HOUSE-serien får den store renovering

Jeg kan ikke huske hvornår jeg så Steve Miners horror-komedie HOUSE for første gang, men det har været i en periode, hvor jeg var enten rastløs eller søvnløs. Klokken har været omkring 6 om morgenen, da jeg i sin tid smækkede VHS-båndet i maskinen og satte mig ned for at se filmen. Gemte vist 2'eren til dagen efter, men har ingen erindring om det var på samme tidlige tidspunkt, at jeg så den.

Husker dog, at jeg var ganske godt underholdt af HOUSE, mens HOUSE II: THE SECOND STORY efter min mening var en kende for letbenet. Siden udkom HOUSE III: THE HORROR SHOW (der i virkeligheden blot hed THE HORROR SHOW, men som i dele af verden blev markedsført som en HOUSE-film) samt HOUSE IV.

Jeg har dem alle stående på hylden i de danske dvd-udgaver fra On-Air-Video, men de har nok mest værdi for nostalgiske samlere. Smed dog lige den første film i afspilleren, og billedet ser nu ganske hæderligt ud på en stor fladskærm. Det er bestemt ikke alle de gamle On-Air-Video-udgivelser, der er lige pæne.

Men nu er hele bunken på vej fra Arrow Video i en limited edition med bunker af ekstramateriale og en 60 siders bog om hele HOUSE-fænomenet. Og boksen indeholder både dvd'er og Blu-rays. Absolut fristende på trods af filmenes svingende kvalitet. Udgivelsesdatoen er den 27. marts 2017.

Forrygende horror-aften i Cinemateket

Sådan ser man ud, når man har en god aften i biografen. I aftes var jeg i Cinemateket, hvor der blev disket op med et vidunderligt dobbelt-program ved et af de såkaldte Psych-Out!-arrangementer, nemlig Stuart Gordons FROM BEYOND og James M. Muros STREET TRASH. Temaet var på en måde "smeltende mand", men der er så meget mere på spil i disse to film, der begge har deres styrker og svagheder ... men for pokker hvor var det herligt at se dem på det store lærred.

De to film blev vist på 35mm, og begge kopier var meget flotte - ikke mindst STREET TRASH, hvor man virkelig kunne nyde de bizarre og kulørte special effects. En absolut perfekt aften i Cinemateket, og jeg er glad for, at jeg nu har oplevet Stuart Gordons to gennembruds-film, RE-ANIMATOR og FROM BEYOND, på 35mm. Wow! Arrangementet i aftes var meget velbesøgt, og der blev klappet, da rulleteksterne til STREET TRASH kørte over lærredet. Herligt. Efter sådan en biograf-tur kan man godt holde til et par dage mere med juletravlhed.

Støt din lokale horror-hjemmeside ... Dread Central beder sine fans om hjælp

Selv om horror-genren står stærkt i disse år, så går det ikke lige godt for alle medier, der dækker den skræmmende genre. Det legendariske blad FANGORIA har for eksempel stadig ikke fundet sig selv igen efter en lang krise, hvor redaktører har forladt kommandobroen og hvor der har været bøvl med tekniske dele af produktionen. Fysiske blade ser vi ikke noget til længere, og de digitale numre udkommer kun sporadisk.

Nu er det den store amerikanske horror-hjemmeside Dread Central, der beder sine fans om hjælp. Dread Central har eksisteret siden 2006, og drives bl.a. af Steve Barton, også kendt som Uncle Creepy. Selv om det tilsyneladende går fint med trafikken, så kommer der stadigt færre annonce-kroner ind. Og da hjemmesiden så vidt som muligt gerne vil bevare sin uafhængighed, så er det donationer fra sidens læsere, der bliver vejen frem.



For blot en enkelt dollar om måneden kan man støtte Dread Central, men der findes selvfølgelig også muligheden for at donere større beløb. I en meget personlig og gribende YouTube-video fortæller Steve Barton om projektet, der er døbt Help #SaveDreadCentral. Og så medvirker et hav af skuespillere og instruktører, der alle giver deres støtte. Her fornemmer man virkelig, at genren består af mennesker, der hjælper hinanden og holder sammen. Og så handler det om kærligheden til gyset.

Jeg har selv benyttet mig af en form for crowdfunding for en del år siden. Da jeg i 1989 startede horror-nyhedsbrevet EVIL MAIL (der blot bestod af et eller flere fotokopierede A4-ark), så opfordrede jeg folk til at sende mig frimærker, så jeg kunne sende flere eksemplarer ud. Her på bloggen har jeg aldrig haft annoncer - mest fordi de formentlig vil virke forstyrrende og så mange penge tror jeg heller ikke, der kommer hjem, når man bare er en lille horror-blog på dansk.

Jeg kunne selvfølgelig have en lille "giv en skærv, så jeg kan købe nogle flere gyserfilm"-knap her på siden, men så længe der ikke er minus på min lommepenge-konto, så giver det ikke rigtig mening. Men det giver mening at støtte en fremragende horror-hjemmeside som Dread Central, så fremover sender jeg hver måned en dollar til Steve Barton og de andre skribenter - det manglede da bare.

