Skumle regeringsagenter, eksplosioner, blødende hænder og ansigter, Kirk Douglas, ESP-eksperimenter, makabre dødsfald, maskingeværer, biljagter og arabere, der slynges gennem luften. Og alt dette i løbet af en enkelt spillefilm. Det er man da bare nødt til at elske. Jeg taler naturligvis om Brian De Palmas THE FURY fra 1978, en science fiction-horror-thriller efter en roman af John Farris.Peter Sandza, der arbejder for en tophemmelig gren af den amerikanske efterretningsstjeneste, bliver bedraget og forsøgt myrdet af sin kollega gennem mange år, den ubehagelige Childress. Denne er nemlig interesseret i Peters søn Robin, der har unikke psykiske evner. Peter sætter nu alt ind på at finde sønnen, hvilket bl.a. fører ham til Paragon-klinikken, hvor unge mennesker med usædvanlige evner bliver undersøgt. Hertil kommer også teenageren Gillian Bellaver, der kan få folk til at bløde
, hvis hun koncentrerer sig om dem. Som tiden går bliver hun involveret i jagten på Robin.THE FURY er en fremragende film, måske en af De Palmas bedste. Skuespillet er ganske vist ujævnt og plottet er alt end en logisk, men der er en række elementer, der fungerer optimalt. Især bruges humor på en forfriskende måde, som f.eks. i scenen, hvor Peter er på flugt - kun iført underbukser og derfor er nødt til at stjæle tøj i en tilfældig lejlighed. Samtidig er manuskriptet meget realistisk i sin skildring af, hvor svært det kan være at slippe væk fra et sted eller undslippe en forfølgende bil. Der er utrolig mange detaljer undervejs og da filmen varer tæt på to timer, får den næsten et episk præg. Det er virkelig storslået. Endelig er musikken af John Williams helt i topklasse - og når man hører main title-sekvensen får man opklaret, hvor Chris Young har hentet inspirationen til sin HELLRAISER-musik fra.
THE FURY er ude på det danske dvd-marked under titlen DEN HEMMELIGE KRAFT. Den er værd at ofre et par timer på, især hvis man holder af horrorfilm fra 70'erne og er parat til en oplevelse lidt ud over det sædvanlige.
THE FURY, USA, 1978. Instruktion: Brian De Palma. Medvirkende: Kirk Douglas, John Cassavetes, Carrie Snodgress, Charles Durning, Amy Irving. Musik: John Williams.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar