I skrivende stund er der 118 forskellige film- og TV-projekter listet på IMDb, der på den ene eller den anden måde er opstået på baggrund af Stephen Kings skriverier. Mange Hollywood-producenter ved, at der er en særlig magi ved alt, der kommer fra det maniske tekstbehandlingsanlæg fra Maine. At King så har en særlig skrivestil, der næsten er umulig at omsætte til filmens verden, betyder ikke så meget. Nu er jeg ikke selv den store Stephen King-fan længere, men den første håndfuld bøger var virkelig gode - og blandt de mange horror-filmatiseringer er også en stribe, der er værd at bruge tid på.
10 THINNER (1996) Advokaten Billy Halleck kommer ved et uheld til at køre en gammel sigøjnerkvinde ihjel, men slipper fri i retten, fordi han kender både dommeren og politichefen. Det får sigøjneren Tadzu Lempke til at forbande Billy Halleck med ordet
"tyndere" - og i løbet af ganske kort tid svinder den overvægtige advokat ind til ingenting. THINNER er baseret på en roman fra 1984, skrevet under pseudonymet Richard Bachman.
Historien er ret absurd - som en THE TWILIGHT ZONE-episode på syre - men den er meget typisk for Stephen King, der ikke har noget imod at køre løs med selv de mest vanvittige ideer. Især er slutningen i THINNER virkelig langt ude. Og filmen har det hele med, hvilket gør den til lidt af en guilty pleasure for mit vedkommende. Det er dog også en fornøjelse at se Robert John Burke og Michael Constantine i de to hovedroller - og special makeup-effekterne af bl.a. Greg Cannom er fremragende.
9 THE SHINING (1980) Ifølge legenden havde Stanley Kubrick besluttet sig for at lave en gyserfilm og læste derfor den ene horror-roman efter den anden. Det gjorde han i sit kontor og hvis bøgerne ikke fængede ham efter de første 30-40 sider, slyngede han dem mod væggen i arrigskab. En dag holdt bumpene op og hans sekretær kom straks farende, fordi hun troede, at den berømte instruktør havde fået et hjertetilfælde. Det havde han ikke - han var ved at læse Stephen Kings THE SHINING. - Det bliver den her, vi skal lave, sagde Kubrick til sin sekretær.
THE SHINING ryger ofte meget højt op på listerne over verdens bedste gysere og regnes af mange for at være en hamrende uhyggelig film. Det synes jeg så ikke det er. Men det er et temmelig unikt stykke filmkunst, der er blevet til under vanskelige omstændigheder med uendelige takes og et fanatisk fokus på detaljer. Vi er fra første sekund ikke i tvivl om, at Jack Nicholsons karakter er bindegal, men det viser bare, at Kubrick ikke forstod genren. Men det er en film, jeg har fået det bedre med gennem årene - især efter jeg så den længere amerikanske udgave. At Stephen King så ikke kan udstå den, er en anden sag.
8 THE DARK HALF (1993) Forfatteren Thad Beaumont tjener sine penge ved at skrive hårdkogte krimier under pseudonymet George Stark. Han vil hellere skrive mere seriøse ting, og da en fan truer med at afsløre pseudonymet, beslutter han sig for selv at fortælle historien til pressen. Han går endda med til at få taget et billede sammen med en gravsten med George Starks navn på. Men George Stark nægter at dø.
THE DARK HALF er inspireret af Stephen Kings egne oplevelser med sit pseudonym Richard Bachman og er en af hans utallige historier med en forfatter i hovedrollen. I George A. Romeros filmudgave gør Timothy Hutton det fremragende i dobbelt-rollen som Thad Beaumont og George Stark og det er i det hele taget en solid film med mange gode øjeblikke. Slutningen er måske lidt gak og ikke helt som i bogen, men sådan er det.
7 'SALEM'S LOT (1976) Efter THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE var det meget naturligt, at Tobe Hooper blev tilbudt andre horror-projekter, men der skulle ikke gået meget mere end en lille årti, før det stod klart, at han egentlig ikke havde mere at byde på i genren. Mens han dog stadig brændte for sagen, nåede han at lave den første filmatisering af 'SALEM'S LOT - en af Kings bedste romaner, der handler om en vampyr, der i kraft af sin menneskelige hjælper vil overtage en lille by i Maine. Historien er inspireret af Bram Stokers DRACULA og har endnu en gang - som så ofte hos King - en forfatter som hovedperson.
TV-udgaven er lavet som en miniserie for CBS og blev oprindelig vist i to afsnit. James Mason spiller vampyrens hjælper, mens Reggie Nalder må finde sig i at være en NOSFERATU/Orlok-kopi i rollen som den blodsugende Mr. Barlow. Men især første halvdel er virkelig nervepirrende - ikke mindst i scenerne med en dreng, der i vampyr-skikkelse kradser på vinduet til sin brors værelse. Miniserien er noget af det bedste TV-horror, der nogensinde er lavet - og det siger ikke så lidt.
