lørdag den 30. juni 2012

Fristende tysk dvd-forside

Jeg faldt over denne herlige dvd-forside på tysk Amazon. Alene titlen er jo guld værd: DRACULA - IMMER BEI ANBRUCH DER NACHT. Designet er også flot, så det er meget fristende at bestille den hjem... hvis det ikke lige var fordi, jeg havde filmen i forvejen. Bag den tyske titel gemmer sig den amerikanske THE VAMPIRE fra 1957, instrueret af Paul Landres. Han lavede også THE RETURN OF DRACULA fra 1958 og jeg har den amerikanske Midnite Movies-dvd med begge film på.

Skræmmende smartphone

Det er en rolig dag i dag, så det bliver nok ikke til de vilde indlæg med nyt fra skrækkens verden. Men jeg har lige ændret designet på smartphone-udgaven af bloggen, så den mere ligner det, du kender fra computeren. Håber, at det er læseligt. Her er et hurtigt skud fra min iPhone. Det er ikke fordi, at bloggen får så mange besøg fra smartphones, men det gør jo ikke noget, at det ser lidt cool ud, når man kigger fordi.

fredag den 29. juni 2012

Hvis du ikke kan få nok af THE WALKING DEAD...

...så skulle du måske overveje et abonnement på det officielle blad. Det første nummer udkommer den 23. oktober fra Titan Magazines og Skybound og vil være på 100 sider. Bladet kommer til at handle om både TV-serien og tegneserien og formentlig de mange andre platforme, som de levende døde har erobret. THE WALKING DEAD, THE OFFICIAL MAGAZINE skal udkomme én gang i kvartalet.

Universal-monstre får en digital makeover

Der er noget helt særligt ved at se de gode, gamle Universal-gysere, hvor de knitrende sort/hvide billeder med til at skabe en unik stemning. Men det bliver der vendt og ned på, når Universal i USA den 2. oktober udgiver otte af deres klassiske skrækfilm på Blu-ray. Der vil nemlig være tale om digitalt restaurerede versioner, hvor man har kælet for både lyd og billede.

Boxen kommer til at indeholde DRACULA, FRANKENSTEIN, THE MUMMY, THE INVISIBLE MAN, BRIDE OF FRANKENSTEIN, THE WOLFMAN, THE PHANTOM OF THE OPERA og CREATURE FROM THE BLACK LAGOON. Hertil kommer en masse ekstramateriale samt en 48 siders bog. Man får også den spansk-sprogede udgave af DRACULA-filmen med samt en 3-D-udgave af CREATURE FROM THE BLACK LAGOON. Kilde: Daily Dead

Full Moon går Blu-ray-amok

Så er der godt nyt til fans af Full Moon-studiet og filmene fra Charles Band og hans slæng. Nu rykker de nemlig for alvor ud på Blu Ray-markedet - og det uden at glemme folk, der stadig ikke er hoppet på den blå bølge. SUBSPECIES (det er den med danske Anders Hove) og PUPPET MASTER er allerede ude på Blu-ray i USA, men den 18. september slår man til med de tre første PUPPET MASTER-film - både på Blu-ray og dvd. Man kan også købe pakker med alle tre film. Senere følger endnu flere titler. Spændende. Kilde: Dread Central

tirsdag den 26. juni 2012

Vampirella møder Barnabas Collins og Dracula

FANGORIA kan fortælle, at Dynamite Entertainment til august lancerer et tegneseriehæfte, hvor Vampirella skal møde Barnabas Collins; altså ham fra DARK SHADOWS. Der kommer fem numre i alt i den serie. Sjov ide. Men nu kiggede jeg lige på Dynamites hjemmeside og så, at de blandt deres nye VAMPIRELLA-hæfter også har lavet en mini-serie, hvor verdens mest sexede vampyr møder selveste Dracula. Til august kommer en trade paperback, der samler de seks numre med VAMPIRELLA VS. DRACULA. Ikke tosset...

mandag den 25. juni 2012

LOVE AT FIRST BITE på cd

Det her er en sjov udgivelse. I mange år har filmmusik-fans efterspurgt Charles Bernsteins score til vampyr-komedien LOVE AT FIRST BITE fra 1979. Det er den med George Hamilton. Nu kan man endelig købe soundtracket takket være Intrada.

fredag den 22. juni 2012

Njutafilms udgiver H.P. Lovecraft-film

Jeg har desværre ikke set THE CALL OF CTHULHU; den filmudgave som H.P. Lovecraft Historical Society lavede i 2005 - den skulle ellers være fremragende. Nu har de lavet endnu en film, nemlig THE WHISPERER IN DARKNESS, der efter sigende er mindst lige så god. Bare 350.000 dollar har den kostet at producere. Filmen er lavet i 30'er-stil, hvilket er meget passende, når det nu er en Lovecraft-historie, man har med at gøre. THE WHISPERER IN DARKNESS udkommer på dvd fra svenske Nujtafilms den 5. september.

