD har fået en masse tæsk af både kritikere og fans. Den udkom på dvd i USA sidste år efter at den tilsyneladende havde ligget på en hylde i lang tid. En nordisk dvd- og Blu-ray-udgave er nu på vej fra Noble Entertainment. Den udkommer den 13. maj og skulle også indeholde Romeros original, hvilket ikke lyder særlig smart hvis altså Miners udgave er så ringe, som mange påstår.

Dvd-gys uge 6 - 2009

En stor rød fætter tramper gennem dvd-butikkerne i næste uge:
  • HELLBOY II: THE GOLDEN ARMY (Endnu en omgang actiongys fra Guillermo de Toro. I Danmark får vi kun en enkelt-disc-udgave på dvd, mens den fulde 2-disc-pakke med hele svineret udkommer på Blu-ray. Udgives af Universal)

VAMPYRER på dvd

Jeg har tidligere nævnt den svenske film VAMPYRER, der er instrueret af Peter Pontikis. Det er ikke en film, der har skabt den store debat, måske fordi LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN har fået al opmærksomheden og måske fordi VAMPYRER ikke skulle være en særlig god film. Den 18. februar udkommer den så på dvd fra svenske Sandrew Metronome. Umiddelbart ser det ud til, at der kun er svenske undertekster på, så det varer nok et stykke tid, før VAMPYRER kommer ud på det danske marked.

fredag den 30. januar 2009

Hvad sker der lige inde i kraniet på de der marketing-folk?

DVDActive læste jeg om den kommende engelske dvd-udgivelse af gyseren RED SANDS, som er på gaden den 2. marts. Her er coveret: En kvik DVDActive-læser, 'mdk15' fra Finland, bemærker, at forsiden i den grad minder om andre horror-covers. Det er bestemt ikke den store fantasi, der plager folkene bag markedsføringen af disse film:

torsdag den 29. januar 2009

Den der Bruce Dickinson-film...

Flere hjemmesider kan fortælle, at amerikanske Anchor Bay den 10. marts udgiver filmen CROWLEY på dvd. Den handler selvfølgelig om verdens mest berømte og berygtede okkultist. Da jeg så læste, at den havde manuskript af Iron Maiden-forsangeren Bruce Dickinson, slog det mig, at den havde jeg da skrevet om før. Og ganske rigtigt, det havde jeg. I England hedder filmen bare CHEMICAL WEDDING og den har været ude på dvd derovre i nogle måneder nu - faktisk så længe, at den allerede er kommet på tilbud. Det kunne da godt være, at man skulle give den en chance.

Alle rigtige gysere er i sort/hvid

De seneste par dage har jeg set de to engelske klassikere VILLAGE OF THE DAMNED og CHILDREN OF THE DAMNED. De er på hver deres måde små mesterværker, VILLAGE... med sin snigende uhygge og nervepirrende skildring af det mystiske fænomen, CHILDREN... med sin brutalitet og nøjagtige beskrivelse af koldkrigsårenes paranoia. Filmene er fra 1960 og 1963 - og så er de begge i sort/hvid. Det er ikke nødvendigvis en kvalitet i sig selv, men der er en ganske særlig stemning over disse "gamle" film og efter min mening går man glip af nogle helt unikke oplevelser, hvis man som horror-fan ikke giver disse ældre produktioner en chance.

Jeg læste for nylig en leder i FANGORIA nr. 115, hvor redaktøren Anthony Timpone fortæller, at mange læsere slet ikke vil have artikler om gamle film i bladet: Ud med Karloff, Price og Lugosi - ind med Jason, Freddy og Michael Myers. Timpone skriver, at disse breve irriterer ham og fortæller så, hvordan han som ung i 60'erne og 70'erne hver uge gennemgik det nye nummer af TV GUIDE, så han kunne finde alle de spændende gyserfilm. Og hvordan han flere gange var faldet i søvn lige før slutningen af en film, han var blevet oppe for at se. Det kunne være RODAN eller THE FROZEN DEAD.

