fredag den 30. juli 2010

Sådan samler du på gyserfilm: En guide for begyndere

Hvordan samler man på gyserfilm? Tja, det nemme svar er, at du køber en stak horror-dvd'er, ser dem, stiller dem op på reolen og går ud og køber nogle flere.

Men nu kan man selvfølgelig også gribe sagen lidt mere systematisk an, så her er lige en hurtig guide for begyndere ud i kunsten at samle på gysere:

Hvilken type gysere kan du li'?
Er du blevet skræmt af den sorthårede pige i THE RING, Freddy Krueger i A NIGHTMARE ON ELM STREET, hajen i JAWS eller Frankensteins monster? Er du mest til hård splatter eller skal filmene stille og roligt snige sig ind under huden på dig? Vil du se det nyeste af det nye eller er du fascineret af de sort/hvide klassikere? Har du allerede nogle film stående i samlingen og hvilke af dem, var de bedste? Når du tænkt lidt over det, har du måske et bud på hvilke titler, der skal proppes i indkøbskurven næste gang.

Sats på de store serier
Der er nok at ta' fat på og de er meget samler-egnede, fordi de fleste af titlerne indeholder et tal. Kast dig over serier som FRIDAY THE 13TH, A NIGHTMARE ON ELM STREET, HALLOWEEN, AMITYVILLE, SAW, CHILD'S PLAY, SCREAM og alle de andre. Der er masser af gode oplevelser at finde her.

Gå på opdagelse i genrens afkroge
Selv om du har nogle favoritter, så prøv dig frem og eksperimenter med forskellige typer af film. En god gyser-samling har lidt af det hele. Her er nogle titler at begynde med...
  • Hjemsøgte huse: POLTERGEIST
  • Vampyrer: INTERVIEW WITH THE VAMPIRE
  • Splatter: RE-ANIMATOR
  • Psykopat: PSYCHO (1960)
  • Monstre: JEEPERS CREEPERS
  • Varulve: AN AMERICAN WEREWOLF IN LONDON
  • Universal-klassiker: BRIDE OF FRANKENSTEIN
  • Hammer-klassiker: THE REVENGE OF FRANKENSTEIN
  • Aliens: ALIENS
  • Zombier: DAWN OF THE DEAD (1978)
  • Italienske zombier: ZOMBI 2
  • Onde børn: THE OMEN (1976)
  • Satanisk: ROSEMARY'S BABY
  • Den bindegale fremmede: THE HITCHER (1986)
  • Tosse med en motorsav: THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE (1974)
  • Kannibaler: CANNIBAL HOLOCAUST
  • Italiensk med stil: PROFONDO ROSSO
  • Edderkopper: ARACHNOPHOBIA
  • Spøgelser: WHAT LIES BENEATH
  • Komedie: GHOSTBUSTERS
  • Ekstremt fransk: À L'INTÈRIEUR
  • Naturen går amok: PROPHECY
  • Slasher: HALLOWEEN (1978)
Hold dig orienteret
Læs anmeldelser på nettet og snak med dine venner om deres oplevelser med gyserfilm. Der er et hav af muligheder for at blive inspireret til nye ekspeditioner i rædslernes landskab. Man kan også abonnere på et blad som FANGORIA eller købe nogle af de mange opslagsværker om horror, der er udkommet.

Gode tilbud er vejen til en stor samling
I Stereo Studio og en sjælden gang i Tiger-butikkerne kan man finde en pæn håndfuld gysere til 20 og 25 kroner. Ikke alt er lige fremragende, men der er både nye film og klassikere imellem - og udbuddet skiftes ud med jævne mellemrum. De fleste andre kæder som f.eks. Fona har som regel også masser af tilbud - typisk i 50-kroners-klassen. Det er forbløffende hvor hurtigt film i dag kommer på tilbud - og selv om det kan være fristende at købe film brugt, så er det min erfaring, at man ofte kan finde de samme titler som nye til den samme pris.

Køb horror på nettet
Selv om der er kommet mange spændende og bizarre titler på det danske dvd-marked de senere år, er der endnu mere at finde i resten af verden. Og de fleste webshops sender til Danmark. Hvis man har en kodefri dvd-afspiller, kan man bestille film hjem fra USA, men selv om man bare har en helt almindelig europæisk afspiller, så er der masser af fantastiske ting at hente bare i England. Amazon er et sted at starte, men der er mange andre gode butikker på nettet. Prøv dig frem.

Find en fremtrædende plads til din samling
Selv om du også samler på andre genrer, så giv gyserfilmene deres helt egen plads i reolen. Det ser cool ud med alle disse især sorte dvd-rygge med romertal, der står side om side - og det er virkelig noget, som dine gæster vil lægge mærke til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar