 |
| See to the crypt, will you? - Roderick Usher |
Der findes en malstrøm af Edgar Allan Poe-filmatiseringer, men blandt de mest kendte og elskede er formentlig den stribe gysere, som instruktøren og producenten Roger Corman lavede i USA i første halvdel af tresserne. Selv om mange af dem i bedste fald kun er inspireret af Poes værker, så har de en helt unik stemning, der placerer dem i en klasse for sig - og de holder den dag i dag.
 |
| You will die in agony. Die!- Don Nicholas Medina |
Corman er kendt for at kunne lave film for næsten ingen penge, men med Poe-serien satsede han på at give publikum noget ekstra. Han fik overtalt Samuel Arkoff og James Nicholson fra American International Pictures til, at han skulle lave en film i farver og i Cinemascope for det samme budget, han ellers kunne få to sort/hvide film ud af. 27.000 dollar fik han at lege med og hele 15 dages optagelser på HOUSE OF USHER - den første i serien. Filmen blev et kæmpehit og resten er historie.
 |
| Can you possibly conceive it. The unendurable oppression of the lungs, the stifling fumes of the earth, the rigid embrace of the coffin, the blackness of absolute night and the silence, like an overwhelming sea. - Guy Carrell |
Poe-serien består af syv eller otte film - alt efter hvem man spørger. HOUSE OF USHER (1960), PIT AND THE PENDULUM (1961), PREMATURE BURIAL (1962), TALES OF TERROR (1962), THE RAVEN (1963), THE MASQUE OF THE RED DEATH (1964) og THE TOMB OF LIGEIA (1964) har på den ene eller den anden måde en tilknytning til Poes historier. THE HAUNTED PALACE fra 1963 henter sin titel fra et Poe-digt, men er i virkeligheden baseret på en historie af H.P. Lovecraft. THE TERROR fra 1963 kan man måske betragte som lidt af en bonusfilm, da den blev improviseret i kulisserne fra bl.a. THE RAVEN, men den har ikke noget med Poe at gøre.
 |
| Haven't I convinced you of my sincerity yet? I'm genuinely dedicated to your destruction. - Montresor Herringbone |
Selv om Corman havde flere penge mellem hænderne på flere af Poe-filmene, så skød han mange genveje undervejs. Da en skov brændte ned i Hollywood blev den lynhurtigt brugt som location til HOUSE OF USHERs åbningsscene. Og den store finale, hvor huset går under, blev genbrugt i senere film. Design og kulisser er generelt i top, men mange steder kan man tydeligt se, at baggrunden blot er et maleri, men det er en del af charmen ved at se Roger Corman-film.
 |
| Afraid my dear? There's nothing to be afraid of.- Dr. Scrarabus |
Det er selvfølgelig Vincent Price, de fleste husker fra Poe-serien, men det er ellers solide navne, der dukker op i filmene. Blandt dem kan nævnes Peter Lorre, Boris Karloff, Ray Milland, Barbara Steele, Hazel Court, Basil Rathbone, Jack Nicholson og Lon Chaney, Jr. Les Baxter stod for de fleste scores, men der er også bidrag fra Ronald Stein, David Lee og Kenneth V. Jones. En god håndfuld af dem er udkommet på cd eller som download.
 |
| For the uninvited, there is much to fear. - Prospero |
På manuskript-siden allierede Corman sig med to herrer, der i dag betragtes som giganter i genren, nemlig Richard Matheson og Charles Beaumont. Matheson er selvfølgelig kendt for bøger som bl.a. I AM LEGEND, THE SHRINKING MAN og HELL HOUSE, en stribe fremragende noveller samt en masse arbejder indenfor film og TV (ikke mindst på THE TWILIGHT ZONE). Charles Beaumont arbejdede også på THE TWILIGHT ZONE og skrev mange gode noveller.
 |
| The eyes, they confound me. There's a blankness, a mindless sort of malice in some Egyptian. They do not readily yield up the mystery.- Verden Fell |
Jeg har i løbet af de seneste par uger set alle filmene - herunder THE TERROR. De svinger meget i kvalitet, men det er altså fænomenal underholdning. Min favorit er uden tvivl THE MASQUE OF THE RED DEATH, men jeg bliver nok aldrig træt af at se disse unikke gysere.
 |
| Surely, after all these years, I'm entitled to a few small amusements. - Charles Dexter Ward |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar