lørdag den 4. september 2010

Rygter om endnu en TWILIGHT-film

Så, rolig nu... Dette er bare rygter, men der ingen tvivl om at det vil få internettet til at summe de næste par dag. Det er What's Playing, der har fået et tip fra en anonym kilde om, at Summit Entertainment har planer om at filmatisere THE SHORT SECOND LIFE OF BREE TANNER. I bogen fortælles historien om en ung vampyr, der bliver en del af den hær, der i ECLIPSE skal bekæmpe Bella og Edward. Om rygtet er sandt eller ej skal nok blive opklaret, men det ville være underligt, hvis ikke Summit Entertainment ville gøre alt for at holde liv i TWILIGHT-franchisen.

fredag den 3. september 2010

Hvad har Mary Shelley og A SERBIAN FILM med hinanden at gøre?

Det har været en lidt underlig oplevelse at følge med i bloggens besøgstal den seneste uges tid. I mandags var det f.eks. den engelske forfatter Mary Shelleys 213 års fødselsdag og Google havde i den anledning ændret deres logo for at markere dagen. Jeg fik pudsigt nok vildt mange hits på søgningen Frankensteins monster her på bloggen. Rigtig mange af de besøgende havde lige været inde på dansk Wikipedia først og var så blevet sendt videre til Skræk og Rædsel, så der er muligvis en del skolelærere ude i landet, der har sat deres elever til at researche på Mary Shelley.

I går steg besøgstallene så igen, men det var af en helt anden årsag. Nu ville folk læse om A SERBIAN FILM, som jeg har omtalt i forbindelse med aflysningen på FILM4 FrightFest. Politiken har nemlig bragt en artikel om al den ballade, der har været omkring A SERBIAN FILM og af kringlede omveje sender søgemaskinerne bl.a. en del mennesker ind på Skræk og Rædsel.

Jeg glæder mig over hvert et klik, denne blog får, men i virkeligheden er jeg i mit stille sind mere tilfreds med, at Skræk og Rædsel i den samme uge kan tiltrække læsere, der enten interesserer sig for en gotisk klassiker, skrevet af en 18-årig kvinde i begyndelsen af 1800-tallet - eller for en kontroversiel og grænseoverskridende splatterfilm, skabt i vor tid af nogle mennesker, der er vokset op i et krigshærget land. Det viser bare, at dette er en stor og uendeligt fascinerende genre med mange facetter.

torsdag den 2. september 2010

Fladpandet zombiesjasker fra Bruno Mattei

Det begynder helt efter Sådan laver du en zombiefilm-håndbogen. Et eksperiment på en kemikaliefabrik i Papua Ny Guinea går galt og en mystisk gas forvandler alle på stedet til frådende zombier. Fra højeste sted tager man dette meget alvorligt, så man sender straks en militær eliteenhed til øen. Den består af fire soldater! Ja, jeg sagde jo, at man tog truslen alvorligt...

Soldaterne render undervejs på den kvindelige journalist Lia Rousseau og hendes kameramand, der netop har oplevet, at det ægtepar, de rejste sammen med, er blevet ædt af zombier. En af disse var parrets søn, der havde fået en skramme og derfor var blevet inficeret. Nu begiver eliteenheden og de to pressefolk sig ud på en farefuld færd gennem den zombie-overrendte jungle for at nå frem til kemikaliefabrikken.
Bruno Matteis italiensk-spanske VIRUS fra 1980 er den syvende titel i Another World Entertainments serie af zombie-udgivelser. Og for mange fans vil den formentlig fylde et af hullerne i samlingen, men så heller ikke mere, for det er en af de absolut værste af slagsen. Sjusket, pinlig, amatøragtig og langtrukken. Og det er nok derfor, at mange har et blødt punkt for netop denne film - VIRUS er så tænderskærende elendig, at det faktisk er ganske underholdende at se den.
Nu er der vist ikke mange, der vil hævde, at Bruno Mattei var en fremragende filmmager (selv om Jack Jensen i dvd'ens booklet trods alt giver ham et par skulderklap for at have holdt ud som horror-instruktør - også efter at mange andre italienere i branchen havde givet op). Han lavede dog ikke VIRUS selv - medinstruktøren Claudio Fragasso har i nogle interview hævdet, at han stod for godt halvdelen af filmen. Det synes jeg så ikke lige er noget at prale af - det afslører bare, at de to herrer var lige talentløse.

