torsdag den 26. august 2010

FILM4 FrightFest dropper A SERBIAN FILM

Det kan godt være, at den engelske censur-myndighed BBFC har fået et noget mere afslappet og realistisk forhold til virkeligheden de senere år, men der er stadig ting, de meget gerne vil klippe i. Så det er ikke så mærkeligt, at de pæne mennesker hos BBFC fik deres eftermiddagste galt i halsen, da de skulle vurdere SRPSKI FILM (eller A SERBIAN FILM) - en af de mest provokerende og grænseoverskridende produktioner i mange år.

Nu havde FILM4 FrightFest regnet med, at de kunne vise A SERBIAN FILM i forbindelse med dette års festival, men det bliver ikke til noget. BBFC mener nemlig, at der skal klippes omkring fire minutter ud, før den kan blive klasket op på et engelsk biograflærred, og det vil FrightFest ikke være med til af respekt for instruktørens vision. Så de vælger at vise noget andet.

Til gengæld viser de en BBFC-godkendt udgave af I SPIT ON YOUR GRAVE-remaket. Her ønskede man at få klippet i alt 43 sekunder ud med begrundelsen: "shots of nudity that tend to eroticise sexual violence and shots of humiliation that tend to endorse sexual violence by encouraging viewer complicity in sexual humiliation and rape". Filmselskabet Anchor Bay Entertainment gik med til lave disse censur-klip, men kunne i nogle tilfælde finde alternative skud og vinkler, der gjorde, at filmen nu kun er 21 sekunder kortere... men altså kortere! Kilder: FANGORIA, BBFC

Ingen kommentarer:

Send en kommentar