lørdag den 4. september 2010

Rygter om endnu en TWILIGHT-film

Så, rolig nu... Dette er bare rygter, men der ingen tvivl om at det vil få internettet til at summe de næste par dag. Det er What's Playing, der har fået et tip fra en anonym kilde om, at Summit Entertainment har planer om at filmatisere THE SHORT SECOND LIFE OF BREE TANNER. I bogen fortælles historien om en ung vampyr, der bliver en del af den hær, der i ECLIPSE skal bekæmpe Bella og Edward. Om rygtet er sandt eller ej skal nok blive opklaret, men det ville være underligt, hvis ikke Summit Entertainment ville gøre alt for at holde liv i TWILIGHT-franchisen.

fredag den 3. september 2010

Hvad har Mary Shelley og A SERBIAN FILM med hinanden at gøre?

Det har været en lidt underlig oplevelse at følge med i bloggens besøgstal den seneste uges tid. I mandags var det f.eks. den engelske forfatter Mary Shelleys 213 års fødselsdag og Google havde i den anledning ændret deres logo for at markere dagen. Jeg fik pudsigt nok vildt mange hits på søgningen Frankensteins monster her på bloggen. Rigtig mange af de besøgende havde lige været inde på dansk Wikipedia først og var så blevet sendt videre til Skræk og Rædsel, så der er muligvis en del skolelærere ude i landet, der har sat deres elever til at researche på Mary Shelley.

I går steg besøgstallene så igen, men det var af en helt anden årsag. Nu ville folk læse om A SERBIAN FILM, som jeg har omtalt i forbindelse med aflysningen på FILM4 FrightFest. Politiken har nemlig bragt en artikel om al den ballade, der har været omkring A SERBIAN FILM og af kringlede omveje sender søgemaskinerne bl.a. en del mennesker ind på Skræk og Rædsel.

Jeg glæder mig over hvert et klik, denne blog får, men i virkeligheden er jeg i mit stille sind mere tilfreds med, at Skræk og Rædsel i den samme uge kan tiltrække læsere, der enten interesserer sig for en gotisk klassiker, skrevet af en 18-årig kvinde i begyndelsen af 1800-tallet - eller for en kontroversiel og grænseoverskridende splatterfilm, skabt i vor tid af nogle mennesker, der er vokset op i et krigshærget land. Det viser bare, at dette er en stor og uendeligt fascinerende genre med mange facetter.

torsdag den 2. september 2010

Fladpandet zombiesjasker fra Bruno Mattei

Det begynder helt efter Sådan laver du en zombiefilm-håndbogen. Et eksperiment på en kemikaliefabrik i Papua Ny Guinea går galt og en mystisk gas forvandler alle på stedet til frådende zombier. Fra højeste sted tager man dette meget alvorligt, så man sender straks en militær eliteenhed til øen. Den består af fire soldater! Ja, jeg sagde jo, at man tog truslen alvorligt...

Soldaterne render undervejs på den kvindelige journalist Lia Rousseau og hendes kameramand, der netop har oplevet, at det ægtepar, de rejste sammen med, er blevet ædt af zombier. En af disse var parrets søn, der havde fået en skramme og derfor var blevet inficeret. Nu begiver eliteenheden og de to pressefolk sig ud på en farefuld færd gennem den zombie-overrendte jungle for at nå frem til kemikaliefabrikken.
Bruno Matteis italiensk-spanske VIRUS fra 1980 er den syvende titel i Another World Entertainments serie af zombie-udgivelser. Og for mange fans vil den formentlig fylde et af hullerne i samlingen, men så heller ikke mere, for det er en af de absolut værste af slagsen. Sjusket, pinlig, amatøragtig og langtrukken. Og det er nok derfor, at mange har et blødt punkt for netop denne film - VIRUS er så tænderskærende elendig, at det faktisk er ganske underholdende at se den.
Nu er der vist ikke mange, der vil hævde, at Bruno Mattei var en fremragende filmmager (selv om Jack Jensen i dvd'ens booklet trods alt giver ham et par skulderklap for at have holdt ud som horror-instruktør - også efter at mange andre italienere i branchen havde givet op). Han lavede dog ikke VIRUS selv - medinstruktøren Claudio Fragasso har i nogle interview hævdet, at han stod for godt halvdelen af filmen. Det synes jeg så ikke lige er noget at prale af - det afslører bare, at de to herrer var lige talentløse.

VIRUS er optaget i Spanien, men gør et stort nummer ud at signalere, at vi befinder os under fjerne himmelstrøg. Det gør den primært med alskens gamle klip fra jungle-dokumentarer, hvor en del tydeligvis stammer fra Afrika. Så er der også lige hentet nogle klip fra diverse mondo-produktioner, mens soundtracket især består af Goblin-tracks fra ZOMBI (aka DAWN OF THE DEAD). Det er det rene genbrug, men det har sikkert været billigt.
Nu skal man ikke bare nedgøre VIRUS, for det er faktisk en film, man kan lære meget af. Jeg fandt f.eks. ud af følgende:
  • Hvis man er videnskabsmand og står i et kontrolrum og overvåger et eksperiment, så skal man trykke på alle knapperne... hele tiden.
  • Hvis eksperimentet går galt og man er nødt til at gå ned og undersøge en livsfarlig lækage, så er der forskel på folk. Det almindelige personale skal pinedød have beskyttelsesdragter på, mens en professor kan nøjes med en gasmaske.
  • Er man elitesoldat må man finde sig i, at uniformen består af en billig blå kedeldragt.
  • Hvis man oplever sine kolleger og familiemedlemmer blive ædt af zombier, så er det helt normalt at stå stille og kigge på det i stedet for at hjælpe eller flygte.
  • Hvis man endelig flygter fra zombier, så løber man hen imod dem - ikke væk.
  • Som professionel soldat er det ikke usædvanligt, at man ikke forstår basale informationer, der kan redde en selv eller andre. Selv om man godt ved, at zombier kun dør af et skud i hovedet, så vil man i det uendelige blive ved med at skyde dem i maven eller brystet.
VIRUS er kendt under et hav af alternative titler. Another World Entertainment har valgt HELL OF THE LIVING DEAD, men man kunne sagtens også have snuppet NIGHT OF THE ZOMBIES eller ZOMBIE CREEPING FLESH. Jeg synes, det er flot, at AWE udgiver en forrygende elendig film som denne og det endda i en komplet og ucensureret udgave. Filmen er dog en væsentlig brik i zombie-genrens historie og derfor er det selvfølgelig noget, man skal se - i det mindste bare for at have set den.

VIRUS, Italien-Spanien, 1980. Instruktion: Bruno Mattei, Claudio Fragasso. Medvirkende: Margit Evelyn Newton, Franco Garofalo, Selan Karay, José Gras, Gabriel Renom.

Dvd'en er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment

onsdag den 1. september 2010

18 skud i hovedet

Jeg plejer at fyre disse mini-anmeldelser af i klumper på 25 styk, men nu er det meget længe siden, jeg har set nogle af disse film, så nu skal de altså ud på bloggen. Faktisk overvejer jeg at finde en anden form til de film, der ikke fortjener en længere anmeldelse, men som alligevel bør have et par ord med på vejen. Måske vil jeg bare lægge dem på løbende. Nok om det... her er i hvert fald lige nogle indtryk af 18 gysere af meget blandet kvalitet.

THE BOOGEYMAN Søskendeparret Lacey og Willy er stadig påvirket af, at Willy for 20 år dræbte deres fordrukne mors voldelige kæreste med en kniv - en udåd, som Lacey overværede i et spejl. Af kringlede omveje får Lacey nu dette spejl hjem og fordi hun har smadret det, slippes ondskaben fra dengang løs. Ulli Lommels film ligner en billig gyser fra 80'erne - og det er lige hvad det er. Primitiv og sjusket, men bizart underholdende.
BOOGEYMAN 3 Nu var BOOGEYMAN 2 ikke den store oplevelse, men den var åbenbart succesfuld nok til, at der også er kommet en 3'er. Og den er så endnu værre. Manuskriptet prøver desperat at lave nogle koblinger til de to første film, men ellers er det bare en småkedelig sag om nogle studerende på et kollegium, der jages af den mærkværdige bøhmand. Det er stift, uopfindsomt og alt andet end uhyggeligt. Men det skulle ikke undre mig, om der også kommer en 4'er en dag.
CAT'S EYE Pudsig lille Stephen King-antologi-film, hvor en kat mærkværdigt nok er det eneste bindeled. Ingen af de tre historier er udpræget nervepirrende, men det er virkelig sjovt at se en højspændt og energisk James Woods i rollen som en mand, der desperat prøver at holde op med at ryge. Det sjoveste i filmen er faktisk de mange referencer til andre Stephen King-film og -historier.
DAY OF THE DEAD (2008) Denne film af genre-veteranen Steve Miner har ikke det store med George A. Romeros original at gøre. Vi får dog en sympatisk zombie og en markant militær tilstedeværelse, men ellers er dette bare endnu en af disse mekaniske film om levende døde, som vi har fået alt for mange af de senere år. Mena Suvari har slet ikke gennemslagskraft nok til at bære en film som denne og Ving Rhames er formentlig bare med for at tjene til huslejen. Nogle af zombierne kan dog kravle på loftet, hvilket man ikke ser så tit. DAY OF THE DEAD er indspillet i Bulgarien.
DAY OF THE DEAD 2: CONTAGIUM Hvis der er to mennesker i horrorgenren, der må siges at være blottet for talent, så er det Ana Clavell og James Glenn Dudelson. De lavede den forfærdelige CREEPSHOW III, og denne her er lige så slem. Elendige skuespillere stavrer rundt i en meningsløs historie, hvor effekterne ligner noget, der er lavet af børnehavebørn. Hold dig langt væk fra dette makværk.
THE DEVIL'S CHAIR Nick West ser sin kæreste blive dræbt i en mystisk stol på et nedlagt sindssygehospital. Han dømmes for mordet, men nogle år senere vil hans terapeuter have sandheden frem, så de tager Nick med tilbage til gerningsstedet. Spændende og anderledes engelsk gyser med en stemning, der driver ned ad væggene. Den vil absolut ikke tiltale alle, men jeg fandt den både interessant og creepy.
DØD SNØ I vrimlen af norske horror-produktioner er det forfriskende, at de også forsøger sig med en zombiefilm. Her er det endda nazi-zombier, vi bliver udsat for. Historien er temmelig banal med en gruppe unge mennesker, der er fanget i en hytte og filmen har både fremragende og elendige scener. Med andre ord en ujævn sag, men den er temmelig underholdende og absolut værd at bruge tid på.
GAG To tyve bryder ind i et hus og finder en mand, der er bundet nede i kælderen. Manden har tydeligvis fået tæv. Hvad gør tyvene nu? Tja, det er i hvert fald spild af tid at bruge knap fem kvarter af dit liv på at se GAG for at finde ud af det. Hæslig omgang amatørteater med skuespillere, der intet kan og en instruktør, der ikke har styr på en skid. Og budgettet er formentlig stort set det, som de involverede har fået ud af at gå ned og veksle flasker. GAG ligner lort... og det er den!
INTRUDER Scott Spiegels klassiske slasher fra 1989, der bl.a. har Sam og Ted Raimi med på rollelisten. Hvis du ikke lige kender den, så er det den med supermarkedet. Plottet er ikke det store sus, men vi får et par underholdende dødsscener, og filmen har en billig og kultisk stemning på den helt rigtige måde. Bruce Campbell markedsføres som om han var et af hovednavnene i filmen, men ham ser man nu ikke meget til.
P2 Den ambitiøse og hårdt arbejdende Angela prøver at komme hjem til sin familie juleaften, men det synes nattevagten Thomas i kontorbygningens parkeringskælder så ikke er nogen særlig god ide. I P2 får vi serveret en simpel katten efter musen-historie på en ekstremt effektiv og underholdende måde. Der er ikke så meget pjat - det er bare en bundsolid lille film, der leverer varen. Og så er det altid godt at se Wes Bentley som skurk.
REAZIONE A CATENA Mario Bavas legendariske slasher - kendt i den store verden som bl.a. TWITCH OF THE DEATH NERVE og A BAY OF BLOOD - er noget mere labyrintisk i sit plot end mange af de film, der senere lod sig inspirere af den. Læg hertil mærkværdige sæbeopera-agtige indslag og masser af kulsort humor - så har man en film af de sjældne. Ikke nødvendigvis fremragende, men absolut værd at se. Og dyrk så lige den vanvittige slutning og den funky musik.
THE REPTILE Hammer forsøgte med denne film at præsentere publikum for et helt nyt monster, og det kom der en rimelig vellykket og stemningsfuld skrækfilm ud af. Det er ikke så svært at gennemskue mysteriet, men det gør ikke noget, for de medvirkende sprudler af energi - ikke mindst Noel Willman som den iskolde dr. Franklin og Michael Ripper som en handlekraftig pubejer. Optaget back-to-back med THE PLAGUE OF THE ZOMBIES, så man vil kunne nikke genkendende til nogle af kulisserne.
SESSION 9 Blandt genrefans er denne gyser om et asbestsaneringsfirmas arbejde på et nedlagt sindssygehospital et stort hit, men den kom aldrig ind under huden på mig. Den er ekstremt velspillet og instruktøren Brad Anderson får det optimale ud af den usædvanlige lokalitet og sit minimale budget. Men historien når ikke ud over kanten og jeg blev aldrig for alvor fanget af filmen. Men den er bestemt værd at se.
SSSSSSS Der er mere stil og stemning end uhygge over Bernard L. Kowalskis slangegyser fra 1973. En ung student skal arbejde for en slange-forsker, der har gang i et meget bizart eksperiment - og studenten bliver brugt som forsøgsperson uden at han selv ved det. De gode skuespillere og den solide musik af Patrick Williams skaber denne yderst seværdige film, men den vil på ingen måde give dig søvnløse nætter.
STIR OF ECHOES Kevin Bacon leverer en mesterlig præstation i denne fremragende og intense gyser, der er baseret på en roman af Richard Matheson. Vi får et perfekt mix med en spændende historie, godt timede chok og et vellykket klimaks. Et af genrens små mesterværker og en film, man helt klart skal se, hvis man er til f.eks. THE SIXTH SENSE og THE OTHERS.
TERROR Helt vildt ujævn engelsk gyser fra Norman J. Warren, der serverer en bizar ret med ingredienser fra både Hammer-film og Dario Argento-horror. Vi får nogle interessante dødsscener, hvor især den besatte og blodtørstige filmstrimmel er et kreativt indslag. Men manuskriptet virker som noget, der lige har været en tur gennem en makulator og så er blevet sat tilfældigt sammen igen. En oplevelse, men ikke nødvendigvis en stor oplevelse.
TO THE DEVIL A DAUGHTER Forfatteren Dennis Wheatley var så begejstret for Hammer-filmatiseringen THE DEVIL RIDES OUT, at han gav filmselskabet lov til at kaste sig over endnu en af hans bøger. Det blev så til dette forfærdelige nonsens. Der gøres et lille forsøg på at hæve filmen til at være en moderne okkult thriller, og det er herligt at se udenlandske locations for en gangs skyld i en Hammer-film. Men det er en omgang vrøvl, der fiser ud i en af genrens dummeste slutscener. Men det hjælper da lidt på oplevelsen, at Nastassja Kinski smider tøjet.
ZOMBIELAND Ujævn komedie med mange gode indfald og energiske skuespillere, men hver anden joke falder til jorden som en sæk gamle indvolde. Jesse Eisenberg er rigtig god som den neurotiske nørd, mens Woody Harrelson er sit sædvanlige overgearede jeg. Plottet er dog for tyndt og manuskriptet kunne sagtens have tålt et par gennemskrivninger mere. Når en film kan fucke en Bill Murray-cameo op, så er der noget galt. OK, men absolut ikke fantastisk.

