torsdag den 5. juli 2012

Se et haj-gys på bestilling i en amerikansk biograf

Ville det ikke være fantastisk, hvis du selv kunne bestemme hvilke film, der blev vist i din lokale biograf? Det lyder som ren science fiction, men det er stille og roligt ved at blive virkelighed i USA. Tugg er en tjeneste, hvor man kan gå ind og vælge en film, man gerne vil se. Så finder man en biograf i nærheden, der er med i ordningen, og booker en ledig sal på et ledigt tidspunkt. Derefter gælder det om at sprede budskabet om den kommende visning af filmen via sit netværk. Når mange nok har sagt ja tak til, at de gerne vil købe en billet, så bliver visningen en realitet.

Lidt vildt, men det virker som en oplagt ide i denne digitale tidsalder - og tænk hvis man kunne booke en gyser i den lokale biograf og så opfordre f.eks. Skræk og Rædsels læsere til at købe en billet. Wow! En af de gysere, der vil kunne bestilles via Tugg, er den australske BAIT. Den handler om en haj, der hærger et oversvømmet indkøbscenter efter en tsunami. Herhjemme bliver det nok en dvd-oplevelse, men sådan er det ikke nødvendigvis i USA; takket være Tugg. Kilde: Bloody Disgusting

Ingen kommentarer:

Send en kommentar