mandag den 5. august 2013

THE VAMPIRE DIARIES sæson 4 - nu på TV3+

Som jeg før har nævnt her på bloggen, så er der et eller andet ved THE VAMPIRE DIARIES, der har bidt sig fast i folk. Det er i hvert fald en serie, jeg får rigtig mange spørgsmål om - både på e-mail og i kommentarerne til de indlæg, jeg har skrevet om fænomenet.

Et af de hyppigste spørgsmål går på, hvornår TV3 tager hul på at sende sæson 4. Det er der nu endelig kommet lidt af et svar på. På TV3's Facebook-side skriver de nemlig, at sæson 4 starter den 4. september kl. 11.05 på TV3+. I øjeblikket genudsender de på TV3+ hele sæson 3 med et afsnit alle hverdage, og det ser ud til, at de bare fortsætter med sæson 4, når de bliver færdige med sæson 3.

Nu har kanalen ikke offentliggjort deres detaljerede program så langt frem, men jeg kunne forestille mig, at de brænder hele sæson 4 af som en hverdags-serie, så de bliver færdige med den pr. udgangen af den første uge af oktober. Nu vil mange fans formentlig være skuffede over, at serien bliver sendt om formiddagen (muligvis med nogle tilfældige genudsendelser sent på natten ligesom med sæson 3), men sådan bliver det åbenbart.

Sæson 4 udkommer på dvd og Blu-ray i England den 26. august, men det er endnu uklart om der vil være danske undertekster på eller ej.

...og så tager vi den lige en gang til for prins Knud. Du er velkommen til at kommentere THE VAMPIRE DIARIES her på Skræk og Rædsel, men jeg sletter alle kommentarer med links til hjemmesider, hvor man "gratis" kan se serien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar