mandag den 27. februar 2017

Blodig Weekend afslører det meste af programmet, og får besøg af Fred Williamson og Anders Hove

Blodig Weekend-festivalen anno 2017 kører i Cinemateket i København i dagene fra den 6. til og med den 9. april. Indtil videre har enkelte af titlerne været afsløret, men nu er store dele af programmet klar. Et par titler må vi dog vente på, men meget er på plads, og det betyder blandt andet, at stjerner som Fred Williamson og Anders Hove kigger forbi. Det er jo cool.

Åbningsfilmen bliver den pænt hypede THE BELKO EXPERIMENT, der er instrueret af Greg (WOLF CREEK) Greg McLean, og så kan man blandt andet se den vildt omtalte THE VOID, det spanske splatter-orgie LA NOCHE DEL VIRGEN (THE NIGHT OF THE VIRGIN), Dolph Lundgren på spøgelsesjagt i DON'T KILL IT, den makabre norske lavbudget-gyser LYST, antologi-filmen XX, der udelukkende er instrueret af kvinder, Stephen King-favoritten THE AUTOPSY OF JANE DOE og den politisk ukorrekte PREVENGE.

Stjerne-gæsterne udløser selvfølgelig et par nostalgiske titler, så man kan selvfølgelig se FROM DUSK TILL DAWN med Fred Williamson og SUBSPECIES med Anders Hove. Da Williamson har en bred karriere med blandt andet optrædener i blaxploitation-film, så diskes der op med en visning af Larry Cohens BLACK CAESAR, men af en eller anden grund har Blodig Weekend også fundet plads til actionfilm som POUND OF FLESH med Jean-Claude van Damme og den indonesiske HEADSHOT. Nå, dem om det.

Som sagt venter vi lige på et par titler mere, men det ligger fast, at lørdagen i Cinemateket også vil være præget af det store Collector's Market, hvor man kan købe alskens ting og sager, når samlere og forhandlere står klar ved deres boder. Markedet er gratis, men ellers er billetprisen 85 kroner pr. film, men man kan købe et rabatkort med seks klip for 400 kroner i Cinematekets billetsalg.

søndag den 26. februar 2017

Bill Paxton fra ALIENS er død

Den amerikanske skuespiller Bill Paxton er død, 61 år. Ifølge Variety, så døde han som følge af komplikationer i forbindelse med en hjerteoperation. Paxton medvirkede i et hav af store Hollywood-film i mange genrer, og selv om man ikke lige nødvendigvis forbinder ham med horror, så står hans navn på nogle af de mest markante film i genren.

De fleste husker ham nok som soldaten Hudson i James Camerons science fiction-horror-blockbuster ALIENS fra 1986. Her er han centrum for androiden Bishops leg med en kniv, bliver udsat for lidt sexchikane af den muskuløse Vasquez og senere bryder han helt sammen med den ofte citerede replik: "That's it, man. Game over, man. Game over! What the fuck are we gonna do now? What are we gonna do?".

Paxton startede sit liv i filmens verden i kredsen omkring Roger Corman, men op gennem 80'erne fik han for alvor gang i karrieren med stadigt større roller. En af de bedste var i Kathryn Bigelows mageløse vampyr-gyser NEAR DARK fra 1987. I 1992 var Paxton med i Chris Walas' mærkværdige THE VAGRANT, og af andre horror-roller kan nævnes IMPULSE, PREDATOR 2, MORTUARY, NIGHT WARNING og BRAIN DEAD.

Også som instruktør bevægede Bill Paxton sig ind i de mere mørke territorier. FRAILTY fra 2001, som han også medvirkede i, er en intens og nervepirrende horror-thriller med en pragtpræstation af Matthew McConaughey. I andre genrer spillede Paxton med i film som THE TERMINATOR, NAVY SEALS, TOMBSTONE, TRUE LIES, APOLLO 13, TWISTER og TITANIC. Han var på alle måder en alsidig herre og han vil blive savnet. Hvil i fred.

fredag den 24. februar 2017

Universal udgiver flere monsterfilm på Blu-ray

I september sidste år tog Universal hul på at udgive deres skrækfilm på Blu-ray i de såkaldte Legacy-sæt, hvor man får alle de film, der hører til et bestemt monster i samme boks. Det var Frankensteins monster og ulvemanden, man lagde ud med, og nu turen så kommet til Dracula og mumien.

DRACULA COMPLETE LEGACY COLLECTION vil indeholde seks film, nemlig DRACULA, DRACULA’S DAUGHTER, SON OF DRACULA, HOUSE OF FRANKENSTEIN, HOUSE OF DRACULA og ABBOTT AND COSTELLO MEET FRANKENSTEIN. Hertil kommer selvfølgelig diverse ekstramateriale.

THE MUMMY COMPLETE LEGACY COLLECTION disker op med THE MUMMY, THE MUMMY’S HAND, THE MUMMY’S TOMB, THE MUMMY’S GHOST, THE MUMMY’S CURSE og ABBOTT AND COSTELLO MEET THE MUMMY samt lidt af hvert, når det gælder ekstramateriale.

Man må finde sig i, at nogle af filmene går igen på flere af boks-sættene, men sådan er det. Begge bokse er på gaden i USA den 16. maj. De to boks-sæt fra sidste år skulle efter sigende være regionsfri, så mon ikke de nye også er det.

mandag den 20. februar 2017

Dagens uhyggelige post fra 88 Films

Som tidligere nævnt her på bloggen har jeg bestilt MOUNTAINTOP MOTEL MASSACRE fra 88 Films; direkte fra selskabets hjemmeside - og det alene af den grund, at man her kan få en limited edition, der både byder på en slipcase og en booklet. Når den almindelige udgave engang bliver sat til salg og kan bestilles via f.eks. Amazon, så vil der ikke være slipcase eller booklet.

Jeg fik nummer 686 ud af de 999 eksemplarer, så den skulle stadig være til at bestille. Filmen er nummer 24 i den såkaldte Slasher Classic Collection fra 88 Films, og selv om det ikke just har være alle titler i denne serie, der har været slashers, så har jeg fået samlet dem alle. Desværre er det ikke det hele, jeg har fået set, men nu må jeg hellere få taget mig sammen.

tirsdag den 14. februar 2017

Lidt gys på Valentinsdag

I løbet af året er der kommet mange dage, hvor man kan købe gaver til hinanden eller måske bare bruge nogle penge - ikke mindst fordi man mærker et vist kommercielt pres i forbindelse med mors dag, fars dag, Valentinsdag, Black Friday, Cyber Monday og hvad vi nu ellers har. Man kan selvfølgelig bare vælge at beholde dankortet i lommen og lade være med at blive fristet, men omvendt er det nu meget hyggeligt med et par gaver.

Se nu bare her: Min søde kone havde købt et par THE WALKING DEAD-tegneserier til mig her på Valentinsdag, og det er jo bare herligt. Nu er jeg tæt på at være up-to-date med serien, da jeg også fik to album i forbindelse med min fødselsdag. I øvrigt ... hvis man for alvor vil i Valentinsdags-humør, så kan jeg anbefale, at man kaster sig over slasherfilmen MY BLOODY VALENTINE fra 1981 eller det glimrende remake fra 2009. Det er god og grum underholdning.

mandag den 13. februar 2017

FANGORIA hævder, at de vil fortsætte her i 2017

Det måtte jo komme. FANGORIA har udsendt en officiel meddelelse i forlængelse af det seneste døgns tids internet-spekulationer om magasinets fremtid. Dette blev udløst af den tidligere redaktør Ken W. Hanley, der på Twitter kunne fortælle, at han ikke længere var ansat på FANGORIA og at han reelt ikke troede på, at bladet havde en fremtid i fysisk form - i hvert fald ikke under den nuværende ejer.

Nu har FANGORIA altså officielt meldt ud, at de vil fortsætte her i 2017 på trods af alle deres problemer. Meddelelsen lover intet konkret, men man takker venner og fans for deres store tålmodighed. og så understreges det, at print-medier har det skidt - ikke mindst fordi annoncørerne bruger deres penge på de digitale platforme. Intet nyt under solen her.

"I’d like to thank readers and subscribers for their patience as we deal with our internal issues. We will carry forward and devote our efforts to make amends with all that have been inconvenienced in our current state of affairs", skriver FANGORIA-ejeren Tom DeFeo, og der rundes af med et budskab om, at man vil forsøge at få nogle fysiske eksemplarer på gaden. Hjemmesiden og de sociale medier vil fortsat blive opdateret.