Hov, der var jo lige GÅSEHUD nr. 11

Jeg var inde i mit lokale antikvariat, og tog den hurtige rundtur blandt westerns, krimier, sci-fi- og fantasy-paperbacks samt børnebøgerne. Blandt sidstnævnte fandt jeg bind 11 i R.L. Stines GÅSEHUD-serie med titlen "Den forheksede maske". Da jeg for lidt over et år siden deltog i Collectors Market på Blodig Weekend-festivalen, havde jeg en lille håndfuld R.L. Stine-bøger med. De blev købt af en fan, der fortalte, at han havde samtlige GÅSEHUD-bøger, bortset fra nr. 11.

Det huskede jeg tilfældigvis, da jeg stod i antikvariatet, og slog derfor kløerne i bogen. Nu havde den pågældende fan i mellemtiden selv opstøvet "Den forheksede maske", men det er cool nok. Det er sjovt at have GÅSEHUD-bøger stående på hylden, og hvis jeg endnu engang deltager i Collectors Market, så skal jeg jo have nogle varer med. Det kunne måske være GÅSEHUD nr. 11.

I øvrigt var jeg for en uges tid siden inde i boghandel, hvor en mor og hendes søn kiggede på bøger. Han skulle for alvor i gang med at læse selv, og ekspedienten forslog et eller andet i en serie, jeg aldrig havde hørt om. Jeg tillod mig at foreslå GÅSEHUD og fortalte, at min datter havde slugt en hel masse af dem, da hun var yngre. Det vakte en smule interesse, men jeg tror, at det endte med at være første bind af en action-fantasy-serie, der blev købt. Men jeg prøvede da ...

Mere Skræk og Rædsel i radioen

For nogle uger siden besøgte jeg radio-programmet P1 EFTERMIDDAG for at tale om, hvordan man overlever zombie-apokalypsen. I går satte jeg mig så igen op på jernhesten for at sætte kurs mod DR Byen og det samme program. Denne gang var emnet julegysere, og undervejs kommer jeg ind på bl.a. SILENT NIGHT, DEADLY NIGHT, BLACK CHRISTMAS og KRAMPUS. Du kan høre indslaget lige her. OBS: Hvis du klikker på linket via en telefon, så er det ikke sikkert, at den hopper direkte til indslaget - du skal frem til 12:08.

Min to-do-liste er skræmmende tom ... så hvad skal jeg nu skrive om?

I disse dage er der lidt stille på Skræk og Rædsel-kontoret, men der har ellers været meget at se til. To-do-listen var på et tidspunkt ganske lang. Især kom årets CPH PIX-festival til at fylde en del på den ene eller den anden måde, og jeg skulle også lige nå ud på BogForum, fordi jeg havde fået en fribillet. Så var der lige tredje bind af FRYGT-FILERNE, som Jonas Wilmann havde givet mig - den skulle også have et par ord med på vejen. Endelig har jeg brugt nogle timer på en større artikel, men den er indtil videre lidt tys-tys.

Cinemateket byder på en del horror i december, så det skulle jeg lige have skrevet et par nyheder om. Og tingene skulle også plottes ind i Skræk og Rædsels horror-kalender, hvilket selvfølgelig også gjaldt det, der kørte på CPH PIX. Nu bliver horror-kalenderen aldrig komplet, og jeg har ingen fornemmelse af hvor mange, der bruger den, men jeg er nu selv glad for, at den er der. Så lever jeg fint med, at alverdens mærkværdige Halloween-arrangementer ikke kom med i den. Endelig har jeg fået ført min oversigt over Another World Entertainments gyser-udgivelser helt up-to-date.

Men nu to-do-listen altså tom, hvilket er fint. Jeg skylder ikke noget rundt omkring, så jeg kan skrive lige hvad jeg vil. Rent realistisk så bliver det nok ikke til det store her i december. Inden længe er vi inde i julemåneden, og den almindelige panik og travlhed begynder at brede sig alle steder ... og inden man får set sig om, så er det juleaften. Så jeg ser reelt frem mod januar, men selvfølgelig kommer tasterne ikke til at stå helt stille her på Skræk og Rædsel-kontoret.

Dagens horror-shopping

Der er virkelig ikke mange butikker, der har fysiske film stående på hylderne i markante mængder. Men i dag var jeg lige et smut i Bilka i Field's i Ørestaden. Her havde de mindst tre lange hylder samt en håndfuld pap-displays med diverse nyheder og tilbud. Jeg var egentlig på udkig efter et par boxsæt, som jeg havde set på Bilkas hjemmeside, men dem kunne jeg ikke lige finde på hylderne. Men jeg kom da hjem med LIGHTS OUT, 10 CLOVERFIELD LANE og THE BOY på Blu-ray, og det er da også noget.