Jeg elsker den slags anekdoter - ikke mindst fordi jeg lidt på samme måde fik mine første store oplevelser i genren via TV-skærmen. Og jeg er lykkelig over, at jeg er vokset op med Universal og Hammer, før den store bølge af splatterfilm satte ind sidst i 70'erne. I dag elsker jeg at se det hele, lige fra de moderne tortur-rædsler til de gode gamle strimler. Der er altså ikke noget som en sort/hvid scene, der foregår på en kirkegård i stormvejr - kun oplyst af knitrende lyn. Så bliver det ikke meget mere horror. Hvordan den enkelte fan navigerer gennem genren, skal jeg ikke blande mig i, men man går altså glip af noget, hvis man kun ser SAW, HOSTEL og alt det andet nye. Man kunne f.eks. give VILLAGE OF THE DAMNED en chance. Det er virkelig en creepy film...

onsdag den 28. januar 2009

Ny zombie-roman fra Jane Austen...

...selv hun har fået lidt hjælp fra Seth Grahame-Smith og nok ikke selv er klar over, at hun har skrevet den. PRIDE AND PREJUDICE AND ZOMBIES er baseret på Jane Austens romantiske klassiker - der er bare lige føjet en dosis zombie-action til handlingen. Byen Meryton er ramt af en mystisk sygdom, der får de døde til at vende tilbage. Elizabeth Bennet har sat sig for at gøre noget ved sagen, men bliver afledt, da den arrogante mr. Darcy ankommer. Bogen udkommer fra Quirk Books den 15. april.

Rædsler i STAR WARS-universet

Det her er en lidt syret nyhed. STAR WARS-universet er over årene blev stadigt større i kraft af tegneserier, tegnefilm, romaner, computerspil og meget andet. Nu tager man endnu en stort skridt, nemlig ind i horrorgenren. Det sker med STAR WARS-romanen DEATH TROOPERS, der er skrevet af Joe Schreiber. Indtil videre er der ingen detaljer om plottet, men coveret ser meget cool ud på en 'SAW møder HELLRAISER'-agtig måde. Bogen udkommer den 27. oktober i paperback. Følg evt. med på den officielle hjemmeside.

Ny Dracula-tegneserie på vej

Bram Stokers DRACULA har været fortalt i tegneserie-format utallige gange, men Dynamite Entertainment synes alligevel, at der er plads til endnu en udgave. De hævder selv, at det bliver den komplette historie - helt efter Stokers tanker, hvilket lyder som et interessant eksperiment, men nu får vi se. Serien er skrevet af John Reppion og Leah Moore og tegnet af Colton Worley. John Cassaday har tegnet forsiderne. Der er tale om en miniserie på fem numre, hvor det første kommer til april.

tirsdag den 27. januar 2009

50 hug med øksen

Det er ikke alle film, jeg ser, jeg skriver om her på bloggen. Det kan der være mange grunde til, men for det meste har jeg ikke haft tid. Nu har jeg kigget i min kalender for at samle lidt op på noget af det, jeg ikke fik skrevet om sidste år (og lidt fra i år). Her er 50 mikro-anmeldelser til inspiration (jeg fik set en del gode film, der måske kunne have fortjent en længere tekst) og advarsel (jeg fik også set en del bras):