Det lyder desværre meget vagt alt sammen, og når man læser kommentarer rundt omkring på de sociale medier, så afsløres det, at f.eks. skribenter og kunstnere mangler at få penge for deres arbejde. Jamen, for pokker da ... Og der sidder så åbenbart heller ikke nogen i redaktør-stolen. Så meldingen fra FANGORIA ændrer intet ved det overordnede billede af et firma, der har store problemer.

søndag den 12. februar 2017

Nu ser det for alvor ud som om, at FANGORIA er dødt ... i hvert fald når det gælder det trykte blad

Blandt skræk-fans har man haft det på fornemmelsen længe, men nu ser det ud til, at man haft ret: Det ikoniske amerikanske horror-magasin FANGORIA er nu så nødlidende, at det er usandsynligt, at der nogensinde vil udkomme et fysisk eksemplar igen - med mindre, at der sker et mirakel så som en ny ejer med pokkers masse penge eller noget i den stil.

Nedturen startede i september 2015, hvor Chris Alexander forlod redaktør-posten. Han blev kortvarigt erstattet af Michael Gingold, der desværre sad på posten i en periode, hvor alt gik op i hat og briller for bladet, herunder en masse bøvl med distributionen. Gingold blev senere skiftet ud med Ken W. Hanley, og bladet udkom reelt kun elektronisk, senest med nummer 348, der havde Kevin Smith som gæste-redaktør.

Der kom nogle forkølede meldinger om, at man ville prøve at få trykt fysiske eksemplarer af de numre, der udkom som PDF'er, men det blev ikke rigtig til noget, og mange forsøgte forgæves at afkræve redaktionen nogle svar. Men der skete ingenting. Hjemmesiden opdateres stadig, og der er også liv på f.eks. Facebook og Twitter. Bladet ser man til gengæld intet til.

I løbet af det seneste døgns tid er der så dukket nyheder op på Twitter, der afslører, at FANGORIA har det skidt. Redaktøren Ken W. Hanley skrev, at han nu må regnes for at være forhenværende:


Han fulgte blandt andet op med denne udmelding:

Så er slap zombien altså ud af sækken, og nu mangler vi bare en mere officiel melding fra firmaet selv - men det er ikke til at vide, om vi får den (især bladets abonnenter har krav på at få ren besked). Men det er altså triste nyheder for et af genrens flagskibe, der har været på scenen siden 1979. Trist, virkelig trist ...

fredag den 10. februar 2017

Advarsel! Zombierne indtager Odense

Hvis man er til horror, zombier, gys, spil og musik, så er der godt nyt, hvis man befinder sig i Odense i dagene den 23. til den 25. marts. Her vil Odense Zombie Festival nemlig finde sted på Musikbiblioteket på Østre Stationsvej. Her vil der være masser af aktiviteter for alle aldre, og arrangementerne er enten gratis eller meget billige at deltage i. Blandt arrangørerne finder man Musikbiblioteket, Odense Zombie Events, Odense Internationale Film Festival, Dansk Horror Selskab, Klub Golem, Calibat, Valeta og H. Harksen Productions.

Her er lige et overblik over de mange events, men man kan læse meget mere på denne Facebook-side:

Torsdag den 23. marts
  • Kl. 19.00: Horrorfilm og musik fra Italien. Foredrag ved Davide Rota. En aften om de store italienske horror-filmmagere Dario Argento, Lucio Fulci, Mario Bava og de fremragende, men uhyggelige musikalske lydspor fra det progressive elektroniske rockband Goblin. Vi dykker ned i den italienske zombie/horrorgenre og smager på alle de små dele gennem en aften med film, musik og foredrag. Aftenen sluttes af med forevisning af italiensk horrorfilm-klassiker fra Dario Argento. 
Fredag den 24. marts
  • Kl. 14.00-21.00: Zombie-brætspils-ekstravaganza. Kom og vær med, når vi tager kampen op med zombierne på bedste brætspils-manér. Spil som ZOMBICIDE, DEAD OF WINTER, ARKHAM HORROR, R.I.S.K – THE WALKING DEAD-versionen og PLANTS VS. ZOMBIES skal nok give sved på panden og få adrenalinen til at køre hele dagen.
  • Kl. 16.00-20.30: Zombier i litteraturen. Vi er i godt selskab, når vi tager et kig på zombiernes indtog i litteraturen. Oplev Martin Schjönning, A. Silvestri og Patrick Leis, når de giver hvert deres bud på fascinationen ved zombier, og hvorfor de har valgt dem som temaer i deres bøger. 
Lørdag den 25. marts
  • Kl. 12.00-15.00: Zombie-markedsdag for hele familieN. Zombie-familiedag med masser af gratis aktiviteter for børn, barnlige sjæle og deres voksne. Vi byder bl.a. på sminke, zombie walk, rollespil, zombie shooting range og kreativt værksted mv. 
  • Kl. 16.00-19.00: Dødt Kød - zombie-rollespil. Kom og oplev et anderledes rollespil, hvor du igennem glas “spiller” rollen som tilskuer. Lyt og se med, når dygtige rollespillere spiller Dødt kød – en fortælling om, hvor svært det kan være at vende tilbage fra de døde. Hvordan passer man ind i en familie efter at have undergået diverse eksperimenter? Hvordan går livet videre, når man ved hvordan det er at være død?
  • Kl. 19.00-09.00: The Living Dead på Musikbiblioteket. Henrik S. Harksen læser uhyggelige historier med horrorfyldt stemningsmusik leveret af Ras Bolding, der også giver koncert. Og så er der film til den lyse morgen.