Se FROM BEYOND og STREET TRASH i biffen

Hvis man trænger til at se noget underligt i biografen, så plejer der at være gevinst ved et af de såkaldte Psych-Out!-arrangementer i Cinemateket i København. Én gang om måneden står den på en eller to film fra filmens overdrev, ofte med et psykotronisk twist. Det gælder især arrangementet den 15. december, der har fællestitlen "Over-the-top 80's". Et fællesord for de to film, der vises, er tilsyneladende også "smeltende mand", hvis man skal tro Cinematekets præsentations-tekst, og selv om det på overfladen er rigtigt nok, så er den ene film noget mere seriøs end den anden.

Det er nemlig Stuart Gordons H.P. Lovecraft-filmatisering FROM BEYOND, der ganske vist er så vild, at forfatteren selv formentlig ville være besvimet, hvis han havde set den, men den er også rasende interessant og rasende underholdende. Smeltende mænd i massevis kan man til gengæld opleve i aftenens anden film, nemlig James M. Muros vanvittige STREET TRASH.

Begge film vises på 35mm, det hele starter kl. 19.00, og der er rejsegrammofon og dåseøl i pausen, så det lyder på alle måder som en solid pakke - og datoen var altså den 15. december. Julemåneden er i øvrigt en periode, der byder på rigtig meget gys i Cinemateket, hvor resten af deres indie-horror-serie kører over lærrederne.

FRYGT-FILERNE III: Jonas Wilmann præsenterer otte nye stærke horror-noveller

I efterskriften til FRYGT-FILERNE III afslører forfatteren Jonas Wilmann, at bogen sådan set ikke skulle være skrevet. Efter en enorm produktion af horror-noveller følte han sig opbrugt når det gjaldt gyset i kort form, men heldigvis fandt han gejsten igen, så vi kunne få det tredje og afsluttende bind i denne unikke serie. Konceptet er det samme som tidligere med otte historier fra uhyggens grænseegne, og det er som sædvanlig en fornøjelig omgang.

Bogen lægger hårdt ud med novellen "Unmenschlich", hvor vi møder den nyligt fraskilte Jeanne, der nu for mandens regning er ved at skabe et nyt hjem i et rækkehus sammen med sine to børn. Naboerne gider hun ikke at have noget med at gøre. Men da hun i en kælder-boghandel ser en mystisk bog, forstyrres hendes perfekte verden - og hun opdager, at nogle har planer med hende. Det ender rigtig grumt. Flot start på samlingen ... så er vi i gang.

"Frygtelige P" er en slags fortsættelse til min favorit blandt novellerne fra FRYGT-FILERNE II, nemlig "Sære ting". Denne gang handler det om dukken Pietr, der på bizar vis har inspireret fortællingen om Pinocchio. Pietr er dog ikke en rar ting at have stående i sin samling, hvilket hovedpersonen i den grad får at mærke. En glimrende novelle. Mere ordinær er "Guds mund", der handler om præsten Jens-Christian, som ikke nyder den store respekt i sognet. Hans evige sult leder ham på afveje, og måske finder han en løsning på sit problem.

I "Kontrakten" handler det om Rikke, der lever i en lidenskabsløst ægteskab med sin mand Anders. Efter en julefrokost bliver hun forført af en fremmed mand, der tager hende hæmningsløst ude på en natklubs toilet. Rikke må dog erkende, at den slags har konsekvenser. Fin fortælling med vamle undertoner. "Sort undfangelse" er en rigtig grum sag om Ejvind, der indhentes af fortiden i form af en ung mand, der påstår at være hans søn. Det er rigtigt nok, at Ejvind i sin tid var sammen med kvinder, han på ingen måde har kontakt med længere - men forklaringen på dette er alt andet end munter.

Med de tre bind og de 24 noveller har Jonas Wilmann skabt et enestående projekt i dansk horror-litteratur; en på alle måder imponerende bedrift

"Hamstervenner" handler om den socialt akavede Berit, der har det meget nemmere ved at relatere sig til sine hamstere end til mennesker. En dag beslutter hun sig for udelukkende at leve for de små dyr uden at have kontakt med andre end sin mor, men hun opdager hurtigt, at det er kedeligt. Men man kan måske finde på noget mere kreativt at foretage sig med de små hjælpeløse væsener. Jeg behøver vist ikke at understrege, at det er en alt andet end rar historie.

I "Shelter" er familiefaderen Thomas taget med sin kone og to børn på vildmarks-udflugt i Tisvilde Hegn. Med møje og besvær finder de frem til shelter-pladsen, men så sætter regnen ind og midt i det hele ankommer en fåmælt ung mand, der gør dem alle urolige. Men i løbet af natten får Thomas at vide hvad det egentlig er, den unge mand vil. En flot novelle med en god stemning. Det hele slutter med et brag i den fænomenale "Post Mortem Spiritus", hvor Robert, der arbejder som studentermedhjælper på Retspatologisk Institut, en sen nattetime bliver ringet op af en kollega, som desperat har brug for hjælp. Det bliver en meget usædvanlig nat.