Læs også...
50 hug med øksen
25 slag med kødhammeren
25 snit med slagterkniven
13 stød med strømpistolen
25 søm i ligkisten

FEAR ITSELF kommer på dansk dvd

TV-serien FEAR ITSELF, der var tænkt som en slags afløser for MASTERS OF HORROR, nåede kun at blive lavet i en enkelt sæson - og det var endda ikke alle 13 episoder, der blev vist på den amerikanske TV-station NBC. Siden er serien blevet samlet i en dvd-box og overraskende nok kommer den også i en dansk udgave.

Det er Universal, der står bag, og boxen udkommer den 12. oktober. Blandt instruktørerne kan nævnes Breck Eisner, Ronny Yu, John Landis, Stuart Gordon og Darren Lynn Bousman. Den officielle præsentation af serien fra Universal lyder således: "FEAR ITSELF er en tankevækkende tv-serie på 13 afsnit. En spændings- og skrækserie, der flytter grænserne for denne klassiske genre, med et væld af provokerende kunstnere både foran og bag ved kameraet".

tirsdag den 31. august 2010

OPSTANDELSEN får Københavner-premiere

Så er der lidt nyt om Casper Haugegaards OPSTANDELSEN, den nye danske zombiefilm. Den har været vist i forbindelse med Copenhagen Zombie Crawl og er lige på spring til flere horror-festivaler rundt om i verden - men den skal også have en rigtig Københavner-premiere. Det bliver tirsdag den 14. september i Empire Bio på Nørrebro. Billetprisen er meget sympatisk, nemlig 0 kroner. Ring til biffen på telefon 35 36 00 36 mellem kl. 12:00-19:00 og hør om der flere pladser tilbage. OBS: Max to billetter pr. person. Få mere info om filmen på Facebook.

Så snuppede han lige en stak SAW-film

Stod i kø i Fona i går. Gutten før mig skulle lige betale for en stak SAW-film. Hele serien fra nr. 1 til 6, du, i en stor håndfuld. Respekt!

Anders And à la Dracula

Så er den nye Jumbobog på gaden fra Serieforlaget og den ser ikke ud til at være for sarte sjæle. På forsiden af Danmarks mest solgte bog kan man se Anders And i Dracula-antræk. Hold da op!

Horror-soundtrack fra action-komponist

Pladeselskabet Varèse Sarabande har meldt ud, at de den 5. oktober udgiver Michael Giacchinos musik til LET ME IN, det amerikanske remake af LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN. Giacchino er især kendt for dynamiske og actionprægede scores til film som MISSION: IMPOSSIBLE III, THE INCREDIBLES og STAR TREK samt TV-serier som ALIAS og LOST. Så det skal blive spændende at høre et horror-soundtrack fra hans hånd. Tidligere har pladeselskabet MovieScore Media udgivet Johan Söderqvists musik til den svenske LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN.

søndag den 29. august 2010

THE LAST EXORCISM stryger til tops

Der er ingen tvivl om, at de klapper i deres små hænder på filmselskabets Lionsgate. I denne weekend har de haft premiere på Daniel Stamms gyser THE LAST EXORCISM, og det er gået ret godt, hvis man skal tro på de foreløbige tal. Filmen er faktisk strøget til tops på biograf-hitlisten i USA og har omsat for 21,3 millioner dollar. Nu har THE LAST EXORCISM kun kostet 1,8 millioner dollar at lave og Lionsgate har så smidt en ekstra million efter den for distributionsretten og i en tilsyneladende effektiv markedsføringskampagne.

Nu hjælper det nok også lidt blandt genre-fanatikere, at Eli Roth er en af de syv producenter - og at filmen i denne weekend er blevet vist på hele 2874 amerikanske biograflærreder. En sidste lille ting for talnørder: THE LAST EXORCISM har på blot en enkelt weekend omsat for flere penge, end PIRANHA 3D har formået at gøre på 10 dage. Syret. En eventuel dansk premieredato er endnu ukendt. Kilder: Box Office Mojo, Collider

Konkurrence: Skriv en gyser

Forlaget Valeta lancerer en roman-konkurrence i forbindelse med dette års Fantasticon. Det gælder ganske enkelt om at skrive en gyser på mindst 150 normalsider, og hvis man er så heldig at stryge til tops i konkurrencen, så bliver bogen udgivet. Målgruppen, du skal skrive til, er unge mellem 15 og 25 år og deadline er den 1. marts 2011.

Zombier på Fantasticon

For 7. gang inviterer foreningen Fantastik til Fantasticon, en messe for og om den fantastiske genre. Det foregår den 18. og 19. september i Vanløse Kulturhus. Æresgæst er science fiction-forfatteren Catherine Asaro, men man vil bl.a. også kunne møde Rikke Schubart og Mathias Clasen. Et af de gennemgående temaer bliver zombier, bl.a. med et panel om zombier, et foredrag om zombier i tegneserier samt en stribe zombiefilm. Jeg er selv arbejdsramt den pågældende weekend - især om lørdagen, hvor de fleste af de horror-relaterede indslag finder sted. Men jeg vil da opfordre andre til at tjekke begivenheden ud. Læs mere her.

lørdag den 28. august 2010

Blod, død, sex og stoffer... hvad mere kan man ønske sig af en TV-serie?

Der sker virkelig mange ting i anden sæson af TRUE BLOOD. Nu er den lille by Bon Temps lige sluppet af med én morder, men en ny er åbenbart på spil. Sookie og Bill kommer tættere på hinanden, men deres forhold bliver kompliceret af, at Bill nu har den unge vampyr Jessica boende. Sookies bror Jason er blevet medlem af Fellowship of the Sun, en religiøs bevægelse, der hader vampyrer, mens barejeren og formskifteren Sam får stadigt større problemer med at skjule sin fortid. Vampyr-sheriffen Eric er bekymret over, at vampyr-sheriffen Godric er forsvundet i Dallas, så det skal Sookie selvfølgelig hjælpe ham med at opklare. Og over det hele svæver den karismatiske Maryann, der har sin helt egen dagsorden.

Sæson 2 er inspireret af handlingen i Charlaine Harris' LIVING DEAD IN DALLAS (LEVENDE DØD I DALLAS), men der fyldes så meget mere på, at det muligvis vil være en skuffelse at læse bogen efter at have set serien. Tempoet er højt og serien er kulørt som en billig kioskroman. Igen svælges der i blod, død, sex, stoffer og alverdens tabuer og det er skøn underholdning.

Skuespillerne har i høj grad fået styr på deres karakterer og selv om Anna Paquin i enkelte scener får Sookie til at fremstå som sådan cirka lige så kvik som et stykke vådt tagpap, så er det en knap så flagrende og hjernedød servitrice, vi præsenteres for i denne runde. Også svenske Alexander Skarsgård er fremragende i rollen som den manipulerende vampyr Eric, der fylder mere og mere i serien. Et dansk islæt får vi i form af Allan Hyde, der leverer en fin præstation som den mere end 2000 år gamle vampyr Godric.
Tempoet er højt og serien er kulørt som en billig kioskroman. Igen svælges der i blod, død, sex, stoffer og alverdens tabuer og det er skøn underholdning
Naturligvis går der lidt TV-serie i den, hvor vi lige skal have alle mulige sidehistorier med de forskellige bipersoner. Det er ikke lige spændende det hele, men det er nu engang noget, der plager de fleste serier. Heldigvis er hovedhistorien ganske spændende, og man kan leve med, at vi skal igennem ret mange trivielle scener med den mærkværdige Maryann, før den historie rundes af på en ganske dynamisk og eksplosiv måde.

Man kan umiddelbart få det indtryk, at TRUE BLOOD er en vildt nyskabende serie, men den indeholder ikke elementer, der ikke før har været brugt i en amerikansk TV-serie. Sex, tabuer, stoffer, splatter, you name it - vi har set det hele før - og meget af det endda i serier, der vises på store landsdækkende kanaler i Guds eget land. Men TRUE BLOOD svælger så hæmningsløst i disse elementer og mixer dem på en så elegant måde, at man oplever det som noget helt nyt.

Oplevelsen forstærkes af, at TRUE BLOOD er en så markant modpol til det pæne og puttenuttede TWILIGHT-univers, og det er der bestemt ikke noget i vejen med. Og under alle omstændigheder har TRUE BLOOD nok en længere holdbarhedsdato end TWILIGHT - det bliver også en serie, man gider se om 25 år.

TRUE BLOOD: Sæson 2, USA, 2009. Instruktører: Daniel Minahan, Michael Lehmann, Scott Winant, John Dahl m.fl. Medvirkende: Anna Paquin, Stephen Moyer, Sam Trammell, Ryan Kwanten, Rutina Wesley. Musik: Nathan Barr.

Læs også...
Hed sex med vampyrer i Sydstaterne

Dvd-gys uge 35 - 2010

To nye titler til samlingen... eller hvad?
  • BLOOD CREEK (Joel Schumacher-gyser om okkulte nazister. Udgives af Nordisk Film).
  • THE CRAZIES (Breck Eisners remake af George A. Romeros kult-klassiker. Læs min anmeldelse her. Udkommer også på Blu-ray. Udgives af Midget Entertainment).

DÈMONI-filmene i deluxe-udgaver

De travle mennesker fra engelske Arrow Video har nu også kastet sig over to italienske kult-klassikere fra 80'erne, nemlig Lamberto Bavas DÈMONI-film. Som sædvanlig skal man regne med en masse nyt og unikt ekstramateriale og som noget ganske særligt får man en DEMONS 3-tegneserie i to dele. DEMONS skulle udkomme den 27. september, mens DEMONS 2 er på gaden den 25. oktober.

torsdag den 26. august 2010

FILM4 FrightFest dropper A SERBIAN FILM

Det kan godt være, at den engelske censur-myndighed BBFC har fået et noget mere afslappet og realistisk forhold til virkeligheden de senere år, men der er stadig ting, de meget gerne vil klippe i. Så det er ikke så mærkeligt, at de pæne mennesker hos BBFC fik deres eftermiddagste galt i halsen, da de skulle vurdere SRPSKI FILM (eller A SERBIAN FILM) - en af de mest provokerende og grænseoverskridende produktioner i mange år.

Nu havde FILM4 FrightFest regnet med, at de kunne vise A SERBIAN FILM i forbindelse med dette års festival, men det bliver ikke til noget. BBFC mener nemlig, at der skal klippes omkring fire minutter ud, før den kan blive klasket op på et engelsk biograflærred, og det vil FrightFest ikke være med til af respekt for instruktørens vision. Så de vælger at vise noget andet.

Til gengæld viser de en BBFC-godkendt udgave af I SPIT ON YOUR GRAVE-remaket. Her ønskede man at få klippet i alt 43 sekunder ud med begrundelsen: "shots of nudity that tend to eroticise sexual violence and shots of humiliation that tend to endorse sexual violence by encouraging viewer complicity in sexual humiliation and rape". Filmselskabet Anchor Bay Entertainment gik med til lave disse censur-klip, men kunne i nogle tilfælde finde alternative skud og vinkler, der gjorde, at filmen nu kun er 21 sekunder kortere... men altså kortere! Kilder: FANGORIA, BBFC

Horror-fagbog af en sur, gammel røv

Før vi fik det her internet, var man nødt til at finde oplysninger om film i diverse opslagsbøger. Her kunne man f.eks. investere i englænderen Leslie Halliwells THE FILMGOER'S COMPANION og HALLIWELL'S FILM GUIDE. Nu skrev Halliwell (1929-1989) også andre bøger om film. En af dem er THE DEAD THAT WALK fra 1986 - en bog om Frankensteins monster, Dracula og mumien, som de især er blevet skildret i Universals og Hammers produktioner. Jeg har haft bogen stående i årevis, men har nu endelig fået den læst. Det var en tung omgang.

Det skyldes først og fremmest, at Leslie Halliwell var en sur, gammel røv, der i den grad var vild med ældre film. Han beskriver gysere som HALLOWEEN, THE FOG og THE AMITYVILLE HORROR som det rene vrøvl. Og selv om han i bogen tygger sig igennem f.eks. Universals mange skrækfilm, så er det ikke mange af dem, han bryder sig om. Han lægger dog ikke skjul på, at BRIDE OF FRANKENSTEIN er en af hans favoritter.

Man skal dog være grotesk tålmodig, hvis man vil gøre sig håb om at nå frem til sidste side i denne bog. Halliwell går nemlig grundigt til værks og graver bl.a. i den skønlitteratur, der har inspireret filmene. Det er selvfølgelig både relevant og interessant, men desværre vælger Halliwell at bringe sidelange citater fra f.eks. Shelleys FRANKENSTEIN og Stokers DRACULA. Og det er bare overkill og dræbende kedeligt i længden. Så er man glad for Universals og/eller Hammers gysere, er Halliwells THE DEAD THAT WALK nok ikke den første bog, man skal kaste sig over.

onsdag den 25. august 2010

HATCHET II får premiere i de amerikanske biografer, unrated og ucensureret

Flere af de amerikanske horror-hjemmesider har været i ekstase det seneste døgns tid. De har nemlig modtaget en pressemeddelelse fra AMC Theaters, en af de store biografkæder over there, om, at de agter at lade Adam Greens HATCHET II få premiere den 1. oktober. Og det skal være unrated, altså uden en censur-angivelse fra MPAA.

Og det er her, det begynder at blive interessant, for det gør man nemlig bare ikke. Meget få film har i nyere tid fået premiere i USA uden en MPAA-rating og de har stort set kun fået en begrænset distribution. Nu har MPAA ganske vist en rating til de meget ekstreme og voksne film. Den hedder NC-17, hvilket betyder, at ingen under 17 år må komme ind og se den pågældende film. Men kun ganske få produktioner (som f.eks. Paul Verhoevens SHOWGIRLS) er blevet sendt ud med denne rating. Så man går generelt efter en R-rating og så må de mere vovede og/eller brutale scener vente til dvd-versionen.

Men nu skal der altså ske noget. AMC-kæden vover pelsen og sætter HATCHET II op uden en MPAA-rating. Hvor mange sale det så lige bliver i praksis, siger pressemeddelelsen ikke noget om, men de omtaler det selv som "the widest release of an unrated genre film in more than 25 years". Kilde: Dread Central

Læs også...
Amanda Buckman viser bryster i blodig og brutal splatterfilm

tirsdag den 24. august 2010

Arghh, Fango, jeg kan ikke følge med...

Så lige FANGORIA nummer 297 annonceret på bladets hjemmeside, og det ser bare superfedt ud. Wow! Gode gamle Fango er blevet et lidt sejt blad med masser af kant og spændende tiltag efter at Chris Alexander har overtaget posten som redaktør (selv om forside-designet ikke er helt optimalt). Men, men, men... jeg kan ikke følge med. Nr. 296 har jeg ikke fået købt endnu, nr. 295 ligger ulæst hen og jeg har tygget mig igennem ca. halvdelen af nr. 294. Så få timer, så meget Fango. Nå, nr. 297 udkommer først midt i september, så forhåbentlig er jeg kommet lidt længere med min læsebunke, når jeg endelig får det i hænderne.

Nu kommer THE HOWLING på Blu-ray

Nej, det er ikke Joe Dantes original, jeg taler om - den er nemlig ikke kommet på Blu-ray i USA eller England endnu (men man kan købe den i Tyskland, Frankrig og Australien, hvis man er interesseret). Jeg taler om syrede sequels som HOWLING III: THE MARSUPIALS, HOWLING V: THE REBIRTH og HOWLING VI: THE FREAKS, altså nr. 3, 5 og 6 i serien. Dem har Timeless Media Group i USA tidligere udsendt i en dvd-box, og den 19. oktober lander de så også på Blu-ray. Formatet er fullscreen og billedkvaliteten er næppe noget at råbe hurra for. Man må sige, at Blu-ray virkelig er slået igennem, når den slags trash også bliver "opgraderet".

Læs også...
Varulve... nu også med pung
Lad os gå ned ad denne lange gang
Varulven som underholdning

Cinemateket viser TALES FROM THE CRYPT

Cinemateket i København byder i september på en rigtig skrækfilm-klassiker, nemlig Amicus-produktionen TALES FROM THE CRYPT fra 1972. Filmen vises torsdag den 23. september i samarbejde med Station 16. I september vil man i Cinemateket også kunne opleve LÅT DEN RÄTTE KOMMA IN i en serie med svenske film.

mandag den 23. august 2010

TRUE BLOOD har sæsonpremiere på Canal+

Der er mange, der venter spændt på tredje sæson af TRUE BLOOD og trevler internettet igennem for nyheden om, at den dukker op på TV2 Zulu - eller svensk TV, der også har sendt serien. Men nu er det jo en serie fra den amerikanske betalingskanal HBO, så det er meget naturligt, at den lige skal et smut forbi en af de lidt dyrere danske kanaler først.

Så hvis man har abonnement på Canal+-kanalerne, kan man glæde sig over, at tredje sæson af TRUE BLOOD har premiere i morgen onsdag kl. 20.00 på Canal+ Series og Canal+ Film HD. Og så kommer der lige fire genudsendelser i ugens løb på Canal+ Series. Svensk TV - det vil sige SVT - har meldt ud, at de sender TRUE BLOOD sæson 3 i begyndelsen af 2011. En melding fra TV2 Zulu har vi endnu ikke fået.

De er skøre ude på landet... men det kan sagtens blive meget værre

Der er noget helt galt i Ogden Marsh, Iowa. Sherif David Dutton er nødt til at skyde en af byens indbyggere, der bevæbnet vader ind og forstyrrer en football-match. Sheriffens kone Judy, der er læge, får en patient ind, der virker sløv og fraværende. Samme aften dræber denne patient sin familie. Sheriffen tager sin vicesherif Russell med ud for at undersøge nogle rygter om et flystyrt og finder ganske rigtigt et fly - men der har intet været om det i nyhederne. Og da folk for alvor begynder at gå amok, rykker militæret ind - alle med beskyttelsesmasker på. Der er noget helt galt...
George A. Romeros THE CRAZIES fra 1973 er i høj grad en film, der inviterer til at blive genindspillet. Som altid hos Romero har manuskriptet kant og er næsten profetisk i sin skildring af en lille by, der ved et tilfælde rammes af et biologisk våben. Desværre er det også en film, der i den grad afslører sit minimale budget og den har et af de mest irriterende soundtracks, jeg længe har hørt. Derfor har jeg været spændt på at se Breck Eisners nye bud på THE CRAZIES og jeg blev bestemt ikke skuffet.
Vi får en solid omgang hårdtpumpet horror, hvor de effektive chok står i kø for at komme til. De gale er helt almindelige mennesker, der for få timer siden var fredelige naboer - nu er de dræbermaskiner, der kan finde på hvad som helst. Især er en længere scene med en høtyv et grumt og nervepirrende eksempel på dette. Selv om de gale kan minde om zombier, så er vi mere ovre i noget à la 28 DAYS/WEEKS LATER og REC/QUARANTINE. Og vi får i THE CRAZIES et godt indblik i, hvordan den mærkværdige sygdom udvikler sig. Du kan ikke stole på nogen!

I historien er det ikke bare de blodtørstige tosser, der er farlige. Også det amerikanske militær beskrives som et mere eller mindre sjælløst monster, der med våben i hånd forsøger at bekæmpe en fjende, de ikke forstår. Nu er det ikke fordi THE CRAZIES i den nye udgave er en udpræget politisk film, men et lille prik eller to kan det da blive til. Man kunne måske have ønsket sig, at hæren først blev introduceret lidt senere i historien, så vi kunne have fået lidt mere paranoia og mistro i den lille by, men sådan er det.
Med et solidt hold af skuespillere, lækre billeder af fotografen Maxime Alexandre, cool og effektiv musik af Mark Isham og masser af blodige chok, så kan THE CRAZIES anbefales som super underholdning, der uden tvivl vil få dig til at hoppe i sofaen flere gange undervejs. Ja, det er meget mainstream, men det er megafed mainstream. Jeg så THE CRAZIES i den engelske dvd-udgave, hvor man også får en hæderlig portion ekstramateriale.

THE CRAZIES, USA-Forende Arabiske Emirater, 2010. Instruktion: Breck Eisner. Medvirkende: Timothy Olyphant, Radha Mitchell, Joe Anderson, Danielle Panabaker, Christie Lynn Smith. Musik: Mark Isham.

Krokodillerne gnasker løs igen

Jeg ved ikke hvordan I har det, men jeg går ikke i det daglige og savner nogle flere krokodille-gysere. Der er ganske vist blevet lavet et par underholdende stykker af slagsen (som f.eks. ROGUE og BLACK WATER), men der er andre creepy dyr, jeg hellere vil se film om. Men krokodiller er åbenbart sagen for nogle filmselskaber, så derfor skal vi selvfølgelig også udsættes for en LAKE PLACID 3.

Nu var LAKE PLACID 2 noget værre bras, men det skræmmer ikke folkene bag denne nye produktion, der udkommer i USA den 26. oktober fra Sony Pictures Home Entertainment. Colin Ferguson spiller hovedrollen, men man finder også genre-veteranen Michael Ironside på rollelisten. Dread Central har eksklusivt fået lov til at kigge på dvd-forsiden og den er jo ganske effektiv. Kilde: Dread Central

søndag den 22. august 2010

Ny dansk horrorblog på banen

Abra, en af denne blogs faste læsere og flittige kommentatorer, har nu også meldt sig på banen med sin helt egen horrorblog. Den hedder Abra's horrible verden, har eksisteret siden fredag den 13. august og byder indtil videre på filmanmeldelser. Abra fortæller dog, at boganmeldelser og andet stof med tiden vil finde vej til bloggen.

Ray Bradbury fylder 90 år

Den amerikanske forfatter Ray Bradbury fylder 90 år i dag. Han er især kendt som science fiction-skribent, men skrev tidligt i sin karriere en stribe fremragende, stemningsfulde og meget uhyggelige horror-noveller. I 1962 udkom romanen SOMETHING WICKED THIS WAY COMES, der siden blev filmatiseret.

Skræk og Rædsels spørgekasse: Part II

Jeg har endnu en gang været inde og kigge i mine Google Analytics-data og har fundet frem til en stribe af de spørgsmål, der er blevet tastet ind i søgemaskinerne, før læserne har valgt at klikke ind på Skræk og Rædsel. Måske har nogle af jer været så heldige, at I har fundet svarene her på bloggen - måske ikke. Her er i hvert fald en stak spørgsmål og nogle forhåbentlig nyttige svar:

Hvornår kommer ECLIPSE på dvd?
Det er endnu uvist. Tysk Amazon angiver datoen til at være den 24. december, mens en australsk forhandler påstår, at den kan fås down under den 1. december. Men de officielle amerikanske og europæiske datoer er ikke blevet afsløret endnu.