-- AND NOW THE SCREAMING STARTS! Amicus-film fra 1973, der sagtens kunne være en Hammer-produktion. Springer måske lidt for hurtigt ud i rædslerne uden at bygge op, men man er underholdt fra start til slut.
BAD MOON. Fin lille varulve-film af Eric Red, der fortæller en simpel historie uden så meget pjat. Skal ses, hvis du er til langhåret uhygge.
THE BEAST MUST DIE. Dynamisk og hysterisk varulvefilm, produceret af Amicus i 1974. Calvin Lockhart overspiller i rollen som rigmanden, der drømmer om at jage en varulv, mens Peter Cushing viser nye sider af sit talent. Skæg, men ikke helt vellykket.
BENEATH STILL WATERS. Brian Yuzna er manden bag dette ufokuserede projekt om en ondskab, der gemmer sig i en oversvømmet landsby. Manuskriptet flagrer i alle retninger og nogle få vellykkede scener kan ikke redde det samlede indtryk. Er indspillet i Spanien, selv om alle taler engelsk. Det virker lidt kikset. BRAINSCAN. Folkene bag denne film skal have credit for at gøre et forsøg på at skabe en ny Freddy. Det lykkes bare ikke, men de prøvede da…
CAPTAIN CLEGG. Hammer-produktion, der er mere eventyr end horror, men der er del stemningsfulde scener med spøgelsesryttere ude i det åbne landskab. Spøjs lille film…
CHEERLEADER CAMP. Man skal virkelig være glad for slasherfilm for at få noget ud af denne, men det er da halvanden times harmløs underholdning med lidt blod og lidt bryster.
LA CHIESA. Rodet, men ganske flot gyser fra Michele Soavi om en gruppe mennesker, der fanges i en kirke af ukendte kræfter. Masser af stemning, men filmen er glemt i løbet af få dage. Mere stil end indhold.
DEAD MEAT. Skingrende vanvittig irsk zombiefilm, der ikke helt formår at holde tempoet i den forholdsvis korte spilletid, men nogle spøjse skuespilpræstationer undervejs trækker op i det samlede indtryk.
DEAD OF NIGHT. Pragtfuld engelsk antologi-gyser fra 1945. Rammefortællingen er fænomenal og de fleste af historierne er helt i top. En fjollet golf-historie falder lidt igennem, men ellers er det en vidunderlig film med en nervepirrende stemning. Er udkommet på dansk dvd under titlen NATTENS MYSTERIER.
DEADLY BLESSING. Wes Craven-gyser på det jævne om religiøse tosser ude på landet. Slutningen er dog så latterlig, at man tvivler på, om Craven selv har troet på projektet. DEATH PROOF. Quentin Tarantinos bidrag til Grindhouse-projektet består af en god og en dårlig film. Første halvdel af DEATH PROOF er fremragende, rå og nådesløs. Så bryder det hele sammen og vi skal se på alt for lange scener med kvinder, der snakker, og en biljagt, der er mere smart end nervepirrende. Hæsligt…
DELIRIA. Årene har ikke været god ved Michele Soavis DELIRIA (eller STAGE FRIGHT). Det ligner en film, der er frosset fast i 80’erne – på den alt andet end fede måde. Nogle kreative dødsscener trækker lidt op, men ikke meget.
DON’T ANSWER THE PHONE. Deprimerende seriemorder-gyser fra 1980. Nicholas Worth er god som den afsporede fotograf, der tager livet af sine modeller, men ellers er der ikke meget at hente i denne billige produktion. Filmen hed egentlig THE HOLLYWOOD STRANGLER, men det var meget moderne i 80’erne, at gysere skulle hedde noget med DON’T… det ene eller det andet.
DRACULA. Den vildt romantiske John Badham-version fra 1979 er en fornøjelse at se og en af de bedste film om den blodsugende greve – bare surt, at dvd-udgaven nærmest er drænet for farver, så den ligner en sort/hvid-film.
THE ENTITY. Rimelig seriøs sag om en kvinde, der forfølges af et ukendt og uforklarligt fænomen. De gode skuespillere holder liv i den utrolige historie og først til sidst falder filmen lidt fra hinanden.