Igen er det den enorme variation i historierne, der imponerer. Wilmann skriver let og elegant, og man suges ind i hans univers. Det var fuldt fortjent, at han fik prisen for Årets Danske Horrorudgivelse 2012 for bind 1 af FRYGT-FILERNE, og han har holdt niveauet hele vejen igennem. Med de tre bind og de 24 noveller har Jonas Wilmann skabt et enestående projekt i dansk horror-litteratur; en på alle måder imponerende bedrift. Og selv om det nu er slut med FRYGT-FILERNE, så har han ikke tænkt sig at droppe horror-novellerne, så der er mere at glæde sig til i fremtiden.

FRYGT-FILERNE III er venligst stillet til rådighed af forlaget KAOS.

En æske fyldt med horror-musik

Hvis man er glad for musik fra skrækfilm, så kunne dette omfattende boxsæt fra Varèse Sarabande måske være noget. Den overordnede titel er LITTLE BOX OF HORRORS, og den vil indeholde hele 12 cd'er pakket i en smagfuld æske. Indholdet er følgende:

• DEADLY FRIEND (Charles Bernstein)
• DRACULA 2000 (Marco Beltrami)
• THE FLY (Howard Shore)
• THE HIDDEN (Michael Convertino)
• MANIAC (Jay Chattaway)
• THE MEPHISTO WALTZ / THE OTHER (Jerry Goldsmith)
• MIMIC: DELUXE EDITION (Marco Beltrami)
• A NIGHTMARE ON ELM STREET (Charles Bernstein)
• PUMPKINHEAD: Richard Stone
• SCREAM: DELUXE EDITION (Marco Beltrami)
• THE SERPENT AND THE RAINBOW (Brad Fiedel)
• THE STRANGE CASE OF DR. JEKYLL AND MR. HYDE (Bob Cobert)

Boxsættet kommer med en 24 sider booklet, skrevet af Randall Larson, og det udkommer i 1500 eksemplarer. Prisen er 99 dollar, og man kan forudbestille fra den 18. november. Umiddelbart ser det lækkert ud, og alene det, at Brad Fiedels THE SERPENT AND THE RAINBOW er med, er alle pengene værd. Scoret har været ude på cd før fra Varèse Sarabande, men blev efter sigende trukket tilbage igen lige med det samme, så kun få eksemplarer slap ud i almindelig handel.

Jeg er dog personligt lidt frustreret over, at jeg i forvejen har otte af de albums, som boxen indeholder, men jeg vil virkelig gerne have fat i f.eks. PUMPKINHEAD og MANIAC. Anyway, det ser ud til at være en flot udgivelse, så nu får vi se. Her er nogle af forsiderne på de inkluderede cd'er:

Få en tur i torturstolen på BogForum

Jeg sidder i den frygtede torturstol.

Årets BogForum er i gang, og Bella Center i København er spækket til randen med bøger og forfattere. En af de stande, man helt sikkert bør besøge, er 2 Feet Entertainments, hvor horror- og krimiforfatteren Steen Langstrup huserer. Her kan man nemlig opleve noget så usædvanligt som at komme til at sidde i en torturstol, hvilket er en skræmmende ting, som I kan se på ovenstående billede.

Historien bag torturstolen er den, at den er et vigtigt element i den kommende filmatisering af Steen Langstrups prisbelønnede roman ALT DET HUN VILLE ØNSKE HUN IKKE FORSTOD. Filmen kommer til at hedde FINALE, og den kommer formentlig ud engang i løbet af det nye år. Lørdag kl. 16.00 kan man på standen (der har nummer C3-046) møde instruktøren Søren Juul Petersen, hovedrolle-indehaverne Anne Bergfeld og Karin Michelsen samt selvfølgelig forfatteren selv. Klokken 17.15 bliver hele holdet interviewet af Susanne Bjertrup på Scene 2.

Forfatteren Steen Langstrup.

Man kan selvfølgelig købe bogen bag filmen på 2 Feet Entertainments stand, der også byder på mange andre værker fra Steen Langstrups produktion. Her er der i hvert fald meget horror at vælge imellem. Det kan man også finde rundt omkring på de andre stande, men man skal selvfølgelig lede lidt efter det blandt alle krimierne og kogebøger. Her er nogle tilfældige punktnedslag fra mit besøg på bogmessen.

Børnegys fra Michael Kamp, fjerde bind i serien om Nekromathias. Set hos Tellerup.

Man finder selvfølgelig også denne klassiske Dennis Jürgensen-bog.

Science Fiction Cirklen disker op med H.P. Lovecraft.

Aben Maler har denne flotte John Kenn Mortensen-bog.

Bunker af THE WALKING DEAD hos Forlaget Fahrenheit.

Gotisk fiktion og Edgar Allan Poe-digte hos Klim.

Mine horror-oplevelser på CPH PIX blev ramt af virkelighedens "rædsler"

Jeg havde købt en del billetter, men ...