tirsdag den 7. februar 2017

Argentos SUSPIRIA får repremiere i Danmark

Forleden kunne Dario Argentos SUSPIRIA fejre sit 40 års jubilæum, og i den forbindelse er filmen blevet digitalt restaureret, så den formentlig er flottere end nogensinde. Og den gode nyhed er, at Miracle Film har besluttet sig for at hente den hjem til Danmark, og de sætter den op til Halloween den 31. oktober. Lige hvor mange biografer, den rammer, eller hvor mange dage, den skal spille, vides endnu ikke. Her er Miracle Films omtale af SUSPIRIA:

Jessica Harper spiller den unge ballerina Suzy Bannion, der rejser til Tyskland for at blive optaget på en kendt balletskole. Her går det hurtigt op for hende, at den nye skole gemmer på gruopvækkende hemmeligheder.

SUSPIRIA (eller CHOKHOUSE, som den oprindelig blev kaldt i de danske biografer) er hovedværket i Dario Argentos mesterlige produktion i 70'erne. Allerede i 60'erne var han succesfuld manuskriptforfatter og således med på manuskriptet til Sergio Leones ONCE UPON A TIME IN THE WEST, men det var som instruktør, at han i 1970 for alvor fik sit gennembrud med FUGLEN MED KRYSTALFJERPRAGTEN, der såmænd i Danmark fik premiere i ingen ringere end Imperial-biografen i København. 

Filmens succes affødte straks flere af samme kaliber: FIRE FLUER fulgte allerede året efter og PROFONDO ROSSO i 1975. Men højdepunktet blev SUSPIRIA, hvor han sammen med rockbandet Goblin komponerede den skrækindjagende musik til Luciano Tovolis forførende flotte billedside. Udover Harper medvirker Stefania Casini og Udo Kier samt Joan Bennett i sin sidste filmrolle.

søndag den 5. februar 2017

BLAIR WITCH ... give me a hard copy right there

I øjeblikket kan man købe Adam Wingards BLAIR WITCH digitalt på tjenester som Blockbuster og iTunes. Fra den 20. februar kan man så leje den on demand fra de samme steder, hvis man ikke har lyst til at købe. Men umiddelbart ser det mere sløjt ud, hvis man er på jagt efter et fysisk eksemplar - i hvert fald hvis det gælder en skandinavisk udgave. På ingen af online-butikkernes hjemmeside kan jeg finde en udgivelsesdato, så måske udkommer den slet ikke herhjemme.

Det kan man jo ikke vente på, så jeg har købt den engelske Blu-ray fra Lionsgate. På forsiden lokkes der med mere end 100 minutters eksklusivt ekstramateriale, og det er ikke engang sikkert, at sådan noget ville komme med på en dansk udgivelse. Så alt er godt.

lørdag den 4. februar 2017

Night Terrors Film Festival byder på masser af genre-kortfilm i København og Aarhus

For andet år i træk byder Night Terrors Film Festival på genre-kortfilm fra hele verden. Det kommer til at foregå i Husets Biograf i København onsdag den 8. februar og i Slagtehal 3 i Aarhus torsdag den 9. februar. Manden bag festivalen er den myreflittige skuespiller og instruktør Kim Sønderholm, der skriver dette om arrangementet:

"Idéen kom sig egentligt forrige år da jeg havde lovet at hjælpe en svensk spillefilm jeg havde medvirket i, få afviklet et par screenings i Danmark. Jeg var heldig at få istandsat aftaler i både København og Aarhus, og her gik det op for mig at der var rigtigt mange muligheder."

"Som skuespiller har jeg selv medvirket i en del kortfilm gennem årene og det har altid været lidt frustrerende at markedet for sådanne generelt er meget snævert, og derfor kom idéen til festivalen. Det har, ligesom sidste år, lykkedes os at samle en række kortfilm fra stort set hele verden, og vi glæder os til at vise dem for publikum", lyder det fra Kim Sønderholm.