Hvad er det for en film, hvor de levende døde spiser hjerner?
Der kan være mange svar på dette spørgsmål, men mon ikke det bedste bud er THE RETURN OF THE LIVING DEAD fra 1985, hvor zombien Tarman er rigtig glad for brains!

Hvornår kommer THE VAMPIRE DIARIES sæson 2?
Første afsnit af sæson 2 har premiere i USA den 9. september. En eventuel dansk dato er ukendt.

Hvor gammel skal du være for at se FRIDAY THE 13TH?

FRIDAY THE 13TH-filmene har generelt en aldersgrænse på 15 år her i landet. Det gælder også det nye remake. FREDDY VS. JASON havde sjovt nok en aldersgrænse på 11 år, da den gik i biograferne, men filmselskabet har af en eller anden grund valgt at sætte et 15 års-mærkat på dvd-udgaven.

Hvor mange TRUE BLOOD-bøger er der?

The Southern Vampire Mysteries-bøgerne (eller Sookie Stackhouse-bøgerne) af Charlaine Harris, som TV-serien TRUE BLOOD er baseret på, er indtil videre oppe på 10 romaner og en novellesamling. Den seneste roman i serien hedder DEAD IN THE FAMILY. De fem første bøger er oversat til dansk.

Hvor mange King Kong-film er der lavet?

En par håndfulde, hvis man tæller alle tegnefilm og mere eller mindre mærkværdige kopier med. Her på siden har jeg holdt mig til de syv mest officielle af dem, nemlig KING KONG (1933), THE SON OF KONG, KING KONG VS. GODZILLA, KING KONG ESCAPES, KING KONG (1976), KING KONG LIVES og KING KONG (2005).

Hvornår kommer PARANORMAL ACTIVITY 2 på dvd?
Nu skal den lige have lov til at få premiere i bifferne først. Den 21. oktober skulle den gerne lande i Danmark - så går der nok fire-seks måneder, før dvd-udgaven er klar.

Hvornår udkommer VAMPYR-AKADEMIET?
Bind 1, FRYGTENS SKOLE, kom i juni, mens bind 2, ISNENDE BID, skulle komme den 15. september fra Borgens Forlag.

Hvornår udkommer THE HUMAN CENTIPEDE på dvd?
Indtil videre har jeg en amerikansk dato, den 5. oktober, og en engelsk dato, den 4. oktober.

Læs også...
Skræk og Rædsels spørgekasse

Mere skræk og rædsel på nettet

Det er ikke fordi, jeg vil føje så meget til den tidligere liste, men der er da lige et par sider, der skal have et par ord med på vejen:

Soundtrax.dk: Mogens Høegsbergs hjemmeside om filmmusik, der bl.a. byder på en del anmeldelser af horror-soundtracks.
Trauma: Det, der engang var et magasin, lever videre på nettet, især med anmeldelser. Jeg nåede faktisk aldrig at læse bladet, da det eksisterede og jeg kender slet ikke folkene bag.
Unrated.dk: Hjemmeside, hvor man vurderer gysere op mod hinanden, så der over tid opstår en superliste over de bedste horrorfilm. Man kan sagtens søge i databasen, men man skal oprette sig som medlem for at kunne stemme. Opdatering: Denne hjemmeside ser nu ud til at være lukket.

lørdag den 21. august 2010

Dvd-gys uge 34 - 2010

Intet nyt at komme efter i næste uge... men nu er det jo også ved at være sidst på måneden.

H.P. Lovecraft fylder 120 år... og 1 dag

Det er da godt, at andre blogs er vågne. Forfatteren H.P. Lovecraft havde 120 års fødselsdag i går. Her er en hyldest fra The Horror Shed.

fredag den 20. august 2010

THE EXORCIST... Only in America!

Nå, men nu udkommer THE EXORCIST snart på Blu-ray. Det er jo rigtig cool... men hvad kan vi finde på for at gøre det endnu mere cool? Vi viser den da i biograferne! I Extended Director Cut-versionen... det manglede da bare! Og der skal selvfølgelig også være en bonus med bag scenerne og interview og den slags, som publikum kan nyde efter filmen. Lyder det for godt til at være sandt? Tja, det er det så ikke, men det er desværre only in America, at den slags sker. Torsdag den 30. september går det løs i udvalgte amerikanske biografer, og Blu-ray-udgaven er på gaden den 5. oktober. Kilde: FEARnet

torsdag den 19. august 2010

THE VAMPIRE DIARIES på engelsk dvd med danske undertekster

Alt tyder på, at den dvd-box med første sæson af THE VAMPIRE DIARIES-serien, der udkommer i England på mandag den 23. september, indeholder danske undertekster. Laserdisken angiver nemlig dette i deres produkt-beskrivelse: Bemærk: på omslaget er kun nævnt "English, Dutch, Swedish", men vi kan bekræfte, at der også kan vælges danske undertekster! Laserdisken noterer også, at Blu-ray-udgaven skulle have danske tekster, men skriver det ikke så udførligt som under dvd-versionen. Spændende må man sige - ikke mindst da jeg endnu ikke har set skyggen af en dansk udgivelsesdato.

Årh hvad... så laver de sgu bare endnu en CHILDREN OF THE CORN-film

Det er bare så mærkeligt. I næste måned skulle Joel Soisson begynde optagelserne på CHILDREN OF THE CORN: THE DWELLER i Los Angeles. Det er så lige film nr. 9 i denne uendelige serie. Soisson var producent på CHILDREN OF THE CORN: REVELATION og har bl.a. instrueret et par THE PROPHECY-film og et par PULSE-film. Han har selv skrevet manuskriptet til CHILDREN OF THE CORN: THE DWELLER. Kilde: Bloody Disgusting

PIRANHA 3D rykker premieredato

Filmselskabet UIP har rykket den danske premiere på PIRANHA 3D fra den 9. september til den 7. oktober. Lige hvad forklaringen på det er, kender jeg ikke - men så længe den får premiere, er alt cool.

Deluxe-udgave af INFERNO på vej

Hvis man er til den italienske instruktør Dario Argentos bizarre, blodige, mærkværdige og farverige gysere, så er det glædeligt, at det bliver stadig lettere at få fat i hans film. Især englænderne er blevet forkælet de senere år og der er mere på vej. Den 13. september udgiver engelske Arrow Video en 30 års jubilæumsudgave af INFERNO. Der bliver tale om dobbelt-disc-udgivelser, både på dvd og Blu-ray. Ud over en restaureret og ucensureret version af filmen, så får man også en masse ekstramateriale, hvoraf en del er lavet specielt til denne udgivelse. Kilde: DVD Outsider

onsdag den 18. august 2010

Flere detaljer om den kommende THE VAMPIRE DIARIES-trilogi

Der er godt nyt og dårligt nyt om den kommende THE VAMPIRE DIARIES-trilogi, jeg skrev om for et stykke tid siden. Den dårlige nyhed er, at det formentlig ikke er L.J. Smith selv, der skriver bøgerne. Den gode nyhed er, at bøgerne åbenbart i nogen grad vil hente input fra den populære TV-serie - mange fans er nemlig frustrerede over den voldsomme forskel på bøgerne og serien.