Jeg har ikke for alvor dyrket filmfestivalen CPH PIX, men i år havde jeg planlagt at gøre lidt ud af det. Kalenderen var stort set ryddet, og jeg havde købt en håndfuld billetter. Desværre skete der det, at jeg blev syg dagen før, at festivalen skulle starte, og dagen efter flækkede jeg en tand. Samtidig havde jeg taget lidt højde for, at jeg ikke kunne skrue et program sammen, hvor jeg nåede alle de horror-relaterede ting, der blev vist, så derfor havde jeg bestilt tre af filmene, NINA FOREVER, GREEN ROOM og THE GREASY STRANGLER på Blu-ray hos Amazon.

Men så fik jeg en e-mail om, at pakken var blevet ødelagt undervejs. Selvfølgelig ville jeg få mine penge igen, men jeg ville hellere have haft filmene. Så virkelighedens "rædsler" møvede sig på alle måder ind på de rædsler, jeg egentlig havde planlagt at se på CPH PIX. Øv, øv og atter øv.

Jeg nåede at se film i CinemaxX, Cinemateket og her Palads.

Heldigvis vendte tingene, og jeg kunne komme i gang med at se lidt film. Jeg lagde ud med et herligt gensyn med SCREAM, hvilket jeg har skrevet om her, men så blev der plads til nogle af de egentlige CPH PIX-film. Jeg fik set THE ALCHEMIST COOKBOOK (tænderskærende kedelig møgfilm), LACE CRATER (fascinerende og frustrerende, men på ingen måde uinteressant), FEBRUARY (rigtig god lille horror-slow burner med et kringlet manuskript og en creepy stemning) samt TRAIN TO BUSAN (vildt dynamisk sydkoreansk zombiefilm med masser af af fede scener - dog en anelse for lang).

Et grynet billede af Q&A med Adam Kritzer.

Som sagt er jeg ikke den erfarne CPH PIX-gænger, og samlet set nåede jeg ikke det store i denne omgang. Jeg har hørt fra andre, at noget af det, der skaber en særlig stemning, er, at man i løbet af festivalen render ind i de samme mennesker igen og igen. Det nåede jeg så ikke rigtig at opleve. Nu foregår CPH PIX mange steder i byen, så man hænger i mindre grad ud det samme sted, som man ser det på Blodig Weekend. Efter visningen af LACE CRATER i Cinemateket var der dog en fin lille Q&A med en af filmens producenter, Adam Kritzer, som jeg fik en snak med bagefter. Det var superhyggeligt.

Så er vi klar til endnu en film.

Der var en række film, jeg ikke umiddelbart havde planlagt at nå - dels fordi det ikke lige passede med noget af det andet, jeg ville, og så er der bare film, jeg helst vil se for mig selv hjemme på fladskærmen. Så RAW, KFC og nogle af de andre købte jeg aldrig billet til. En anden film i denne kategori, nemlig BONE TOMAHAWK, havde jeg i forvejen liggende på Blu-ray, så den blev set på husalteret og ikke i biffen. Og i løbet af de 14 CPH PIX-dage nåede jeg også ind og se THE GIRLS WITH ALL THE GIFTS, der havde almindelig biograf-premiere.

Så det blev til seks biograf-forestillinger på to uger. Det kunne være blevet til meget mere, men nu havde jeg en dårlig start, så det krævede lidt energi at komme i gang. Ikke alle filmene var lige gode, men det var fedt at komme ind i biograf-mørket og se lidt gys. Nu glæder jeg endnu mere til Blodig Weekend i april!

FEAR THE WALKING DEAD - nu også på Blu-ray og dvd i Danmark

Dvd- og Blu-ray-markedet i Danmark er blevet en lidt underlig størrelse; især fordi mængden af butikker, der sælger udgivelserne, er lukket i stor stil. Derfor følger jeg ikke helt så minutiøst med, som jeg gjorde før - og derfor havde jeg helt overset, at FEAR THE WALKING DEAD sæson 1 ikke var udkommet i fysisk form her i landet endnu.

Nu sagde sæson 1 mig heller ikke det store, så derfor har jeg ikke gjort så meget for at holde øje med den. Men i dag skulle den altså være på gaden her i Danmark på dvd og Blu-ray. Og allerede den 8. december skulle sæson 2 udkomme, så der er nok at kaste sig over, hvis man ikke kan få nok af de omvandrende døde.

THE GIRL WITH ALL THE GIFTS: Zombie-apokalypsen set fra en skæv vinkel

Med den enorme mængde af zombie-fortællinger i tegneseriernes, filmenes, bøgernes, spillenes og TV-seriernes verden, så er det ikke så underligt, hvis mange fans automatisk rækker ud efter brækposen ved nyheden om, at nu er der endnu en på vej. Andre fans kan bare ikke få nok af de levende døde, og kaster sig entusiastisk over endnu et epos om en gruppe overlevende, der kæmper mod horder af omvandrende lig - også selv om historien blot er en kopi af en efterligning af en kopi af noget, som George A. Romero engang droppede at have med i en af sine film.