THE EVIL OF FRANKENSTEIN. Et af de svagere indslag i Hammers Frankenstein-serie, men nu er det aldrig spild af tid at se en Hammer-film og Peter Cushing er som født til rollen som den besatte baron med en trang til at genoplive lig.
EVIL EYES. Billig film, der ser billig ud og selv Udo Kier er dårlig i den. Så kan det næsten ikke blive værre. FRANKENSTEIN. Grotesk ringe TV-version af en Dean Koontz-roman (der end ikke er skrevet af Koontz selv). Håbløst projekt – især fordi der aldrig kom flere afsnit i det, der formentlig skulle have været en TV-serie.
FROM BEYOND THE GRAVE. Endnu en fremragende antologi-film fra Amicus, denne gang baseret på historier af R. Chetwynd-Hayes. Vi får fire solide gys og en perfekt rammefortælling med en antikvitetshandel, hvor en creepy Peter Cushing huserer.
THE FUNHOUSE. En af de bedre Tobe Hooper-film med et godt monster. Plottet er ikke det store, men den bizarre location bruges optimalt og slutningen er virkelig intens.
GHOST RIDER. Fed film! Manuskriptet er så meningsløst og simpelt, at man bare er nødt til overgive sig til den kulørte underholdning – og det er dæleme kulørt. Hit med en 2’er, lige med det samme!
GINGER SNAPS. Overraskende og meget anderledes varulvefilm, der kombinerer kulsort humor med ungdommelig oprørstrang. Og så er det jo noget pis at være teenager, hvis man er også er varulv. Jeg skal have opsporet de to fortsættelser. HALLOWEEN. Rob Zombie forsøger sig med en ny udgave af John Carpenters klassiker og gør det meget godt den første halve times tid. Så kollapser det hele i en sjusket omgang blodig nonsens, der slet ikke hænger sammen.
HELLBOY. Kulørt tegneserie-filmatisering med masser af action og en solid dosis H.P. Lovecraft- inspiration. Et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at lave gode action-gysere.
HOUSE OF THE DAMNED. Interessant sag fra 1963 med Richard Kiel som et af de mærkværdige væsener, der bor i et øde hus. Flere af scenerne er overraskende effektive.
INCUBO SULLA CITTÀ CONTAMINATA. Umberto Lenzis NIGHTMARE CITY byder på de grimmeste zombier, jeg nogensinde har set. Filmen er en rodebutik, men er underholdende på en tilpas hjernedød måde. Kommer ikke i nærheden af stemningen fra Lucio Fulcis zombiefilm.
JEKYLL+HYDE. Hyper-moderne version af den klassiske historie, denne gang med den studerende Henry 'J' Jekyll, der udvikler et stof, der gør ham cool og sexet. Det gør ham også bindegal – men det får ikke filmen til at fungere. Det bedste man kan sige om JEKYLL+HYDE er, at Bree Turner er med i den. Hmm….
KAT. Det begynder meget godt, men det holder hurtigt op. Alt for maskinelt, alt for trivielt. Men Søren Pilmark bliver da spist...
KOROSHIYA 1 – eller ICHI THE KILLER, som den nok er bedre kendt som. Masser af grotesk vold er ikke nok til at skabe en film og dette er noget af det mest ulidelige, jeg har set. Ingen sammenhæng i manuskriptet og ingen personer, man kunne føle noget for. Sikke en omgang rådden sushi…
LITTLE SHOP OF HORRORS. Jeg har aldrig haft det helt godt med horror-komedier, men jeg er stille og roligt ved at få det bedre. Roger Cormans lavbudget-klassiker er forrygende underholdning – jeg huskede den ikke som så vanvittig, som den rent faktisk er.
MØRKELEG. Et virkelig dårligt manuskript trækker i den grad ned i denne danske gyser, hvor fire unge mennesker leger morder-leg i en villa. Morderens identitet er alt for let at gætte og gysene er lige efter bogen.
MURDER-SET-PIECES. Filmen er blevet forbudt i flere lande, men det er bare hype. Det kan da godt være, at den er blodig og grænseoverskridende, men det er amatørteater fra start til slut.