VIRUS er optaget i Spanien, men gør et stort nummer ud at signalere, at vi befinder os under fjerne himmelstrøg. Det gør den primært med alskens gamle klip fra jungle-dokumentarer, hvor en del tydeligvis stammer fra Afrika. Så er der også lige hentet nogle klip fra diverse mondo-produktioner, mens soundtracket især består af Goblin-tracks fra ZOMBI (aka DAWN OF THE DEAD). Det er det rene genbrug, men det har sikkert været billigt.
Nu skal man ikke bare nedgøre VIRUS, for det er faktisk en film, man kan lære meget af. Jeg fandt f.eks. ud af følgende:
  • Hvis man er videnskabsmand og står i et kontrolrum og overvåger et eksperiment, så skal man trykke på alle knapperne... hele tiden.
  • Hvis eksperimentet går galt og man er nødt til at gå ned og undersøge en livsfarlig lækage, så er der forskel på folk. Det almindelige personale skal pinedød have beskyttelsesdragter på, mens en professor kan nøjes med en gasmaske.
  • Er man elitesoldat må man finde sig i, at uniformen består af en billig blå kedeldragt.
  • Hvis man oplever sine kolleger og familiemedlemmer blive ædt af zombier, så er det helt normalt at stå stille og kigge på det i stedet for at hjælpe eller flygte.
  • Hvis man endelig flygter fra zombier, så løber man hen imod dem - ikke væk.
  • Som professionel soldat er det ikke usædvanligt, at man ikke forstår basale informationer, der kan redde en selv eller andre. Selv om man godt ved, at zombier kun dør af et skud i hovedet, så vil man i det uendelige blive ved med at skyde dem i maven eller brystet.
VIRUS er kendt under et hav af alternative titler. Another World Entertainment har valgt HELL OF THE LIVING DEAD, men man kunne sagtens også have snuppet NIGHT OF THE ZOMBIES eller ZOMBIE CREEPING FLESH. Jeg synes, det er flot, at AWE udgiver en forrygende elendig film som denne og det endda i en komplet og ucensureret udgave. Filmen er dog en væsentlig brik i zombie-genrens historie og derfor er det selvfølgelig noget, man skal se - i det mindste bare for at have set den.

VIRUS, Italien-Spanien, 1980. Instruktion: Bruno Mattei, Claudio Fragasso. Medvirkende: Margit Evelyn Newton, Franco Garofalo, Selan Karay, José Gras, Gabriel Renom.

Dvd'en er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment

onsdag den 1. september 2010

18 skud i hovedet

Jeg plejer at fyre disse mini-anmeldelser af i klumper på 25 styk, men nu er det meget længe siden, jeg har set nogle af disse film, så nu skal de altså ud på bloggen. Faktisk overvejer jeg at finde en anden form til de film, der ikke fortjener en længere anmeldelse, men som alligevel bør have et par ord med på vejen. Måske vil jeg bare lægge dem på løbende. Nok om det... her er i hvert fald lige nogle indtryk af 18 gysere af meget blandet kvalitet.