Uanset hvordan man har det zombier - og de væsener, der ligner - så er ethvert forsøg på at forny genren værd at bruge tid på. Det gælder også Colm McCarthys filmatisering af M.R. Careys roman THE GIRL WITH ALL THE GIFTS, der har en ny og ret skæv vinkel på det hele. Og det er en ganske vellykket en af slagsen, selv om filmen på ingen måde er perfekt.

Kort om plottet: Alt er brudt sammen efter at en svampebaseret sygdom har forvandlet det meste af verdens befolkning til frådende galninge. Sygdommen smitter på et splitsekund, så det er meget naturligt, at de få overlevende har forskanset sig. Nogle af dem befinder sig på en militærbase, hvor man holder en gruppe helt specielle børn fanget. Børnene er smittede, men de har bevaret deres menneskelighed. Derfor kan de måske være kilden til en kur mod den frygtelige sygdom.

Et af børnene er den hyper-intelligente Melanie, der nøje følger med i den undervisning, som gruppen af overlevende får af lærerinden Helen Justineau. Melanie har også en høj stjerne hos dr. Caroline Caldwell, der forsker i sygdommen. Men netop den dag, hvor Melanie får indblik i, hvad der virkelig sker i laboratoriet, bliver basen løbet over ende af de smittede. Sammen med en par soldater flygter Melanie,  Helen Justineau og Caroline Caldwell ud i en verden, hvor alt er brudt sammen.

De smittede i THE GIRL WITH ALL THE GIFTS har mere til fælles med dem, vi møder i 28 DAYS LATER end de levende lig, der vandrer rundt i den originale DAWN OF THE DEAD. At de så er smittet af en svampebaseret sygdom bruges dog på en ganske kreativ måde, der har stor betydning for historien. Fint at se, at der bliver leget med genren, selv om vi undervejs får nogle af de klicheer, der har præget og plaget de her fortællinger gennem mange år.

Titlen afslører selvfølgelig, at det er pigen Melanie, der er omdrejningspunktet. Hun er en kompleks karakter, og der er intet sort/hvidt ved den måde, hun agerer på. Alle disse nuancer får Sennia Nanua med og mere til - hun spiller ganske enkelt fænomenalt. Hun bakkes godt op af Gemma Arterton, Glenn Close og Paddy Considine, men skuespillet er fint hele vejen rundt.

Filmens look er også flot, mens Cristobal Tapia de Veers musik sine steder er noget irriterende. Andre steder bidrager den vildt meget til stemningen. Instruktøren Colm McCarthy har en masse erfaring fra diverse TV-serier, og man føler, at det er en dygtig mand, der har styret slagets gang. Desværre bliver handlingen stadig mere kluntet hen mod slutningen, og til sidst holder historien op med at give mening. Derfor er THE GIRLS WITH ALL THE GIFTS ikke et mesterværk, men det er en stærk og fascinerende film, der tør gå nye veje.

THE GIRLS WITH ALL THE GIFTS, England-USA, 2016. Instruktion: Colm McCarthy. Medvirkende: Sennia Nanua, Gemma Arterton, Glenn Close, Paddy Considine, Fisayo Akinade. Musik: Cristobal Tapia de Veer.

Gys og gru på Netflix

De seneste måneders travlhed her på matriklen har gjort, at jeg er bagud med at se film, og derfor er jeg heller ikke kommet til bunds i min Netflix-kø med diverse gys. Listen vokser bare. Nu har jeg et lidt ukritisk forhold til min Netflix-kø, idet enhver film, som streaming-tjenesten lægger op, der bare smager det mindste af gys, bliver føjet til min liste. Så der er virkelig meget juks blandt titlerne.

Nu har de f.eks. to forskellige film, der hedder noget med "ouija" liggede. Jeg kan ikke forstille mig, at de er noget særligt - og hvis man kigger på IMDb, så har de da også en lav karakter. Og hvad med AMERICAN POLTERGEIST og AMERICAN POLTERGEIST 2? Det lyder heller ikke som noget særligt. Førstnævnte scorer 2.7/10 på IMDb, mens sidstnævnte (der i virkeligheden har originaltitlen YOU WILL LOVE ME) svinger sig op på 3.0/10.

Så egentlig kan man glæde sig over, at film forsvinder fra Netflix, uden at brugerne får en advarsel om det (selv om det ikke er optimal service fra deres side). Jeg prøver især at få set de film, der dufter lidt af kvalitet eller som jeg har hørt godt om, og så glider de mere tvivlsomme film stille og roligt ud af listen igen, efterhånden som de når sidste udløbsdato hos Netflix.

Lige et par tal her til sidst: Jeg har 33 horrorfilm og 11 TV-serier (med 22 sæsoner alt i alt) stående på min Netflix-liste, så der er i princippet til rigtig mange timer.