6 PET SEMATARY (1989) Stephen King har skrevet mange grumme historier, men en af de "værste" og mest skræmmende er nok PET SEMATARY. Her møder vi familien Creed, der lige er flyttet til Maine i et hus tæt på en befærdet vej. Da deres kat bliver kørt over, beslutter faderen Louis Creed sig for at afprøve en lokal legende om en indianer-kirkegård, hvorfra de døde vender tilbage. Det virker! Så bliver familiens lille dreng dræbt ude på vejen og så kan I godt forestille jer resten.
Stephen King skrev selv manuskriptet og krævede at det blev fulgt til punkt og prikke. Egentlig var det George A. Romero, der skulle have instrueret, men det endte med, at Mary Lambert fik opgaven. Det kom der en ekstremt sort og uhyggelig film ud af, hvor især det makabre klimaks står meget stærkt. Et plus er også den flotte musik af Elliot Goldenthal.
5 THE DEAD ZONE (1983) Intens er et ord, der passer perfekt på en skuespiller som Christopher Walken - og man må i den grad sige, at han er intens i THE DEAD ZONE. Walken spiller skolelæreren Johnny Smith, der efter en færdselsulykke ligger fem år i koma. Da han vågner, har han fået evnen til at se ind i fremtiden. Filmen er instrueret af David Cronenberg, der her for alvor tog et skridt i retning af mainstream-Hollywood - dog uden helt at gå på kompromis.
Det er tydeligvis en Cronenberg-film, hvilket bl.a. ses på de nøgne billeder med ganske få farver af fotografen Mark Irwin - og høres på den hypnotiske og gribende musik af Michael Kamen. Og så er det en sand fornøjelse at se Martin Sheen folde sig ud som alle tiders dumme svin. Læg også mærke til Herbert Lom i en god lille rolle.
4 CARRIE (1976) Stephen Kings første bog blev meget naturligt også den første, der kom en tur gennem Hollywood-maskineriet - og resultatet blev fantastisk. Manuskriptet af Lawrence D. Cohen gør historien om den generte og plagede gymnasiepige med de usædvanlige kræfter noget mere strømlinet end i bogen og instruktøren Brian De Palma fik samlet et fabelagtigt hold af skuespillere.
Sissy Spacek er både stærk og skrøbelig i den vanskelige hovedrolle, mens Piper Laurie er virkelig scary som hendes bindegale mor. Læg hertil Amy Irving, William Katt, Nancy Allan og John Travolta, der alle stråler i denne lille perle af en film. Det energiske klimaks ved skolefesten er blevet legendarisk i genren, og så skal vi ikke glemme det lille twist til sidst. Hold da op...
3 CREEPSHOW (1982) Med kraftig inspiration fra de berømte E.C.-tegneserier fra 50'erne kaster George A. Romero, Stephen King og Tom Savini sig ud i et kulørt og underholdende eksperiment, der bare er så vellykket. Med en rammehistorie om en lille dreng, der forsøger at læse et gyser-hæfte - indtil hans far snupper det fra ham - får vi fem små makabre fortællinger, der er skræmmende skæg-og-ballade på meget højt niveau. Det er ganske enkelt en af genrens bedste antologi-film.
Det hjælper også at have folk som Hal Holbrook, Adrienne Barbeau, Fritz Weaver, Leslie Nielsen, E.G. Marshall, Viveca Lindfors, Ed Harris, Ted Danson og Tom Atkins på rollelisten. Jeg er især vild med afsnittet "Something To Tide You Over", men hele filmen stinker af stemning - som at sidde i timevis med en stor stak gamle skræk-hæfter.
2 MISERY (1990) Stephen King beskriver her det ultimative forfatter-mareridt - nemlig det, at skribenten bliver taget til fange af en bindegal fan, der har meget firkantede ideer om hans videre karriere. Og som ikke har noget imod at bruge vold, hvis han ikke makker ret.
James Caan spiller forfatteren, der prøver at slippe af med sit image som producent af romantiske romaner, mens Kathy Bates er den skøre fan, der mildt sagt er skuffet over hans seneste værk - en seriøs bog. Rob Reiner har instrueret dette lille mesterværk, der drives af to skuespillere i topform. Og der bygges op til et forrygende klimaks. Fremragende.
1 THE MIST (2007) Stephen Kings kortroman fra 1980 begyndte sit liv som en novelle, der bare blev længere og længere, efterhånden som han skrev på den. Gennem mange år legede forskellige instruktører med tanken om at filmatisere den, men det lykkedes så først i 2007 med Frank Darabont ved roret. Det er en klassisk historie om en gruppe mennesker, der er spærret inde på et begrænset område, omgivet af et livsfarligt fænomen - i dette tilfælde en mystisk tåge fyldt med bizarre monstre.
Og filmen spiller både på vores solide kendskab til alskens monsterfilm, mens den elegant arbejder med at vise os helt almindelige (og enkelte knap så almindelige) menneskers reaktion på at være fanget i et grotesk mareridt. Det er fænomenal filmkunst. At THE MIST så også har en af de mest grumme, kulsorte og udmarvende slutninger, der længe er set, gør absolut ikke oplevelsen mindre - blot mere chokerende.