NIGHT OF THE DEMONS. Hæderlig 80’er-gyser med ti unge mennesker, der holder Halloween i et forladt hus. Her får de selvfølgelig vækket en dæmon. Mens man undrer sig over, at der ikke skal mere end ti mennesker til at holde en fest, kan man glæde sig over, at Linnea Quigley smider tøjet.
NIGHTBREED. Clive Barkers intentioner om at forvandle sine egne vilde skriverier til et storslået horror-fantasy-epos lykkedes slet ikke, primært i kraft af et filmselskab, der klippede filmen i småstykker, og et meget lille budget. Men jeg tror nu heller ikke, at et Director’s Cut vil være en udpræget stor oplevelse.
NIGHTMARE. Solid lille horror-thriller fra Hammer i flotte sort/hvide billeder. Jeg elsker denne type film.
OUT FOR BLOOD. Hvis man ligger søvnløs om natten og spekulerer over, hvad der er blevet af Kevin Dillon, så har man svaret her. Han medvirker i latterlige vampyrfilm som denne – og han ligner en mand, der har drukket 1000 liter kaffe eller har taget for mange stoffer. PEEPING TOM. Engelsk mesterværk, der nådesløst fortæller historien om et ødelagt menneske, der bruger sine kreative evner til at komme overens med sit forkvaklede indre. Skal ses…
THE PHANTOM OF THE OPERA. Hammers bud på en Phantom-film fra 1962 er en noget tung affære, som selv ikke Herbert Lom i titelrollen kan redde. OK, men småkedelig.
THE PLAGUE OF THE ZOMBIES. Den eneste zombiefilm fra Hammer-studierne, men sikken en. En vidunderlig gusten stemning præger denne solide gyser, der uden tvivl har inspireret mange senere værker om de levende døde.
PLANET TERROR. Robert Rodriguez går helt amok i denne virus-zombie-gyser, der var en del af Grindhouse-projektet. Energien holder ikke hele vejen, men den er virkelig sjov at se.
PROPHECY. John Frankenheimer er manden bag dette bud på at lave en seriøs ”naturen går amok”-gyser, men det lykkes ikke helt. Monstret er OK, men uhyggeligt bliver det aldrig. God musik af Leonard Rosenman.
QUEEN OF THE DAMNED. Desperat forsøg fra Hollywood på at holde liv i Anne Rices vampyr-serie om Lestat. Her er ingen af kvaliteterne fra INTERVIEW WITH THE VAMPIRE - blot elendige skuespillere og et forfærdeligt manuskript. [REC]. Imponerende spansk gyser, der byder på klaustrofobisk uhygge, som man sjældent har oplevet det før. Det er endnu en af disse film, der består af ”fundne” eller ”efterladte” optagelser fra en fotograf, og det fungerer optimalt. Storslået.
SALEM’S LOT. Virkelig god Stephen King-filmatisering, der er lavet til TV af Tobe Hooper. Især er første del af serien ganske uhyggelig.
SIDSTE TIME. Martin Schmidts gennembrudsfilm er ikke specielt vellykket og den holder ikke til ret mange gensyn. Alle de unge skuespillere overspiller helt vildt og plottet er så kringlet og konstrueret, at man ikke kan leve sig ind i historien. Men det er da meget sjovt, at sådan en film i det hele taget er blevet lavet i Danmark.
SISTERS. Pudsig Brian De Palma-film, der især fænger i den første del af historien. Har en del bizarre elementer, der er med til at styrke filmens kultstatus. Bernard Herrmanns musik er et plus.
THE SKULL. Solid Amicus-produktion fra 1965, baseret på en historie af Robert Bloch. Ikke helt på niveau med mange af selskabets antologi-film, men det er altid værd at se en film med både Peter Cushing og Christopher Lee på rollelisten.
THEATER OF BLOOD. Engelsk Vincent Price-gyser fra 1973, der ikke helt har den samme elegance og humor som mange af de andre Price-produktioner. Mest for Price-fans og Shakespeare-fanatikere.
WHITE NOISE. OK mainstream-gyser med Michael Keaton som en mand, der hører stemmer fra de døde på bånd. Ikke de store overraskelser, men fin underholdning.

LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN på dvd

Jeg har endnu ikke været i biffen for at se det svenske vampyr-hit, LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN. Nu begynder datoerne for dvd-udgivelserne at dukke op, så det var måske på tide at få gjort noget ved det. LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN udkommer på dvd i Sverige den 4. marts fra Sandrew Metronome. Det er formentlig en nordisk udgave med undertekster på alle sprog. En uges tid senere kommer den på dvd i USA. En dansk dvd-dato kender jeg ikke. En enkelt forhandler har den stående til udgivelse den 17. marts, men nu får vi se.

mandag den 26. januar 2009

Hen te komodoen og te'bav's igen...

På den ene side lyder det da meget godt, at instruktøren af KOMODO, Michael Lantieri , var med på det hold af special effects-magere, der i sin tid vandt en Oscar for JURASSIC PARK - på den anden side lyder det rigtig skidt, at den ene af manuskriptforfatterne, Hans Bauer, var med til at skrive ANACONDA. Desværre er det hele skidt!

KOMODO handler om teenageren Patrick, der på brutal vis har mistet sine forældre (og sin hund) på en ø, hvor de i mange år har holdt ferie. Patrick er blevet så traumatiseret af oplevelsen, at hans psykolog, den unge Victoria, beslutter sig for at tage ham med tilbage til øen som en slags chokbehandling. Det bliver det så også, for øen vrimler med gigantiske komodovaraner. Øen domineres i øvrigt af et stort olieselskab og så kan man gætte sig til om det er varanerne eller olieselskabet, der er de dummeste svin.

KOMODO er en jammerlig produktion, der vist nok er lavet som biograffilm, men ligner noget tyndt sjask fra en dårlig TV-kanal. Det hjælper ikke så meget, at varanerne er ganske godt lavet, når de talentløse skuespillere og det forfærdelige manus i den grad ødelægger oplevelsen. Et ægte makværk! Selvfølgelig findes der en sequel, THE CURSE OF THE KOMODO, og man kan sandelig også finde en film med titlen KOMODO VS. COBRA, hvis man ikke kan få komodovaraner nok. Jeg tror, jeg springer over i denne omgang...

KOMODO, Australien-USA, 1999. Instruktion: Michael Lantieri. Medvirkende: Jill Hennessy, Billy Burke, Kevin Zegers, Paul Gleeson, Nina Landis. Musik: John Debney.

Kannibaler i Cinemateket

Blandt februar måneds tilbud i Cinemateket i København er en serie med titlen 'Eat This!'. Det handler selvfølgelig om kannibaler. Der vises film i flere genrer, men horror-freaks kan bl.a glæde sig til Joe D'Amatos EMANUELLE E GLI ULTIMI CANNIBALI og selvfølgelig Ruggero Deodatos CANNIBAL HOLOCAUST.

lørdag den 24. januar 2009

Ny dvd-udgave af CARNIVAL OF SOULS

Herk Harveys CARNIVAL OF SOULS fra 1962 er en af genrens største kultfilm. Den er i public domain og er derfor udkommet på dvd i utallige udgaver - også her i Danmark. Nu kommer endnu en dvd-version i England, denne gang fra selskabet Network. Det særlige ved denne udgave er et kommentarlydspor af Kim Newman og Stephen Jones samt en booklet af Kim Newman. Dvd'en er på gaden den 23. februar.

Bizarre drømme i heksens hus

Instruktøren Stuart Gordon er en af de få, der har fået noget fornuftigt ud af at filmatisere H.P. Lovecraft. Ganske vist har hans fortolkninger været krydret med en solid dosis sex, splatter og kulsort humor (hvilket nok ville have chokeret den gamle gentleman fra Providence), men det har fungeret. Det gør det også i Gordons MASTERS OF HORROR-afsnit "Dreams in the Witch-House", baseret på en novelle fra 1932. Handlingen er selvfølgelig ført op til vor tid og en mandlig karakter er blevet forvandlet til en kvinde.

Walter Gilman, der studerer på Miskatonic University, flytter ind i et nedslidt pensionat. Ud over den sure vært bebos huset af den enlige mor Frances, hendes baby Danny og en ældre religiøs mand. Walter er ved at skrive speciale om strengteori og andre dimensioner, men han forstyrres af en del larm i huset. Snart begynder han også at drømme de særeste ting, bl.a. om en rotte med menneskeansigt. Efterhånden går det op for ham, at drømmene er lidt mere virkelige, end han bryder sig om.

"Dreams in the Witch-House" er et virkelig godt afsnit, der formår at fange det bedste af stemningen fra Lovecraft: Det sære hus, den skræmmende fortid, den tynde grænse mellem det virkelige og det uforklarlige og de sære skrifter, der måske kan give indblik i utrolige hemmeligheder. Derudover får vi en pæn portion splatter og sex, hvilket er typisk Stuart Gordon. Rotten med menneskeansigtet er ganske overbevisende lavet og giver episoden den rette sorthumoristiske vinkel.

MASTERS OF HORROR: Dreams in the Witch-House, USA, 2005. Instruktion: Stuart Gordon. Medvirkende: Ezra Godden, Campbell Lane, Jay Brazeau, Chelah Horsdal, David Racz. Musik: Richard Band.