Entertainment Weekly har fået et eksklusivt kig på den første bogforside (der dog ikke er mere eksklusivt end at man også kan finde forsiden på Amazon). Titlen ender med at blive lidt af en spiritusprøve, nemlig THE VAMPIRE DIARIES: STEFAN'S DIARIES VOL. 1: ORIGINS og skulle være klar i butikkerne omkring november.

tirsdag den 17. august 2010

TRUE BLOOD-stjerner smider tøjet

Der er noget ganske særligt ved at være på "The Cover of the Rolling Stone", som Dr. Hook & The Medicine Show sang i 1973. Og nu er det så lykkedes for Alexander Skarsgård, Anna Paquin og Stephen Moyer - og det endda splitternøgne og smurt ind i blod. Sådan ser forsiden ud på det nummer af Rolling Stone, der rammer de amerikanske kiosker i dag - takket være fotografen Matthew Rolston, der har haft fornøjelsen af at skyde det flotte billede af de tre TRUE BLOOD-stjerner.
Vi er i øvrigt kommet i gang med at se anden sæson af TRUE BLOOD og den tegner efter to afsnit til at blive mindst lige så underholdende som første runde.

mandag den 16. august 2010

THE SON OF KONG på region 2-dvd

Jeg skriver i min anmeldelse af THE SON OF KONG, at den kun kan fås på en region 1-dvd. Fra på mandag bliver den så lidt lettere at få fat i, da den udkommer i England fra Odeon Entertainment - i øvrigt med et kedeligt cover.

Bloggens læsere glæder sig til at se VAMPIRES SUCK i biografen

Jeg har haft en lille afstemning kørende om hvilken gyser, denne blogs læsere glæder sig mest til at se i biografen i efteråret. Nu tog jeg også TWILIGHT-parodien VAMPIRES SUCK med i afstemningen og sandelig om den ikke fik flest stemmer. Hmmm... Dog kun en enkelt mere end PIRANHA 3D. Nu kan man sige, at efterårets udbud ikke er helt vildt spændende - forstået på den måde, at vi får tre sequels, et remake og en spoof-film. Det nok derfor, at 19 af de 131, der stemte, markerede, at de ikke glæder sig til nogle af filmene.
  • VAMPIRES SUCK: 25 stemmer (19,1 procent).
  • PIRANHA 3D: 24 stemmer (18,3 procent).
  • RESIDENT EVIL: AFTERLIFE 3D: 11 stemmer (8,4 procent)
  • PARANORMAL ACTIVITY 2: 16 stemmer (12,2 procent)
  • SAW 3D: 17 stemmer (13 procent)
  • Jeg skal se dem alle sammen: 13 stemmer (9,9 procent)
  • Ingen af dem: 19 stemmer (14,5 procent)
  • Ved ikke: 6 stemmer (4,6 procent)

lørdag den 14. august 2010

Dvd-gys uge 33 - 2010

Vi får zombier og vampyrer i næste uge:
  • TRUE BLOOD: Sæson 2 (Anden runde af den frække, dynamiske og underholdende vampyr-serie fra HBO. Udgives af Warner Bros.).
  • VIRUS (Italiensk/spansk zombiefilm fra 1980, instrueret af Bruno Mattai. Udkommer her i Danmark under titlen HELL OF THE LIVING DEAD, men filmen er bl.a. også kendt som NIGHT OF THE ZOMBIES. Udgives af Another World Entertainment).

fredag den 13. august 2010

THE LAST EXORCISM ser altså lidt cool ud

Der er dukket en ny plakat op til THE LAST EXORCISM, der får premiere i de amerikanske biografer den 27. august. Man kan så godt blive lidt træt, når den præsenteres som Eli Roth's THE LAST EXORCISM, når det nu er Huck Botko og Andrew Gurland, der har skrevet manuskriptet, mens Daniel Stamm har instrueret. Eli Roth er en af producenterne, men fred være med, at man bruger det mest kendte navn på rulleteksterne til at promovere filmen.

Anyway, det skulle være en spændende og intens lille gyser, der nok er værd at glæde sig til. Der har været tale om en mulig dansk premiere, men konkrete datoer har vi endnu ikke set noget til. Indtil da kan man tjekke filmens officielle hjemmeside her.

torsdag den 12. august 2010

Verdens mest uhyggelige dato

I dag er det fredag den 13. - en dato, der kan få ellers fornuftige voksne mennesker til at blive hjemme og gemme sig under dynen. Nu behøver man ikke være overtroisk for at mærke en lille rislen ned ad nakken, når denne dato dukker op i kalenderen - det er selvfølgelig også en dag, der har særlig betydning for horror-fans.

Den 9. maj i år var det faktisk 30 år siden, at det første kapitel i FRIDAY THE 13TH-serien havde premiere i USA. Det er lidt sjovt at tænke på, at filmen begyndte sit liv med bare at være en titel. Det er så en særdeles stærk titel, hvilket kan ses på seriens levedygtighed. Og der er vel ikke mange skræk-fans, der ikke har set mindst en af filmene med Jason Voorhees - den nådesløse morder med ishockey-masken.

Det er selvfølgelig også den helt rigtige dato at vise denne fantastiske ting frem. Det er en Jason-mus, der blev sendt ud som PR-materiale i forbindelse med premieren på FRIDAY THE 13TH-remaket. Den har jeg fået af Caspar Vang, og jeg håber selvfølgelig, at den præger indlæggene på denne blog med en tilpas skræmmende mojo.

Gad vide hvornår disse gysere kommer?

Hvis man går ind på biograf-hjemmesiden Kino og tjekker de kommende gysere, vil man se, at DON'T BE AFRAID OF THE DARK skal have premiere den 18. november, mens DEVIL skulle komme den 25. november. Men den første film står stadig ikke på filmselskabets pressehjemmeside, mens den anden angives først til at få premiere den 3. marts 2011. Det er meget forvirrende... og en smule irriterende. Jeg er dog ret sikker på, at de nok skal dukke op på et tidspunkt, men indtil videre har jeg ikke skrevet dem ind i min lille premiereliste her på siden.

onsdag den 11. august 2010

ECLIPSE kan forudbestilles på tysk dvd

Jeg var lige inde på den tyske udgave af Amazon og så, at man nu kan forudbestille ECLIPSE på dvd og Blu-ray. Den udkommer fra Concorde Home Entertainment og for dvd'ens vedkommende er der tale om en dobbelt-disc - en såkaldt "fan edition". Udgivelsesdatoen angives til at være den 24. december, men blandt tyske fans er der en del debat om dette.

Anyway, så udkommer den formentlig på dvd lidt før i resten af verden, da den tyske biografpremiere var et par uger senere end i de fleste lande. Men man kan da more sig over den tyske titel: ECLIPSE - BISS ZUM ABENDROT. Syd for grænsen har bøgerne nemlig heddet BISS ZUM MORGENGRAUEN, BISS ZUR MITTAGSSTUNDE, BISS ZUM ABENDROT og BISS ZUM ENDE DER NACHT.

Splatter i Alperne

Her er lige en ny fransk gyser, jeg ikke har hørt så meget om. Men i mandags udkom den altså på dvd i England fra Scanbox Entertainment. Titlen er HUMAINS og den er produceret med penge fra Frankrig, Schweiz og Luxembourg. Instruktørerne er Jacques-Olivier Molon og Pierre-Olivier Thevenin, der begge var med at lave de grumme special make-up-effects i À L'INTÉRIEUR. HUMAINS handler om et hold forskere, der i Alperne støder på noget meget ubehageligt og livsfarligt.

tirsdag den 10. august 2010

...og velkommen tilbage fra sommerferie

Nu er de fleste vel vendt tilbage fra sommerferie, skolerne starter igen og arbejdspladserne begynder at komme op i omdrejninger. Så er det vel meget passende med et par ord om bloggen her. SKRÆK OG RÆDSEL har nemlig ikke holdt sommerferie - sådan er det jo, når man stort set alle vegne er i nærheden af noget netværk.

De varme sommerdage er bl.a. blevet brugt til det sidste indlæg i mit King Kong-projekt, der har taget længere tid at komme igennem, end jeg lige havde regnet med. Og af samme årsag er jeg ikke rigtig begyndt på det længe lovede CHILDREN OF THE CORN-projekt, men det skal nok komme. Jeg er også ved at varme op til endnu en Top 10-liste.

