Dengang horror blev serveret uden hype

Forleden så jeg MIL GRITOS TIENE LA NOCHE - en spansk splatter-gyser fra 1982 af Juan Piquer Simón. Det er ham, der også har lavet den forbløffende ringe SLUGS, MUERTE VISCOSA, så det var ikke fordi jeg havde forventet at se et mesterværk. Og det er MIL GRITOS TIENE LA NOCHE da heller ikke. Filmen, der internationalt er kendt som PIECES, er amatørteater fra start til slut med et håbløst manuskript, elendige skuespillere og gyselig musik.

Men den er også fascinerende og bizar på sin helt egen måde. Tager man de rette briller på, når man ser den, så er det faktisk en kulsort komedie. Vi er ikke i samme boldgade som SCARY MOVIE-serien, men hvis man ikke vidste bedre, så kunne man godt få den tanke, at PIECES var lavet som en parodi på splatterfilm. Nu havde jeg ikke læst ret meget om filmen på forhånd, så jeg havde ikke de store forventninger.

Careful with that chainsaw, Willard.

Det havde ellers været det nemmeste i verden at gå på nettet og finde en masse anmeldelser og baggrunds-info, før jeg så filmen. Sådan er det jo i vore dage, hvor alskens oplysninger er til rådighed med en Google-søgning og nogle få klik. Og i forhold til de helt nye film buldrer PR-apparatet hæmningsløst og i månederne op til en premiere stopfodres vi med stadig flere informationer, interview, teaser-plakater, trailere og stakkevis af klip. Sådan var det ikke dengang, PIECES havde premiere, hvilket man kan høre mere om i ekstramaterialet på dvd'en fra Arrow Films. I mini-dokumetaren PIECES OF DECONSTRUCTION: LOOKING BACK AT A GRINDHOUSE GOREFEST fortæller FANGORIAs medredaktør Michael Gingold om, hvordan det var:

"Back at the time, back in prehistoric times before the Internet, these movies would open and you would have no idea what they were, you know. You couldn't look them up on the Internet, they were not publicized very much in advance, they'd kindda go city by city, coming out from these small distributors. And that was part of the fun of going to horror films at the time ... it's going to these things and not having any idea what you were going to see, you know. You're not bringing any expectations because you've read something about it before or you've heard about the people involved. It's just this insane chainsaw movie just sort of came out of nowhere, what is this? It's kind of a thing that I think that's gone these days with the Internet and everything else, you know. No movie can sneak up on it's audience anymore. It's always been hyped up somewhere and I think that's part of the fun going to horror films that's been lost on the current generation".

Jeg er fra en generation, hvor jeg har oplevet lidt af det, som Michael Gingold taler om. Ofte havde man ikke andet end en annonce og måske en anmeldelse fra den lokale avis at gå ud fra, når man skulle beslutte sig for, om en film var værd at ofre en biografbillet på. Man kunne også få en fornemmelse af en films kvaliteter (eller mangel på samme) ved at granske plakaterne og billederne, der hang i biograferne. Men ellers skulle man læse filmblade og den slags for at få mere at vide, så "hype" var bare på et helt andet niveau dengang.
En af de store filmoplevelser fra min tid som ung horrorfan var George A. Romeros DAWN OF THE DEAD. Jeg havde ingen ide om hvad det var, jeg gik ind til, nemlig det vildeste og mest medrivende splatter-orgie. Hold da op, det var stort! På forhånd havde jeg læst en lille foromtale i et amerikansk blad, men jeg havde ingen ide om, hvor blodig og udpenslet filmen var.

I dag kan man selvfølgelig vælge ikke at læse noget som helst om filmene, før man ser dem, men det kan være svært at gemme sig for PR-bombardementet. Så jeg må give Michael Gingold ret i, at noget er gået tabt i det at se gyserfilm, nemlig det, at man helt uden forudsætninger og forventninger ser noget, man stort set intet ved om på forhånd ... hvilket er tæt på at være den ultimative måde at opleve netop horror på.