Programmet for festivaler ser således ud i år:
  • THE BABYSITTER (Frédéric Chalté, Canada) 
  • THE NIGHT CIRCUS (Eskild Krogh, Danmark) 
  • DEVIL’S WORK (John Rodas, USA) WOLVES (Alvaro Rodriguez Areny, Spanien/Andorra) 
  • TENSION (René Wiesner & Patrick Templin, Tyskland) 
  • CRUEL FORGIVENESS (Fabio Colonna, Mexico) 
  • YOU’RE GONNA DIE Tonight (Sergio Morcillo, Spanien)
  • MENACE (Justin Buckner, USA) 
[Kort pause]
  • BRIDE OF FRANKIE (Devi Snively, USA) 
  • (LITTLE) RED RIDING HOOD (Stéphane Guenind & Daniel Jenny, England) 
  • TRANSIT CONJUNCTION (Fredrik Waldeland & Jonas Reed, Norge) 
  • TALK OF THE DEAD (Eddie Bammeke, England) 
  • STILL (Carl Timms, England
  • CRYING WOLF (Sandor Tokodi, Ungarn/England) 
  • LURE (Monsieur Sieur, USA) 
  • GAGS (Adam Krause, USA) 
Du kan læse mere om fesrivalen på denne hjemmeside eller følge med på Facebook.

De praktiske oplysninger:
8. februar: Husets Biograf, Rådhusstræde 13, 1466 København S. Dørene åbner kl. 18, filmene starter kl. 19. Pris 50 kr, Billet-reservation husetsbio.reservation@mail.dk
9. februar: Slagtehal 3, Mejlgade 50 kld, 8000 Aarhus C. Dørene åbner kl. 19.30, filmene starter kl. 20. Reservation ikke mulig, vi lukker folk ind så længe der er pladser ledige.

onsdag den 1. februar 2017

Rob Zombies 31 på vej fra AWE

Den amerikanske musiker Rob Zombie laver også gyserfilm, og nogle gange har man det lidt som om, at det skulle han holde sig langt væk fra. Hans produktion er ujævn som bare pokker, og man bliver virkelig træt af ligegyldigheder som THE LORDS OF SALEM eller deciderede makværker som HALLOWEEN og HALLOWEEN II. Omvendt er der gode (eller i det mindste hæderlige) ting som HOUSE OF 1000 CORPSES eller THE DEVIL'S REJECTS. Men det samlede output er alt andet end imponerende.

Det seneste epos, 31, har fået nogle hårde ord med på vejen, men selvfølgelig er der også fans, der elsker den, så selvfølgelig skal den ses. Filmen udkommer på dvd og Blu-ray her i landet den 16. februar, og det er Another World Entertainment, der udgiver den.

Dario Argentos SUSPIRIA runder de 40

Man kan have mange holdninger til kvaliteten af den italienske instruktør Dario Argentos værker, men der er en håndfuld af hans film, der igen og igen dukker op på diverse "de bedste gysere"-lister - og én af dem er SUSPIRIA. Her følger man den unge Suzy Bannion, der på et danse-akademi i Tyskland oplever alverdens rædsler. Historien er fortalt noget rodet og fragmentarisk, men filmen er et festfyrværkeri af billeder, lyd og spektakulære effekter. Alene det første kvarter er noget af det mest unikke, der er set i genren.

SUSPIRA havde premiere den 1. februar 1977 i Italien, og den kan altså fejre sit 40 års jubilæum. I august samme år nåede den til USA, mens man skulle helt frem til den 13. februar 1981, før SUSPIRA fik en dansk premiere. Det var under titlen CHOKHOUSE, og på den danske plakat promoveres den med følgende ord: Chokfilmen der lå nr. 1 i Japan... - En barsk affære for alle sanser... Helt på højde med TÅGEN og FREDAG D. 13. SUSPIRIA har været udgivet på dvd i Danmark fra On-Air-Video, men det er nok svært at finde den udgivelse i dag.

En nyrestaureret 4K-udgave har åbenbart været vist i Italien i disse dage i forbindelse med jubilæet. Og gennem årene har muligheden for at lave et remake været oppe op vende, men det er først nu, at der skulle være kommet gang i tingene med Luca Guadagnino som instruktør. Om den udgave så vil have den samme styrke som Argentos original, kan man ikke vide, men nu får vi se.