THE BOOGEYMAN Søskendeparret Lacey og Willy er stadig påvirket af, at Willy for 20 år dræbte deres fordrukne mors voldelige kæreste med en kniv - en udåd, som Lacey overværede i et spejl. Af kringlede omveje får Lacey nu dette spejl hjem og fordi hun har smadret det, slippes ondskaben fra dengang løs. Ulli Lommels film ligner en billig gyser fra 80'erne - og det er lige hvad det er. Primitiv og sjusket, men bizart underholdende.
BOOGEYMAN 3 Nu var BOOGEYMAN 2 ikke den store oplevelse, men den var åbenbart succesfuld nok til, at der også er kommet en 3'er. Og den er så endnu værre. Manuskriptet prøver desperat at lave nogle koblinger til de to første film, men ellers er det bare en småkedelig sag om nogle studerende på et kollegium, der jages af den mærkværdige bøhmand. Det er stift, uopfindsomt og alt andet end uhyggeligt. Men det skulle ikke undre mig, om der også kommer en 4'er en dag.
CAT'S EYE Pudsig lille Stephen King-antologi-film, hvor en kat mærkværdigt nok er det eneste bindeled. Ingen af de tre historier er udpræget nervepirrende, men det er virkelig sjovt at se en højspændt og energisk James Woods i rollen som en mand, der desperat prøver at holde op med at ryge. Det sjoveste i filmen er faktisk de mange referencer til andre Stephen King-film og -historier.
DAY OF THE DEAD (2008) Denne film af genre-veteranen Steve Miner har ikke det store med George A. Romeros original at gøre. Vi får dog en sympatisk zombie og en markant militær tilstedeværelse, men ellers er dette bare endnu en af disse mekaniske film om levende døde, som vi har fået alt for mange af de senere år. Mena Suvari har slet ikke gennemslagskraft nok til at bære en film som denne og Ving Rhames er formentlig bare med for at tjene til huslejen. Nogle af zombierne kan dog kravle på loftet, hvilket man ikke ser så tit. DAY OF THE DEAD er indspillet i Bulgarien.
DAY OF THE DEAD 2: CONTAGIUM Hvis der er to mennesker i horrorgenren, der må siges at være blottet for talent, så er det Ana Clavell og James Glenn Dudelson. De lavede den forfærdelige CREEPSHOW III, og denne her er lige så slem. Elendige skuespillere stavrer rundt i en meningsløs historie, hvor effekterne ligner noget, der er lavet af børnehavebørn. Hold dig langt væk fra dette makværk.
THE DEVIL'S CHAIR Nick West ser sin kæreste blive dræbt i en mystisk stol på et nedlagt sindssygehospital. Han dømmes for mordet, men nogle år senere vil hans terapeuter have sandheden frem, så de tager Nick med tilbage til gerningsstedet. Spændende og anderledes engelsk gyser med en stemning, der driver ned ad væggene. Den vil absolut ikke tiltale alle, men jeg fandt den både interessant og creepy.
DØD SNØ I vrimlen af norske horror-produktioner er det forfriskende, at de også forsøger sig med en zombiefilm. Her er det endda nazi-zombier, vi bliver udsat for. Historien er temmelig banal med en gruppe unge mennesker, der er fanget i en hytte og filmen har både fremragende og elendige scener. Med andre ord en ujævn sag, men den er temmelig underholdende og absolut værd at bruge tid på.
GAG To tyve bryder ind i et hus og finder en mand, der er bundet nede i kælderen. Manden har tydeligvis fået tæv. Hvad gør tyvene nu? Tja, det er i hvert fald spild af tid at bruge knap fem kvarter af dit liv på at se GAG for at finde ud af det. Hæslig omgang amatørteater med skuespillere, der intet kan og en instruktør, der ikke har styr på en skid. Og budgettet er formentlig stort set det, som de involverede har fået ud af at gå ned og veksle flasker. GAG ligner lort... og det er den!
INTRUDER Scott Spiegels klassiske slasher fra 1989, der bl.a. har Sam og Ted Raimi med på rollelisten. Hvis du ikke lige kender den, så er det den med supermarkedet. Plottet er ikke det store sus, men vi får et par underholdende dødsscener, og filmen har en billig og kultisk stemning på den helt rigtige måde. Bruce Campbell markedsføres som om han var et af hovednavnene i filmen, men ham ser man nu ikke meget til.
P2 Den ambitiøse og hårdt arbejdende Angela prøver at komme hjem til sin familie juleaften, men det synes nattevagten Thomas i kontorbygningens parkeringskælder så ikke er nogen særlig god ide. I P2 får vi serveret en simpel katten efter musen-historie på en ekstremt effektiv og underholdende måde. Der er ikke så meget pjat - det er bare en bundsolid lille film, der leverer varen. Og så er det altid godt at se Wes Bentley som skurk.
REAZIONE A CATENA Mario Bavas legendariske slasher - kendt i den store verden som bl.a. TWITCH OF THE DEATH NERVE og A BAY OF BLOOD - er noget mere labyrintisk i sit plot end mange af de film, der senere lod sig inspirere af den. Læg hertil mærkværdige sæbeopera-agtige indslag og masser af kulsort humor - så har man en film af de sjældne. Ikke nødvendigvis fremragende, men absolut værd at se. Og dyrk så lige den vanvittige slutning og den funky musik.
THE REPTILE Hammer forsøgte med denne film at præsentere publikum for et helt nyt monster, og det kom der en rimelig vellykket og stemningsfuld skrækfilm ud af. Det er ikke så svært at gennemskue mysteriet, men det gør ikke noget, for de medvirkende sprudler af energi - ikke mindst Noel Willman som den iskolde dr. Franklin og Michael Ripper som en handlekraftig pubejer. Optaget back-to-back med THE PLAGUE OF THE ZOMBIES, så man vil kunne nikke genkendende til nogle af kulisserne.
SESSION 9 Blandt genrefans er denne gyser om et asbestsaneringsfirmas arbejde på et nedlagt sindssygehospital et stort hit, men den kom aldrig ind under huden på mig. Den er ekstremt velspillet og instruktøren Brad Anderson får det optimale ud af den usædvanlige lokalitet og sit minimale budget. Men historien når ikke ud over kanten og jeg blev aldrig for alvor fanget af filmen. Men den er bestemt værd at se.
SSSSSSS Der er mere stil og stemning end uhygge over Bernard L. Kowalskis slangegyser fra 1973. En ung student skal arbejde for en slange-forsker, der har gang i et meget bizart eksperiment - og studenten bliver brugt som forsøgsperson uden at han selv ved det. De gode skuespillere og den solide musik af Patrick Williams skaber denne yderst seværdige film, men den vil på ingen måde give dig søvnløse nætter.
STIR OF ECHOES Kevin Bacon leverer en mesterlig præstation i denne fremragende og intense gyser, der er baseret på en roman af Richard Matheson. Vi får et perfekt mix med en spændende historie, godt timede chok og et vellykket klimaks. Et af genrens små mesterværker og en film, man helt klart skal se, hvis man er til f.eks. THE SIXTH SENSE og THE OTHERS.
TERROR Helt vildt ujævn engelsk gyser fra Norman J. Warren, der serverer en bizar ret med ingredienser fra både Hammer-film og Dario Argento-horror. Vi får nogle interessante dødsscener, hvor især den besatte og blodtørstige filmstrimmel er et kreativt indslag. Men manuskriptet virker som noget, der lige har været en tur gennem en makulator og så er blevet sat tilfældigt sammen igen. En oplevelse, men ikke nødvendigvis en stor oplevelse.
TO THE DEVIL A DAUGHTER Forfatteren Dennis Wheatley var så begejstret for Hammer-filmatiseringen THE DEVIL RIDES OUT, at han gav filmselskabet lov til at kaste sig over endnu en af hans bøger. Det blev så til dette forfærdelige nonsens. Der gøres et lille forsøg på at hæve filmen til at være en moderne okkult thriller, og det er herligt at se udenlandske locations for en gangs skyld i en Hammer-film. Men det er en omgang vrøvl, der fiser ud i en af genrens dummeste slutscener. Men det hjælper da lidt på oplevelsen, at Nastassja Kinski smider tøjet.
ZOMBIELAND Ujævn komedie med mange gode indfald og energiske skuespillere, men hver anden joke falder til jorden som en sæk gamle indvolde. Jesse Eisenberg er rigtig god som den neurotiske nørd, mens Woody Harrelson er sit sædvanlige overgearede jeg. Plottet er dog for tyndt og manuskriptet kunne sagtens have tålt et par gennemskrivninger mere. Når en film kan fucke en Bill Murray-cameo op, så er der noget galt. OK, men absolut ikke fantastisk.

Læs også...
50 hug med øksen
25 slag med kødhammeren
25 snit med slagterkniven
13 stød med strømpistolen
25 søm i ligkisten

FEAR ITSELF kommer på dansk dvd

TV-serien FEAR ITSELF, der var tænkt som en slags afløser for MASTERS OF HORROR, nåede kun at blive lavet i en enkelt sæson - og det var endda ikke alle 13 episoder, der blev vist på den amerikanske TV-station NBC. Siden er serien blevet samlet i en dvd-box og overraskende nok kommer den også i en dansk udgave.

Det er Universal, der står bag, og boxen udkommer den 12. oktober. Blandt instruktørerne kan nævnes Breck Eisner, Ronny Yu, John Landis, Stuart Gordon og Darren Lynn Bousman. Den officielle præsentation af serien fra Universal lyder således: "FEAR ITSELF er en tankevækkende tv-serie på 13 afsnit. En spændings- og skrækserie, der flytter grænserne for denne klassiske genre, med et væld af provokerende kunstnere både foran og bag ved kameraet".