torsdag den 21. juni 2012

Et kig på hylderne

Der er formentlig lige så mange måder at organisere sin samling på, som der er filmsamlere. Her er et udsnit af mine egne hylder, hvor jeg har noget Dario Argento og Lucio Fulci stående ved siden af Hammer-filmene, Cormans Poe-film, Arrow Video-udgivelser og asiatiske gys. Det er ikke nødvendigvis logisk (der står f.eks. både en Argento- og en Fulci-film blandt Arrow-dvd'erne), men det fungerer.

onsdag den 20. juni 2012

Der er dårlige gysere... og så er der rigtig dårlige gysere. Her er en af dem

Arghhh, jeg har lige set NUDE FOR SATAN!
Hold da op... hvor skal man være en tålmodigt menneske, når man er horror-fan. Det er langt fra alle de film, vi ser, der er gode, men af og til støder man på en gyser, der er så enestående elendig, at det næsten ikke er til at holde ud. Sådan én har jeg lige set, nemlig Luigi Batzellas NUDA PER SATANA eller NUDE FOR SATAN. Det er en italiensk erotisk skrækfilm fra 1974 - eller porno-gyser om man vil, da dvd-udgaven fra Another World Entertainment er den lange XXX-version.

Det redder dog ikke dette forfærdelige misk-mask, der ikke har skyggen af et plot, er elendigt filmet og klippet, har det værste soundtrack, man kan forestille sig, og er overrendt med skuespillere, der er blottet for talent (bortset fra de talenter, der vises frem i de erotiske scener). Og så får vi en kunstig kæmpe-edderkop, der formentlig er skabt af en af filmholdets unger henne i børnehaven. Du godeste! Men nu har jeg altså set NUDA PER SATANA, som jeg kom igennem uden at spole - men jeg fik da lige tjekket lidt e-mails undervejs og kigget på mine seneste Wordfeud-spil.

tirsdag den 19. juni 2012

THE WALKING DEAD nærmer sig nr. 100

I næste måned udkommer nr. 100 af THE WALKING DEAD, Robert Kirkmans grotesk populære zombie-tegneserie. Det er selvfølgelig noget af en begivenhed, som Image Comics gør en del ud af. Hæftet udkommer med et hav af forskellige forsider, så der er noget for samlere og fans at slå kløerne i. Og meget tyder på, at det bliver en af de bedst sælgende hæfter nogensinde. Der er i hvert fald forudbestilt 300.000 eksemplarer, så det er ganske vildt. Kilde: Bleeding Cool

mandag den 18. juni 2012

THE WOMAN IN BLACK skal spøge endnu mere

Jeg har netop bestilt THE WOMAN IN BLACK, der er udkommet på dvd i England i dag. Hammer-studierne er allerede i gang med en sequel, THE WOMAN IN BLACK: ANGELS OF DEATH, men det er ikke sikkert, at det slutter her. Hammer-chefen Simon Oakes afslørede ved en screening af den første film forleden, at flere fortsættelser kan være i støbeskeen. "Plans are afoot", sagde han til Bleeding Cool.

søndag den 17. juni 2012

Skræmmende oprydning

Jeg rydder op i mine film i dag og prøver at få lidt mere plads på hylderne. Lidt træls opgave, men det bliver godt at få styr på det hele.

Der er ikke noget som et billigt gys

Jeg faldt lige over disse fire forsider på nettet. BILLIGE GYS udkom fra forlaget Interpresse i årene 1982 til 1985 med et nummer pr. år. Hæfterne var på 100 sider og indholdet kom fra DC-blade som THE HOUSE OF MYSTERY. Jeg købte BILLIGE GYS-hæfterne, da de udkom, men har for længst sendt dem videre i systemet. Til gengæld har jeg alle de genoptryk, som DC Comics indtil nu har lavet af deres gamle skræk-hæfter. Der er herlige sager.

lørdag den 16. juni 2012

Dinohajen går til angreb

Der har tidligere været en dinohaj i den Roger Corman-producerede DINOSHARK. Nu kommer så endnu en variant, nemlig JURASSIC SHARK. Den er instrueret af Brett Kelly og filmen ligner alle de andre billige dyregysere, der bliver produceret i disse år. Man må så sige, at den engelske dvd-markedsføring minder om noget, vi har set før. Hvor er det nu, at det logo stammer fra? Hmm... JURASSIC SHARK udkommer den 9. juli fra Kaleidoscope Home Entertainment.