Meget tyder på, at I læsere også har været i nærheden af et netværk det meste af sommeren og stadig har haft lyst til at tjekke denne blog. I juli måned havde SKRÆK OG RÆDSEL 4740 unikke besøgende og det blev til mere end 13.000 sidevisninger. Jeg bukker og siger tak for den store interesse. ...og skal vi så komme videre mod nye skrækkelige, makabre og modbydelige oplevelser!

mandag den 9. august 2010

De gode gamle VAMPIRELLA-hæfter genoptrykkes i hardcover

Så er der godt nyt til fans af Vampirella, verdens frækkeste vampyr, og til fans af de gode gamle hæfter fra Warren. Forlaget Dynamite Entertainment har overtaget rettighederne til serien fra Harris Comics - og nu skal der ske noget. Ikke alene kommer der nogle trade paperbacks med genoptryk af nogle af de nyere serier (under titlen VAMPIRELLA MASTERS SERIES) - forlaget vil sandelig også udgive de originale hæfter i komplette genoptryk i hardcover - præcis som de genoptryk af CREEPY og EERIE, der vælter ud fra Dark Horse. Hvert bind vil indeholde syv hæfter. Nr. 1 kommer til oktober, mens bind 2 er programsat allerede til måneden efter.

lørdag den 7. august 2010

Hed sex med vampyrer i Sydstaterne

Hvis du er bekymret over, at TWILIGHT-bølgen truer med at tage livet af horrorgenren med sine pæne vegetariske vampyrer, teenage-kærlighed og blodfattige actionscener, så vil jeg anbefale dig at se et afsnit af TRUE BLOOD. Du vil med garanti få det bedre. Selv om TRUE BLOOD i princippet også handler om "tæmmede" vampyrer, så er det en serie, der giver fuck-fingeren til Stephenie Meyers harmløse univers og svælger i blod, tabuer, voldsomme følelser og dampende, svedig sex. Det er i den grad ikke for børn!

TRUE BLOOD er skabt af Alan Ball, der også var manden bag den kultdyrkede SIX FEET UNDER. Serien er selvfølgelig baseret på de populære bøger af Charlaine Harris, men der er i den grad skruet op for nogle af elementerne - især er TRUE BLOOD plastret til med vild sex. Nok er der masser af erotik og hed passion i romanerne, men TV-serien er knaldhamrende fræk.

Første sæson på 12 afsnit følger groft set handlingen i den første af bøgerne, DEAD UNTIL DARK eller DØD INDTIL SOLNEDGANG, som den hedder på dansk. Der trækkes dog også en smule på handlingen i bog nr. 2 - krydret med en del handlingstråde, der er unikke for TV-serien.

Serien handler om den telepatiske servitrice Sookie Stackhouse, der arbejder i cafeen Merlotte's i Bon Temps, Louisiana. Vampyrerne er krøbet ud af deres hemmelige tilværelse efter at japanerne har opfundet syntetisk blod. Sookie bliver tiltrukket af vampyren Bill Compton, men må også brug kræfter og energi på at holde styr på sin vilde bror Jason, den dynamiske veninde Tara, den forelskede bar-ejer Sam og alle de andre mennesker og væsener i den lille by. Og så er der jo også den stribe af mord, der er blevet begået.
Nok er der masser af erotik og hed passion i romanerne, men TV-serien er knaldhamrende fræk
Det er ikke helt tilfældigt, at historierne foregår i Sydstaterne. Vampyrerne er en minoritet, der kæmper for at få de samme rettigheder som alle andre, men der er mange modstandere - ikke mindst blandt hvide kristne. At vi så også lige får solide doser homoseksualitet, stoffer (både de velkendte og V - det sidste nye, nemlig vampyrblod), voodoo, eksorcismer og meget andet smidt ind i handlingen, er med til at skabe en heksekedel, hvor alt kan ske - og sker. Og så skal man ikke glemme formskifterne og de andre af nattens skabninger, der stille og roligt påvirker tingenes gang.

Holdet af skuespillere er godt sat sammen - især fordi vi ikke får en runde slidte ansigter, der har turneret rundt i alle de andre TV-serier, vi har set. Man skal dog vænne til Anna Paquin i rollen som Sookie. Ikke alene er Paquin en særpræget personlighed, der kræver den rette instruktør til at styre hende - hun spiller også Sookie lidt for meget efter bogen som en naiv, men ressourcefuld ung kvinde, der bestemt ikke kan betegnes som den hurtigste knallert på molen. I mange scener kommer hun ganske enkelt til at fremstå som lidt for spejlblank og det er irriterende. Men man vænner sig til det, og så kan man nyde alle de andres præstationer - især Stephen Moyer, der er et hit som vampyr-Bill.

Som enhver anden TV-serie har TRUE BLOOD en del handlingstråde, der virker som fyld - formentlig for at give os mulighed for at lære bipersonerne bedre at kende, men det bliver aldrig trivielt eller kedeligt. Og vi vender hurtigt tilbage til mere dynamiske og interessante scener - ikke mindst med det stadigt voksende udbud af vampyrer og deres fascinerende verden. Det er sjovt og bizart - som en slags TWIN PEAKS med blodsugere. Åh ja, og så er der en del sex! Jeg glæder mig til at se 2. sæson.

TRUE BLOOD: Sæson 1, USA, 2008. Instruktører: Alan Ball, Scott Winant, John Dahl m.fl. Medvirkende: Anna Paquin, Stephen Moyer, Sam Trammell, Ryan Kwanten, Rutina Wesley. Musik: Nathan Barr.

Dvd-gys uge 32 - 2010

Det bliver en billig uge - der kommer ingen horror-nyheder ud i butikkerne.

fredag den 6. august 2010

Monster amok på boreplatform

THE RIG er en af disse gysere, der lyder som god underholdning, men som også kan vise sig at være noget hæsligt bras. Den handler som mandskabet på en olieboreplatform, der midt under en tropisk storm må bekæmpe et monster, hvis levested er blevet forstyrret. Peter Atencio har instrueret, og William Forsythe, Serah D'Laine og Art LaFleur er blandt de medvirkende. THE RIG udkommer på dvd den 5. oktober i USA fra Anchor Bay Entertainment. Kilde: Dread Central

torsdag den 5. august 2010

30 DAYS OF NIGHT-vampyrerne slår til igen

David Slades 30 DAYS OF NIGHT var en grum og underholdende film, og den skulle selvfølgelig have en fortsættelse. Det bliver Ben Ketais 30 DAYS OF NIGHT: DARK DAYS, hvor handlingen er flyttet fra Alaska til Los Angeles. Filmen udkommer på dvd og Blu-ray den 5. oktober i USA fra Sony Pictures Home Entertainment. Den danske releasedato ser ud til at blive den 26. oktober.

Filmen har i øvrigt allerede været en tur forbi Medierådet for Børn og Unge, hvor man har sat aldersgrænsen til 15 år med følgende begrundelse: "Dvd'en indeholder adskillige scener, hvor personer jages, tortures og myrdes på blodig og udpenslet vis. I en scene får en mand smadret sit kranie med en flise og i en anden scene hænges mennesker op i kroge for at blive tømt for blod. Disse scener ledsages endvidere af gysereffekter på billed- og lydside. Dvd'en vurderes derfor til at virke skræmmende på børn under 15 år". Kilde: DVD Active

Klassiske Romero-zombier udgives igen-igen

Engelske Arrow Films har tidligere udgivet George A. Romeros DAWN OF THE DEAD og DAY OF THE DEAD på Blu-ray. Men de har heldigvis ikke glemt, at vi stadig er mange, der halter bagud i den teknologiske udvikling, når det gælder hjemmeunderholdning. Så nu kommer de to film også lige på dvd. DAWN OF THE DEAD byder på hele fire skiver med tre forskellige udgaver af filmen, kommentarlydspor, en pokkers masse ekstramateriale og fire forskellige covers. Og DAY OF THE DEAD kommer på to skiver med vildt meget ekstramateriale og to forsider. Begge film er på gaden den 30. august.