Skræk og Rædsel i radioen

Halloween, CPH PIX-festivalen og biograf-premieren på THE GIRL WITH ALL THE GIFTS har fyldt en del i medierne, og to gange i denne uge har de ringet til mig fra DR for at få mig med i radio-programmer. I mandags var det Halloween, og i den anledning ringede de fra P4's FORMIDDAG PÅ 4'EREN for at få en snak om uhygge, klovne og andet gys i forbindelse med den skræmmende dag.

Jeg blev ringet op blot 20 minutter før, jeg skulle på. så det blev til et telefon-interview. Du kan høre indslaget her. Telefon-interview er bestemt cool, men det er sjovere at være i studiet, hvilket jeg kom til i torsdags. Her var værterne Tore Leifer og Jesper Dein i P1 EFTERMIDDAG, og emnet var hvordan man overlever en zombie-apokalypse. Det var et rigtig sjovt indslag (hør det her), og jeg nåede lige at snuppe en zombie-inspireret selfie i studiet.

OBS: Bemærk, at DR har det med at rydde op i deres ting, så links virker ikke nødvendigvis - og hvis du klikker på linket via en telefon, så er det ikke sikkert, at den hopper direkte til det relevante indslag.

Brian De Palmas CARRIE runder de 40 år

I dag kan Brian De Palmas filmatisering af Stephen Kings debutroman CARRIE fejre sit 40 års jubilæum. Den regnes for at være en af de bedste King-filmatiseringer nogensinde, og filmen var da også et hit i biografen. Med stærke navne som Sissy Spacek, Piper Laurie, Amy Irving, William Katt, Nancy Allen og John Travolta på rollelisten, et fint score af Pino Donaggio og en fænomenal slutscene, så kan det ikke gå galt.

Jeg så selv filmen første gang på min Blå Mandag tilbage i 1977, og den flinke billetkontrollør slap os ind i biffen, fordi vi var konfirmander. Han kunne tydeligt se, at vi ikke var gamle nok. I et blad havde jeg læst en beskrivelse af Prom Night-scenen med griseblodet. Det lød så ulækkert, at jeg lukkede øjnene i det afgørende øjeblik, hvor spanden vælter ned. Jeg havde selvfølgelig ingen anelse om, at De Palma lige havde en ekstra overraskelse lidt senere i filmen. Forestil jer tre konfirmander, der hopper én meter op i biografsæderne!

Bogen er blevet filmatiseret to gange siden, og der findes også en slags sequel. Desuden er den også blevet forvandlet til en musical, men der er intet, der overgår Brian De Palmas version.

Skønt gensyn med SCREAM

Jeg er meget glad for Wes Cravens SCREAM-film, men af en eller anden grund har jeg aldrig set nogle af dem i biografen. Det blev der rettet op på i aftes, da den første af dem kørte over lærredet i CinemaxX i København som en del af CPH PIX-festivalen. Visningen var en 20 års jubilæums-forestilling ... ja, man skulle ikke tro, at denne nyklassiker allerede har to årtier på bagen (premieren i USA var den 20. december 1996, men den først nåede til Danmark den 27. juni 1997).

Biografen vrimlede med personer i Ghostface-kostumer, og "Red Right Hand"-sangen kørte i højttalerne, så stemningen var i top. Før filmen var der en quiz; sindrigt konstrueret, så alle kunne følge med oppe på lærredet, mens vi tastede svarene på de 21 spørgsmål ind på vores smartphones. Genren var horror generelt og SCREAM i særdeleshed, og jeg fejlede kun på det sidste spørgsmål, så jeg endte med at vinde det hele. Præmien var to CPH PIX-T-shirts og to fribilletter til festivalen. Cool.

Det var superfedt at se SCREAM på det store lærred med fuld power på lyden. Selv om jeg har set den mange gange før, så gav det store format en hel masse ekstra, og filmen virkede lige så stærkt, som den plejer. Wow, det var en god aften i biografen.

BONE TOMAHAWK: Kannibaler i det vilde vesten

At der sker mærkelige ting og sager ude i det vilde vesten, er ikke noget nyt, men når man snakker om westerns, så tænker mange sikkert på John Wayne, der rider igennem Monument Valley (til toner af Elmer Bernstein), mens andre måske vil nævne de gustne og beskidte typer, der befolker de italienske spaghetti-eposer. Det kan være både fascinerende, underholdende og grumt, men fortællingerne holder sig mere eller mindre i en realistisk ramme. Alligevel finder vi i et hjørne af genren den såkaldte Weird West, hvor historierne krydres med elementer af horror, fantasy, science fiction eller noget helt fjerde - og så bliver det for alvor mærkeligt.

Weird West-genren tog fart op gennem 70'erne, hvor tegneserie-"helten" Jonah Hex blev kendt via bladet WEIRD WESTERN TALES, før han fik sit eget blad at boltre sig i. Forfatteren Joe R. Lansdale har skrevet masser af historier, der foregår i en bizar udgave af det vilde vesten, og han har været med til at redigere antologier med bidrag fra flere andre skribenter. Og i filmens verden kendes tidlige eksempler som THE VALLEY OF GWANGI og BILLY THE KID VS. DRACULA.

Gyset har også sneget sig ind i film som RAVENOUS og THE BURROWERS, og nu har vi fået et nyt og spændende indslag, nemlig S. Craig Zahlers flotte debut BONE TOMAHAWK. Historien begynder, da to omstrejfende banditter skænder en begravelsesplads, hvilket koster den ene af dem livet. Den anden flygter til byen Bright Hope, hvor han straks kommer på tværs af byens sherif, Franklin Hunt. Skud bliver affyret og den fremmede ender i fængslet med en kugle i benet.

Da den lokale doktor er for fuld, bliver det hans kvindelige assistent Samantha, der får til opgave at grave kuglen ud, men i løbet af natten får byen besøg af ukendte, der bortfører Samantha, den fremmede samt vicesheriffen Nick. En efterladt pil tyder på, at det ikke er indianerne, der står bag bortførelsen, men måske en gruppe huleboere, der skulle bo i De Sultnes Mænds dal.

Sherif Hunt drager nu ud sammen med sin aldrende reserve-vicesherif Chicory, den flamboyante indianer-dræber John Brooder og Samanthas mand, Arthur O'Dwyer, der trods et brækket ben insisterer på at komme med. Det er en lang og farefuld rejse, der måske kan koste dem alle livet, især når de møder de sultne mænd.

På overfladen lyder BONE TOMAHAWK som en traditionel western, hvor en gruppe brave mænd tager på en mission for at redde nogle af deres egne. Men her skal de ikke kæmpe mod brutale banditter eller hylende indianere - de er oppe imod en gruppe kannibaler, der ikke viser nåde og som ikke er til at stoppe. Det er en slags KANNIBAL-MASSAKREN i det vilde vesten.

S. Craig Zahler giver sig dog god tid til at lade os lære personerne at kende. Der bliver snakket en del omkring lejrbålet - måske også lidt for meget - men vi kommer ind under huden på karaktererne. Sine steder er tonen humoristisk, hvilket fungerer fint; ikke mindst i kontrast til de rædsler, der kommer senere. Og det er virkelig rædsler, der diskes op med. Volden er ultrahårdt skildret, og en enkelt dødsscene er så grum, at man næsten må kigge væk. Pyha, den er slem ...

Det er stjernenavne, vi finder på rollelisten: Kurt Russell fra THE THING og DEATH PROOF, Patrick Wilson fra THE CONJURING og INSIDIOUS og Matthew Fox fra EXTINCTION og TV-serien LOST brænder så meget igennem, men det er også godt at se Patrick Jenkins, Lili Simmons, David Arquette, Sig Haig og Sean Young. Billedsproget er helt fantastisk, og man fornemmer ikke for alvor, at filmen er skudt på bare 21 dage for et budget på sølle 1,8 millioner dollar.

BONE TOMAHAWK er en stor oplevelse, og du har med garanti aldrig set noget, der ligner. Måske skal man have lidt have en kærlighed til western-genren for at få det optimale ud af den, men der er også meget at hente for horror-fans. De der væmmelige kannibaler får du ikke ud af tankerne lige med det samme. Jeg så BONE TOMAHAWK på den svenske Blu-ray fra Studio S Entertainment. Der er danske undertekster på - til gengæld er der ikke noget ekstramateriale.

BONE TOMAHAWK, USA-England 2015. Instruktion: S. Craig Zahler. Medvirkende: Kurt Russell, Patrick Wilson, Matthew Fox, Patrick Jenkins, Lili Simmons. Musik: Jeff Herriott, S. Craig Zahler.

Varèse Sarabande er i Halloween-humør, og udgiver to spændende horror-soundtracks

Jeg har ikke tal på hvor mange horror-soundtracks, der er kommet gennem årene fra Varèse Sarabande, men de har aldrig været bange for at kaste sig over de mere dystre toner. Her op til Halloween er to nye udgivelser blevet annonceret, begge i deres CD Club, hvor oplagene er begrænsede.

Først har vi en rigtig klassiker, nemlig Jerry Goldsmiths Oscar-vindende score til THE OMEN fra 1976. Musikken har været udgivet før, og for 15 år siden diskede Varèse Sarabande op med en såkaldt Deluxe Edition med ekstra meget musik. Men der manglede stadig nogle cues, og det retter de nu op på med denne 40 års jubilæums-udgave. Med som et bonus-track er en THE OMEN-suite fra 2009, dirigeret af Diego Navarro. Oplaget er 3000 eksemplarer.

En særlig styrke ved Wes Cravens SCREAM-film er Marco Beltramis dynamiske og opfindsomme musik. I 1998 udgav Varèse Sarabande en cd, der indeholdt ca. et kvarters musik fra de to første film, men i 2011 fik SCREAM den store tur med en Deluxe Edition-cd. Nu gælder det så 2'eren, hvor hele Beltramis score er med - og som et ekstra krydderi har man inkluderet de ikke uvæsentlige par cues fra Danny Elfman. Oplaget er 2000 eksemplarer.