torsdag den 14. juni 2012

CHERNOBYL DIARIES på svensk

Forleden kunne jeg læse på Kino.dk, at CHERNOBYL DIARIES alligevel ikke ville få premiere i de danske biografer. Nå da da... I dag bladrede jeg så igennem nogle svenske aviser. Her var der store biograf-annnoncer for CHERNOBYL DIARIES. Filmen har kørt hinsidan i en uges tid nu. Jamen dog, der er åbenbart forskel på folk ... eller lande.

onsdag den 13. juni 2012

En tur i fanzine-tidsmaskinen

Jeg har med stor fornøjelse læst nr. 1 af SICK IN THE HEAD! - det nye danske horror-fanzine fra Peter Ryberg Larsen. Det er herligt at se et fanzine igen i disse tider, hvor det er blevet så nemt at lave hjemmesider og blogs. Men Peter går imod strømmen og har udgivet et rigtigt blad - og det endda i et yderst skummelt og flot layout. Måske bliver det lige meget nok med de kulsorte sider og den hvide tekst, men det passer jo godt til emnet. Jeg nød især at læse Peters Top 10-liste, artiklen om hardboxes og interviewet med supersamleren Miz Pol, mens jeg skøjtede lidt hurtigt hen over anmeldelserne. Men samlet set er SICK IN THE HEAD! en fantastisk tur i tidsmaskinen - tilbage til de "gode gamle dage",  hvor der blev udgivet mange fanzines i Danmark.

I sin tid lavede jeg selv bl.a. EVIL MAIL og PHENOMENA, men der har været mange andre spændende titler. Jeg kan i flæng nævne NOSFERATU, TWO-ZONE, ARCANA, INFERNO, BLOODY DARLINGS, DARKLANDS, SOMETHING WEIRD, MONDO FRANKO, ABSURD, STAY SICK og OBSKURIØST. De fleste kom i meget små oplag og er næsten umulige at opdrive i dag. Jeg har stadig et par håndfulde liggende af nogle af dem, men dog ikke så mange som før. Men som sagt er det herligt, at Peter Ryberg Larsen med sit SICK IN THE HEAD har sat gang i de nostalgiske tanker.

Universals monstre går amok i nyt spil

Kunne du tænke dig at spille et online-spil med Dracula, Frankensteins monster, varulven og uhyret fra den sorte lagune? Så var det måske noget at prøve Universal Monsters Online fra selskabet Bigpoint. Her slippes Universals klassiske monstre løs i en Multiplayer Online Battle Arena (eller MOBA) direkte i din browser. Spillet er tilsyneladende klar i en beta-udgave nu. Du kan læse meget mere på den officielle hjemmeside. Kilde: Dread Central

tirsdag den 12. juni 2012

LEGO bygger et hjemsøgt hus

Måske skulle man begynde at samle på LEGO. En af deres nye serier hedder Monster Fighters, hvor det vrimler med vampyrer, varulve og zombier. Der er allerede kommet flere æsker i serien, men i sensommeren suppleres der med et fantastisk flot hjemsøgt hus i tre etager. Wow. I denne herlige video fortæller designeren Adam om sin fascination for gamle skrækfilm og han tager os med på en rundtur i huset. Jeg ved faktisk ikke om Monster Fighters-æskerne også bliver solgt i Danmark, men ellers er det jo bare med at bestille hjem fra udlandet. Man skal dog være parat til at slippe et beløb på den smertefulde side af 1000 kroner for at få fingre i huset (prisen varierer alt efter hvor man køber det). Kilde: Dread Central

mandag den 11. juni 2012

Dagens forside-fund på nettet: R.L. Stine skriver om meget uhyggelige havenisser

Det her er godt nok creepy - også selv om det er en bog for børn. R.L. Stines GOOSEBUMPS MOST WANTED: PLANET OF THE LAWN GNOMES udkommer i USA den 1. oktober på forlaget Scholastic.

lørdag den 9. juni 2012

Njutafilms udgiver Wes Cravens THE SERPENT AND THE RAINBOW på dvd

Jeg har aldrig brudt mig om plakaten til Wes Cravens fine THE SERPENT AND THE RAINBOW. Den ser sjusket og tilfældig ud. Ikke at jeg kan pege på en anden måde, de skulle have løst opgaven på - det er trods alt en gyser, der ikke helt ligner de andre. Plakaten har dannet grundlag for diverse video- og dvd-forsider gennem årene - også den danske dvd, der endda er prydet med den tåbelige titel I GRAVENS DYBE STILLE RO. Ak ja, det må have været en erhvervspraktikant, de lige havde inde den dag, filmselskabet skulle finde på en dansk titel.

I begyndelsen af næste måned udgiver svenske Njutafilms så THE SERPENT AND THE RAINBOW på dvd. Motivet er stadig det samme, selv om der er ændret lidt på beskæringen og der er skruet op for farverne. Men i det mindste er det den originale titel, der står på forsiden.

fredag den 8. juni 2012

Skræk og Rædsel fylder seks år i dag

Måske er det med blogs som med børn; pludselig er de blevet store og man kan slet ikke forstå, hvor tiden er blevet af. I dag er det seks år siden, jeg lancerede Skræk og Rædsel. Det er lidt en overdrivelse at hævde, at det føles som om, det var i går - men seks år i blog-land! Hold da op! Det er lidt vildt.

Tid er altid en faktor, når man har med fan-projekter som dette at gøre - og de seneste par måneder har jeg ikke haft så meget overskud til at blogge. Men tingene er stille og roligt ved at ændre sig til det bedre, og derfor håber jeg, at det også kan blive til nogle flere indlæg her på Skræk og Rædsel.

Heldigvis har jeg alle jer trofaste læsere, der jævnligt kigger forbi. Mange tak for det. Siden bloggens fem års fødselsdag er besøgstallet dalet en anelse, men jeg kan på ingen måde klage. Det seneste års tid er det blevet til omkring 110.000 besøg, godt 58.000 unikke besøgende og ca. 180.000 sidevisninger. Et godkendt resultat må man sige.

Bloggens vanskabte lillebror trives stadig på Facebook. Siden har 275 "synes godt om", hvilket er ganske flot. Men der er altid plads til flere, så meld dig endelig under fanerne. Til gengæld har jeg haft noget teknisk bøvl med den widget, der viser de faste læsere via Google Friend Connect (dem er der 92 af). Så jeg har fjernet den her fra siden. Nu virker det som om, at Google dybest set hader Friend Connect - måske fordi de aldrig har fundet ud af, hvad den egentlig skal bruges til. Og jeg vil ikke tvinges over i Google+ på den konto.

Anyway, hvis man har en Blogger-profil, så kan man stadig være fast læser, så funktionaliteten er ikke forsvundet. Ellers kan man jo bare smide Skræk og Rædsel i sin RSS-læser, hvis man vil være sikker på ikke at gå glip af noget (ifølge Google har 112 af jer valgt følge med på den måde) - eller kig fordi bloggen med jævne mellemrum!

Jeg kan ikke sige så meget om hvilke ting, jeg planlægger til bloggen. Har stadig en stak horror-dokumentarer, jeg skal have set igennem, og så skal jeg have opdateret listen over Another World Entertainments gyser-udgivelser. De ugentlige opdateringer over nye dvd-gys på det danske marked kommer I til at leve uden - jeg kan ikke nå at lave dem. Men ellers tager jeg tingene fra dag til dag - der skal nok komme spændende og skræmmende indlæg på bloggen. Det er jo gået meget godt i seks år.

torsdag den 7. juni 2012

Pas på de hjemsøgte violiner, spejle, dukker og andre ting og sager i dit hjem

Jeg var lige inde på amerikansk Amazons hjemmeside for at tjekke, hvornår næste bind af THE WALKING DEAD-tegneserien udkommer. Blandt de mange forsider, der dukkede op efter min søgning, sprang denne i øjnene. Bogen har intet med THE WALKING DEAD at gøre (og nok heller ikke emnet for denne blog), men en så creepy forside skal altså lige præsenteres her.

HAUNTED OBJECTS: STORIES OF GHOSTS ON YOUR SHELF af Christopher Balzano og Tim Weisberg fortæller den tilsyneladende sande historie om hjemsøgte objekter, som folk har haft i deres hjem. Her taler vi om stole, violiner, spejle, dukker, ringe og meget andet. Det lyder lidt specielt, men måske kan den bruges som inspiration af horror-forfattere - og eller bare læses, hvis man har en interesse for det overnaturlige og ikke kan få nok af at se GHOST LAB og den slags programmer i TV. Bogen udkommer den 2. juli på forlaget Krause Publications.

onsdag den 6. juni 2012

De to sidste Sookie Stackhouse-romaner udkommer på dansk til næste år

Der er nu udkommet 11 Sookie Stackhouse-bøger her i landet.
Hvis du synes, at din stak af Sookie Stackhouse/TRUE BLOOD-bøger gerne måtte være lidt større, så er her en god nyhed. Forlaget Lindhardt og Ringhof planlægger nemlig at udgive de to sidste bøger i serien på dansk. Det drejer sig om bind 12, DEADLOCKED, og den kommende nr. 13, DEAD EVER AFTER, der udkommer i USA til maj næste år. Indtil videre angives den danske udgivelsesdato til at være 1. kvartal 2013/foråret med den mulighed, at bind 13 udkommer på dansk nogenlunde på samme tid som den amerikanske.

Charlaine Harris har også skrevet en stribe noveller i sit Sookie Stackhouse-univers, hvoraf en håndfuld af dem er blevet samlet i bogen A TOUCH OF DEAD. Den har Lindhardt og Ringhof umiddelbart ingen planer om at udgive på dansk.

Ray Bradbury er død

En af den fantastiske genres giganter har forladt denne jord. Den amerikanske forfatter Ray Bradbury døde i går i Los Angeles, 91 år gammel. For de fleste er Bradbury nok kendt som science fiction-forfatter, men han skrev også en stribe fænomenale horror-noveller. Mange af disse blev samlet i DARK CARNIVAL af det legendariske forlag Arkham House i 1947.

Både EC Comics og Hollywood var glade for Bradburys historier og blandt de mest kendte af filmatiseringerne er nok SOMETHING WICKED THIS WAY COMES (selv om det ikke er den mest vellykkede af dem). Bradbury var kendt for at skrive helt uden disposition eller planlægning - helst i en tilstand, hvor han bagefter kunne blive overrasket over det, der stod på papiret. Det er måske ikke så underligt, at hans historier er så intense. Ray Bradbury vil blive savnet.

Sejt rygte: PHANTASM 5 er på vej

Dagens sejeste nyhed/rygte kommer fra Dread Central, der har opsnappet, at PHANTASM 5 er på vej. Wow! Efter sigende er manuskriptet skrevet færdig og optagelserne skulle begynde senere i år. Rygtet fortæller ikke om det endnu engang er Don Coscarelli, der står bag kameraet (men mon ikke vi skal gå ud fra, at det er - PHANTASM-filmene er trods alt hans baby). Det skal også blive spændende at se om den nu 85-årige Angus Scrimm vender tilbage til rollen som The Tall Man.

tirsdag den 5. juni 2012

Møgfilm i lækker indpakning

Hvad man ikke gør for at sælge en film. Her er det Dario Argentos IL FANTASMA DELL'OPERA, der har fået en lækker indpakning af svenske Studio S Entertainment. Men det bliver denne møgfilm altså ikke bedre af. Dvd'en er på gaden den 25. juli.

mandag den 4. juni 2012

SCREAM som TV-serie? Hmmm... Er det en ide, du skriger af glæde over?

TVLine kan fortælle, at MTV arbejder på at udvikle en ugentlig TV-serie baseret på Wes Craven og Kevin Williamsons SCREAM-film. Nu er det ikke til at vide om de herrer får noget med projektet at gøre, og man leder åbenbart efter en manuskriptforfatter til pilotafsnittet. Hvad skal man sige til den ide? Tja, det kan måske blive meget godt - det kan også blive aldeles forfærdeligt.

Hvad synes du? Vil du gerne se en SCREAM-TV-serie? Eller er der andre gysere, der i højere grad fortjener at blive forvandlet til noget, man kan nyde én gang om ugen?

søndag den 3. juni 2012

PIRANHA 3DD bliver flænset i de amerikanske biografer... men det er vist med vilje

John Gulagers PIRANHA 3DD har haft premiere i de amerikanske biografer i denne weekend, og man kan vist roligt sige, at filmen er blevet flænset af konkurrenterne. Ifølge de foreløbige opgørelser er filmen havnet på en 22.-plads på hitlisten med en omsætning på sølle 179.000 dollar. Til sammenligning omsatte Tim Burtons DARK SHADOWS for godt 3,9 millioner dollar - og den har været på markedet i fire uger.

Der er dog mening med galskaben; hvis man altså skal tro filmselskabet. PIRANHA 3DD har nemlig også fået premiere som Video on Demand på alskens platforme i denne weekend. Så folk kan bare sidde hjemme ved sig selv og se den. Det er åbenbart det nye sort indenfor markedsføring af film. PIRANHA 3DD har kun fået premiere i 86 biografer, men det er selvfølgelig med til at skabe lidt opmærksomhed med anmeldelser og den slags - og så slipper publikum for at bevæge sig udenfor deres hjem for at se de spritnye film. Hmm...

PIRANHA 3DD får en "god, gammeldags biografpremiere" her i landet den 14. juni. Kilde: Box Office Mojo

SUPERNATURAL TALES: 16 nye danske gys

Under årets CPH PIX fandt den fjerde udgave af kortfilms-konkurrencen Movie Battle sted. Konkurrencen kørte første gang i 2004, hvor en lejlighed i Hvidovre dannede rammen om arrangementet. Siden er Movie Battle vokset i omfang og årets udgave blev holdt i Palads-biografen i København. Temaet var "supernatural horror".

Ni af kortfilmene kom med i selve konkurrencen, hvor det endte med, at Esben Halfdan Blaakildes OUTPOST vandt jury- og publikumsprisen, mens Mads Riisom og Christina Bech fra SUCCUBUS delte prisen for bedste skuespiller. Siden har Another World Entertainment så udsendt en flot dobbelt-dvd, hvor filmene er med - også mange af, der ikke kom igennem nåleøjet. Den byder på mange timers horror-underholdning fra den danske film-undergrund. 

Disc nr. 1: De kom med i konkurrencen:

EMMA (instruktør: Philip Th. Pedersen) 
Parret Sofie (Maja Muhlack) og Frank (Danny Thykær) og deres datter Emma (Sofia Lever) skal i sommerhus i Norge med deres gamle gymnasieven Bastian (David Sakurai) og hans kæreste Katja (Kristina Korsholm). Da de ankommer, bliver de smidt væk af husets mystiske ejer (Ole Kristian Thomassen). De bryder ind og overnatter alligevel, men husets originale beboere vil sørge for, at de aldrig forlader stedet igen…

EMMA er et ambitiøst projekt med masser af medvirkende og en historie, der har pænt med tyngde, Men filmen trækkes ned af de sløje skuespilpræstationer og den alt for mekaniske klipning, der ikke giver rum til, at historien kan folde sig ud. Man vil så meget, men man kan bare ikke. Replikkerne virker mere og mere kiksede og EMMA ender med at være mere en stiløvelse end et nervepirrende drama. Men der er et par gode chok undervejs.

SUCCUBUS (instruktør: Martin Vrede Nielsen)
En mand har givet op på livet og forsøger at drukne livets ligegyldighed med alkohol og stoffer. En nat møder han en dragende kvinde, som forsøger at genvække hans lyst til livet, men hun lader også til at have skjulte motiver.

Denne film er intens som ind i helvede med en historie, hvor der er en masse på spil - og hvor tingene bliver forløst på en elegant måde. Dialogen virker en smule kluntet i starten, men så begynder replikkerne for alvor at bide sig fast og får deres helt eget liv - og skuespillerne (Mads Riisom og Christina Bech) giver ekstremt meget af sig selv. Uhyggen er underspillet, men det fungerer virkelig godt. Absolut en perle.

OUTPOST (instruktør: Esben Halfdan Blaakilde)
Året er 1991. En ensom soldat bevogter et tårn i udkanten af Sovjetunionen, da han får besked om, at unionen er brudt sammen og at han derfor kan vende hjem. Han skal dog sørge for at destruere alt hemmeligt materiale i tårnet. Men ikke alle hemmeligheder kan gemmes væk.

Dette er en teknisk set vildt imponerende film med nogle helt fantastiske kameravinkler og masser af dynamik. Især er scenerne, hvor den stakkels soldat mærker konsekvenserne af tårnets militære hemmeligheder, ganske fænomenale. Her er det tydeligt at se, at Sam Raimi ikke har levet forgæves. Men historien vil alt for lidt, og det hele ender med at være lidt af en gimmick.

DEN GYLDNE REGEL (instruktør: Jack Hansen)
Det virker som en ganske almindelig date for Tommy. Men i løbet af aftenen må Tommy gennemleve sine værste mareridt. Spørgsmålet er; vil han slippe levende fra de mange rædsler.

Der er ikke mange originale øjeblikke i denne håbløse film, der er et sløjt opkog af scener fra de seneste 30 års gysere (kopien af spejl-joken fra EVIL DEAD II er der, hvor Jack Hansen kaster alt overbord, giver op og signalerer, at han egentlig ikke har noget at fortælle). Sejt nok, at Dennis Haladyn lægger krop til næsten hvad som helst som en anden Bruce Campbell - men samlet set er der for meget amatør-projekt over denne her.

THE MAN WHO DIED (N.C. Sixhøj Sørensen og Rune Midtgaard Vistisen)
Den ældre mand Vest er fanget i ensomhed og trivielle gøremål, da der en dag ankommer en uventet kasse uden afsender til hans hoveddør. Kassens indhold viser sig at lappe hullet i hans hjerte, men tidens tand er for alvor ved at sætte sine dybe aftryk på hans helbred. De store spørgsmål bliver gældende: Hvor længe vil han overleve? Og hvor langt er han villig til at gå for den store kærlighed.

Man skal være lidt modig for at lade scener trække ud og for at bruge gentagelser, men hvis man tilsætter så megen stemning, som vi ser i THE MAN WHO DIED, så kan man nå langt. Det er en lille film, men den er det på den gode måde - frækt lavet i sort/hvid. Og så har hovedrolle-indehaveren Ole Birch et fantastisk ansigt.

ANSIGTET (instruktør: Svend Ploug Johansen)
Hun er ung, smuk og forelsket. Pludselig står en mørk skikkelse foran hende. Dagen er kommet, hvor Døden viser sit sande ansigt.

