De 10 bedste gysere: Remakes

Der er ingen tvivl om, at der bliver lavet for mange remakes i horror-genren. Det kommer lidt i bølger, men det har virkelig været slemt de senere år. De mange genindspilninger signalerer mangel på fantasi, forvirring, grådighed og stupiditet. Alligevel må man anerkende, at der også laves vellykkede remakes. Nogle af dem byder på friske og anderledes vinkler på historien, mens andre er visuelt opfindsomme. Her er mit bud på 10 remakes, der ikke stinker af daggamle lig: 10 THE OMEN (2006)

John Moores moderne version af Richard Donners original fra 1976 blev lavet for at udnytte den ultimative release-dato, nemlig den 6. juni 2006 (eller 666). Der er tale om en næsten nøjagtig kopi, men det bliver ikke så rædselsvækkende håbløst som i Gus Van Sants PSYCHO.



Der er masser af dynamik og effektive chokscener, og så kan man godt leve med, at Liev Schreiber og Julia Stiles er lidt for unge til de tunge roller, de spiller. Marco Beltramis musik er fremragende (naturligvis lavet i respekt for Jerry Goldsmiths skrækindjagende toner) og Pete Postlethwaite er sjov i rollen som præsten. Filmen kommer ikke op i nærheden af originalen, men det er bundsolid underholdning. 9 THE AMITYVILLE HORROR (2005)

Historien om det hjemsøgte hus i Amityville har været igennem Hollywood-kværnen mange gange, men det er ikke så underligt, at man på et tidspunkt besluttede sig for at vende tilbage til den originale historie - og det endda i en blankpoleret udgave fra Michael Bays Platinum Dunes-selskab.



Ryan Reynolds og Melissa George er virkelig gode som det unge ægtepar, der tror, at de har gjort deres livs hushandel. Filmen har en meget intens stemning og mange chokerende momenter. I slutningen falder det hele lidt fra hinanden, men samlet set er den nye version en positiv oplevelse. 8 NIGHT OF THE LIVING DEAD (1990)

Hvis man absolut skal pille ved George A. Romeros klassiker, er det OK, at manden selv er lidt med på sidelinien og det skader så ikke at have Tom Savini bag kameraet. Den moderniserede udgave er ikke så blodig som Romeros egne film, men den fungerer godt - især fordi den ikke prøver at erstatte originalen. Selve plottet er peppet lidt op og flere af personerne er blevet en anelse skarpere. Absolut værd at se. 7 THE BLOB (1988)

Det er ikke så underligt, at special effects-revolutionen har været drivkraften bag mange genindspilninger. Man har kastet et blik på f.eks. 50'ernes film og har sagt til sig selv, at det ville man kunne lave større og flottere. Der er 30 år mellem de to udgaver af THE BLOB, og den får ikke for lidt i Chuck Russell og Frank Darabonts nye version. Selve slimuhyret er blevet lynhurtigt og der er skruet godt op for splatter-effekterne. Et sikkert hit. 6 THE HILLS HAVE EYES (2006)

Den franske instruktør Alexandre Aja kører i den grad med klatten i sin nye udgave af Wes Cravens THE HILLS HAVE EYES. Første halvdel af filmen er meget tro mod originalen, men så skrues tempoet op på max. Mutanterne er grotesk ulækre og blodtørstige splatterfans har en masse at fryde sig over i denne flotte film. Et eksempel på et remake, der er monumentalt bedre end originalen.5 THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE (2003)

Marcus Nispel er inde og pille ved det helligste af det hellige i denne hyper-moderne version af Tobe Hoopers mesterværk - og han slipper godt fra det. Handlingen foregår stadig i 70'erne, men den er præget af vor tids gustne og makabre filmsprog. Den kannibalistiske og motorsavs-svingende familie er blevet udvidet - også med kvindelige medlemmer - og det er den sygeste flok skabninger, vi har med at gøre. Fuld knald på manuskriptet, masser af grum splatter og en stribe solide chok gør dette til en stor oplevelse. 4 THE RING (2002)

I vrimlen af amerikaniserede udgaver af asiatiske gys er kun en håndfuld værd at nævne som noget særligt. Gore Verbinskis THE RING er en af dem. Plottet fra den japanske udgave er intakt, men naturligvis tilsat en heftig dosis gys og gru for at kunne tilfredsstille et vestligt publikum. I dette tilfælde virker det optimalt. Filmen er nervepirrende fra start til slut, hvilket især skyldes de fremragende skuespillere og Hans Zimmers storslåede musik. 3 DAWN OF THE DEAD (2004)

Zombie-genren nægter at dø og især George A. Romeros film er bevis for, at reinkarnation findes - i det mindste i Hollywood. Zack Snyders eksplosive version byder på en af de bedste åbninger, jeg nogensinde har set i en film. Og så kører han ellers derfra. Selv om zombierne er af den nye slags, der løber som dopede OL-sprintere, er stemningen fra den originale film bevaret. Og så er den nye DAWN OF THE DEAD så ekstremt voldelig og blodig (ikke mindst i det unratede director's cut), at man føler sig helt beskidt efter at have set den. 2 THE FLY (1986)

David Cronenberg var det oplagte valg til at lave en opdateret version af historien om en videnskabsmand, der får sine gener blandet sammen med en flues. Kroppens forandring og kødets forfald er centrale emner i den canadiske instruktørs værker og her får vi lige præcis den rette dosis af hans evangelium. Jeff Goldblum er et hit som den energiske forsker, der bevæger sig frygtløst ind i det ukendte land - og det skader jo heller ikke at have Geena Davis med på rollelisten. 1 THE THING (1982)

Det bedste horror-remake nogensinde. Den gamle udgave er et mesterværk, men John Carpenters version er noget helt unikt - så unik, at mange ikke kunne følge med, da filmen i sin tid fik premiere. Men de har siden fået øjnene op for denne films storhed. Banebrydende special effects og en intens stemning af utryghed og paranoia gør dette til en oplevelse af de sjældne - og til et eksempel på, at remakes kan fungere, hvis man har respekt for grundmaterialet og har så meget nyt at fortælle, at det er besværet værd at lave ny udgave af en gammel film.