En gruppe småkriminelle tjener penge ved at filme deres eskapader, der bl.a. går ud på at smadre forladte huse og tvinge kvinder på gaden til at vise brysterne frem. Nu påtager de sig en ny opgave, der kan betyde lidt ekstra penge: De skal bryde ind i et hus og stjæle et helt bestemt VHS-bånd. Indbruddet filmer rødderne selvfølgelig også, og de finder husets ejer død foran en masse TV-apparater, der viser hvid støj. I deres jagt på på videobåndet begynder de at se bunkerne igennem, og den ene mærkværdige og uhyggelige historie efter den anden dukker op på TV-skærmene.
V/H/S er et af de seneste bud på, hvordan man også kan lave found footage-horror. Ramme-fortællingen med tyveknægtene er et fint trick, der sætter tingene i gang, og de fleste af historierne leverer varen med god stemning og solide chok. Vi er ikke ude i de banebrydende eksperimenter, når det gælder manuskripterne, og meget af det er alt andet end originalt. Men det er uhyggelig og varieret underholdning, og så kan man ikke forlange mere.
Ramme-fortællingen, der har titlen "Tape 56", er instrueret af Adam Wingaard, og er i sagens natur den svageste af dem. Vi vender efter hver historie tilbage til huset med de mange TV-skærme , og det gør, at man lidt mister interessen for tyvenes forsøg på at finde netop det videobånd, de kan tjene penge på. "Amateur Night" af David Bruckner er en ambitiøs fortælling om hvor galt, det kan gå, når unge, liderlige fyre prøver at score piger ude i byen. Flot lavet og med en super slutning.
"Second Honeymoon" af Ti West er en afdæmpet historie om et par på tur gennem USA, hvor de måske, måske ikke, forfølges af en mystisk kvinde. Effektiv lille sag. "Tuesday the 17th" af Glenn McQuaid er en slasher-gyser med et meget usædvanligt monster. Her kunne effekterne godt have været bedre, men det er et OK indslag. "The Sick Thing That Happened to Emily When She Was Younger" af Joe Swanberg byder på antologiens bedste chok-scener, men manuskriptet halter lidt. Der rundes af "10/31/98" af instruktør-kvartetten Radio Silence (Matt Bettinelli-Olpin, Tyler Gillett, Justin Martinez og Chad Villella) om fire unge gutter, der i den grad går ind i det forkerte hus, da de skal til Halloween-fest. Absolut den bedste af historierne, synes jeg...
Søsyge-faktoren er høj i denne film med masser af mega-rystet kamera og sjuskede skud og klip, men det er også en del af charmen ved projektet. Man skal så ikke lige spørge for meget ind til, hvordan disse optagelser rent faktisk er kommet over på nogle videobånd, der ligger i en gammel mands hus - men ellers er V/H/S en fin horror-oplevelse og efter min mening bedre end den tyndbenede THE ABCS OF DEATH. Den danske dvd fra Midget Entertainment indeholder ikke noget ekstramateriale.
V/H/S, USA, 2012. Instruktion: Adam Wingard, David Bruckner, Ti West, Glenn McQuaid, Joe Swanberg, Radio Silence. Medvirkende: Calvin Reeder, Hannah Fierman, Joe Swanberg, Norma C. Quinones, Helen Rogers.





Ingen kommentarer:
Send en kommentar