Flot udført skæbnefortælling, der rent teknisk er helt sublim. Foto, klipning og musik er i topklasse og alt går op i en højere enhed. Og så det det bare så cool, at Døden er skildret helt efter bogen med en sort dragt og en drabelig le. Historien har dog for få overraskelser og Danny Thykær har bare ikke gennemslagskraft nok. Det trækker lidt ned i en ellers imponerende og meget lækker produktion.

REX INFERNO (instruktør: Kasper Juhl)
To studerende, Marcus og Daniel, laver en film ude i skoven. De er på jagt efter overnaturlige fænomener, men de har tænkt sig at snyde ved at føje special effects til deres film. Men da de møder mystiske personer ude i skoven, tager projektet en dramatisk drejning.

THE BLAIR WITCH PROJECT har tydeligvis været en stor inspirationskilde til denne meget amatøragtige film, der rent teknisk er den sløjeste af dem alle på denne dvd. Der er masser af energi og splatter (endda i sort/hvid), men REX INFERNO er alt for sjusket og den fungerer bare ikke.

KISSING THE BRIDE (instruktør: Martin Andersen)
En rejsende kører forbi en hvidklædt brud midt på den mørke landevej. Træt og kaffetørstig får han i et cafeteria i nærheden fortalt en vandrehistorie, og det lokker ham ind på Twin Highway Hotel, hvor det siges, at den hvidklædte brud hjemsøger et af værelserne.

Endnu engang er der dømt skæbnefortælling i denne sorthumoristiske historie om en mand, der tjekker ind på det forkerte hotelværelse. Ambitionsniveauet er højt og det er sjovt, at man har flyttet handlingen til Tyskland. Uhygge er der så ikke meget af, da historien kører helt efter skabelonen, og det bliver irriterende, at sproget er skoleengelsk. Men herligt, at vi her har at gøre med nogle filmskabere, der ikke er bange for de store armbevægelser.

IBLIS: PROMETHEUS (instruktør: Solkongen)
IBLIS: PROMETHEUS er en dødbringende blanding af sex, vold og religion. En angstfremkaldende fortælling om et menneske, der vender Gud ryggen, og efterfølgende må kæmpe mod både engle og dæmoner for at redde sin sjæl.

Alt smides ind i denne vanvittige film, der vender og ned på vores forventninger til et dansk horror-projekt. Manuskriptet er meget på syre, men man er godt underholdt i det kvarters tid, IBLIS: PROMETHEUS varer. Man bliver ikke klogere på noget som helst, og filmen har hverken en pointe eller et dybere budskab. Det er ren overflade. Men en flot en af slagsen. De jammerlige replikker på engelsk trækker ned i bedømmelsen.

Disc nr. 2: De kom ikke med i konkurrencen:
 
NO GOOD DEED (instruktør: Sohail A. Hassan)
To betjente kommer efter en glad aften i byen forbi et hus, hvor døren står åben. Den ene af dem vil undersøge sagen, mens den anden ikke er meget for det. Han bliver dog overtalt. Betjentene bemærker først en ulækker lugt, men det skal hurtigt blive meget værre.

Tempoet er hæsblæsende i denne action-gyser, der med vilde billeder, seje stunts og et hårdtpumpet score fortæller historien om to politifolk, der måske skulle være gået lige hjem fra deres druktur. De to skuespillere fungerer ret godt, selv om der er lidt for meget Quentin Tarantino over deres engelske replikker. Vi skal forestille os, at dette foregår i USA, hvilket de danske locations så ikke lige hjælper med til. Men det gør ikke så meget, for dette er ganske god underholdning - og monstrene er cool.

318 (instruktør: Nicklas Thoft Jensen)
I en bygning i Pittsburgh, Pennsylvania, finder viceværten et tomt kælderrum. Han kan ikke finde finde ud af hvem, der ejer rummet - men det indeholder tydeligvis noget mystisk.

Endnu en gang skal vi forestille os, at vi er i USA, men vi er nok nærmere i en kælder i Jylland. Der er dog masser af snigende uhygge i Nicklas Thoft Jensens hæderlige lille film. Billeder, klipning og musik er i top og Gert Rasmussen virker troværdig i hovedrollen. Slutningen er dog lidt letkøbt og så er det helt gak, at rulleteksterne er lavet i grindhouse-stil. Kill your darlings, små venner, kill your darlings!

SUCCUBUS (instruktør: Kim Sønderholm)
Den unge arkæolog Emma gør en meget usædvanlig opdagelse under en udgravning i Syrien.

Den anden film i stakken med titlen SUCCUBUS er slet ikke på højde med den første. Kim Sønderholm har ellers erfaring fra en bunke genre-produktioner, men det ser man ikke meget til her. Historien er en sløj omgang og de dårlige engelske replikker skærer i ørerne. Vi får dog et fint monster-makeup, men alt i alt er der bare for lidt dynamik over denne film.

MORS DAG (instruktør: Jonas Kvist Jensen)
En ung mor er for sent på den, da hun skal hente sin datter i SFO'en. Det gør ikke tingene lettere, at det vrimler med zombier overalt.

Så er der ellers dømt zombie-action i provinsen. Det er sjovt at se de levende døde stavre rundt i Danmark, selv om statisterne ikke helt har styr på, hvordan film-zombier plejer at bevæge sig, Men ellers får vi masser af splatter og gang i den. Filmen kan ikke helt finde tonen og man bliver lidt i tvivl om dette er en komedie eller ej. En strammere klipning ville også have hjulpet. Men ellers en god lille film.

BLODRUS (instruktør: Mads Liljendahl)
Den unge vampyr Kia jager om natten sammen med sin partner Vincent. De er drevet af blodtørst, men det, der skulle have været et rutine-overfald på et nyt offer, viser sig at rumme en del overraskelser.

Vampyrer ser vi ikke meget til i dansk film, men her er et par stykker af slagsen - og det er endda nogle med mere eller mindre dårlig samvittighed over, at de er nødt til at slå mennesker ihjel. Der eksperimenteres med lækre sort/hvide billeder og makeup-effekterne er helt i orden. Desværre er BLODRUS alt for kort til den historie, der fortælles, og filmen virker mere som en skitse eller et pilotprojekt.

TRANSLUCENT (instruktør: Casper Gätke)
Martin har mistet alt her i livet. Han plages af stemmer og hallucinationer, og han forsøger desperat at finde en forklaring på alt det underlige, der sker.

Denne film er en forfærdelig rodebutik. Genre-mæssigt er det vist nok en action-gyser, men det hele er så tilfældigt klasket sammen, at det er helt umuligt at engagere sig i historien. Lyden og kameraarbejdet er under standard, og så virker det kikset, at det meste af filmen er på engelsk, selv om vi også får nogle danske replikker.

DEN LILLE ENGEL (instruktør: Hector Mauricio Vegas)
En lille engel er klar til at flyve til himlen, men...

En pudsig lille film, der er holdt i en bevidst gammeldags stil. Historien er ikke det vilde, men det er interessant med et projekt, der er så anderledes i forhold til de andre Movie Battle-film. Den har dog mere stemning end egentlige gys.

...og den samlede bedømmelse:

Denne fantastiske dobbelt-dvd fra Another World Entertainment viser, at det vrimler med horror-talenter i Danmark. Jeg er meget imponeret over den tekniske kvalitet i disse film, der byder på flotte billeder, god klipning og forbløffende varieret og effektiv underlægningsmusik. Desværre halter det en del med person-instruktionen og manuskripterne kunne snildt være bedre. Samtidig kniber det med at skabe reel uhygge. Det er ikke nok at kunne sin Sam Raimi eller Lucio Fulci - en god skrækfilm bør have mere skræk end det ses i disse produktioner.

Det er umuligt at spå om, hvorvidt vi en dag ser et af talenterne bag Movie Battle-projekterne som instruktør på en rigtig dansk skrækfilm i biograferne, men man har da lov at håbe. Der er i hvert fald masser af energi og kærlighed til genren i disse små film - og en dag bliver det forhåbentlig til noget større. Man kunne måske endda forestille sig, at nogle af alle disse instruktører slog pjalterne sammen med nogle af de mange fremragende horror-forfattere, der pibler frem i disse år.

Another World Entertainment skal have mange tak for denne flotte dvd-udgivelse, der også indeholder små biografier om alle de medvirkende instruktører samt en stribe trailere til nogle af instruktørernes andre produktioner.

fredag den 1. juni 2012

Scream Factory genopliver herlige horrorfilm

Man skulle næsten tro, at det amerikanske distributionsselskab Shout! Factory har kigget Arrow Video lidt over skulderen. I hvert må man sige, at deres nye label Scream Factory på samme lækre måde vil gøre klassisk horror tilgængelig for nye og gamle fans - og det både på dvd og Blu-ray. Blandt de mange titler, man kan glæde sig til, er HALLOWEEN II, HALLOWEEN III: SEASON OF THE WITCH, TERROR TRAIN, THEY LIVE, THE ISLAND, THE FUNHOUSE, PHANTASM II, DEADLY BLESSING og DEATH VALLEY.
Lige som med Arrow Videos udgivelser, så får man nytegnede forsider, vendbare covers og en del ekstramateriale. De to første film - HALLOWEEN II og HALLOWEEN III: SEASON OF THE WITCH udkommer den 18. september. Du kan læse mere på den officielle hjemmeside og selvfølgelig også følge med på Facebook. Kilde: Dread Central